DI Sydvestjylland

Lokale virksomheder: Billund er den fjerdebedste erhvervskommune i Danmark

Del
De lokale virksomheder er blevet mere tilfredse med Billund Kommune. Det svarer de i DI’s årlige undersøgelse af den service og de forhold, som kommunen byder dem. Det gør Billund til én af de bedste erhvervskommuner i Danmark.

Generelt er virksomhederne i det sydvestjyske tilfredse med kommunernes service. Det gælder særligt virksomhederne i Billund, der vurderer, at kommunen aldrig har været mere erhvervsvenlig, end den er i dag. Billund Kommune er dermed den fjerdebedste erhvervskommune i landet, viser DI’s undersøgelse.

- Vi er i DI meget imponerede af Billund Kommunes stilfærdige, men supereffektive arbejde for at tilbyde de bedst mulige forhold for virksomhederne i kommunen. Vi kan se, at virksomhederne er meget tilfredse med næsten alle de erhvervsvilkår, vi måler på. Det eneste punkt, hvor Billund Kommune scorer under gennemsnittet for landets kommuner, er i relation til offentlig transport. Men det kommer nok ikke bag på ret mange. Vi ser det samme i Varde Kommune, der også har et stort geografisk område at dække, siger formand for DI Sydvestjylland Jesper Toft Mathiasen og fortsætter:

- Vi oplever i DI Sydvestjyllands bestyrelse, at Billund Kommune er meget i kontakt med de lokale virksomheder, og at kommunen er gennemsyret af en kultur om at servicere erhvervslivet på alle niveauer i den kommunale forvaltning. Årets gode resultat i Billund giver mig håb og ambitioner om, at Billund med tiden kan opnå førstepladsen i DI’s erhvervsklimaundersøgelse, siger Jesper Toft Mathiasen.

Virksomhederne er bl.a. meget tilfredse med kommunens indsats for at hjælpe dem med at få de medarbejdere, de har brug for. Faktisk er Billund den kommune, hvor virksomhederne er mest tilfredse på det område. Virksomhederne udtrykker også stor tilfredshed med niveauet for kommunens skatter, afgifter og gebyrer. Bl.a. opkræver Billund Kommune ikke dækningsafgift og har gjort det gratis at få behandlet byggesager.

De øvrige kommuner i Sydvestjylland ligger også flot i DI’s undersøgelse. Vejen fastholder en placering i top-ti med en niende-plads, Esbjerg tager et stort skridt frem på ranglisten til en 21. plads, og Varde Kommune må registrere et lille tilbageskridt fra en niende-plads til en stadig flot 20. plads.

- Som formand for den lokale DI-regionalforening er det en glæde at konstatere, hvor tilfredse virksomhederne er med vore kommuners indsats på det erhvervspolitiske område. Især er jeg meget tilfreds med den gode dialog, der er imellem kommunerne her i vores område og virksomhederne. Vi har altid kunnet tale om tingene, og det sætter virksomhederne pris på, siger Jesper Toft Mathiasen.

FACTS OM LE 2017:

 - DI’s undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2017 er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er ottende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

- 7.600 virksomheder inden for Dansk Industris brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel og service har svaret på undersøgelsen i 2017. De har blandt andet vurderet kommunernes overordnede erhvervsvenlighed og helt specifikke erhvervsvilkår som f.eks. skattetryk, kommunal sagsbehandling, adgang til arbejdskraft, infrastruktur og kommunernes image mv.

- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

- 96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. To mindre kommuner, Læsø og Fanø, deltager ikke.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

For yderligere oplysninger kontakt chefkonsulent i DI, Johan H. Pedersen, jhp@di.dk tlf.: 4084 3207 eller pressekoordinator Jeanette Løv Rasmussen, jlra@di.dk tlf.: 2347 7178.

Billeder

Links

Information om DI Sydvestjylland

DI Sydvestjylland
DI Sydvestjylland



For yderligere information om DI Sydvestjylland:

Chefkonsulent Johan H. Pedersen
Mail: jhp@di.dk
Tlf. 3377 3781
Mobil: 4084 3207

Sekretær Karen Blum
Mail: kab@di.dk
Tlf. 3377 3677

Følg pressemeddelelser fra DI Sydvestjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Sydvestjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye