Ny overenskomst med sundhedspersonale er på plads
26.2.2024 09:53:24 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Sundhedskartellet har indgået en aftale om fornyelse af overenskomster for bl.a. sygeplejersker, bioanalytikere og radiografer. Aftalen udmønter ekstra midler ud over de generelle lønstigninger samt en stor del af midlerne fra trepartsaftalen om rekruttering.
En ny toårig overenskomst for sundhedspersonale i regionerne er blevet aftalt mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Sundhedskartellet. Overenskomsten indeholder udover de allerede aftalte lønstigninger på 6,53 procent en udmøntning af 2 procent i ekstra lønmidler.
Foruden midlerne fra OK-24 rummer aftalen en udmøntning af pengene fra trepartsaftalen. Det betyder både et nyt vagttillæg, højere særydelser og et anciennitetstillæg til sygeplejersker allerede efter fire års ansættelse. Endelig indeholder trepartsaftalen også midler, der udmøntes til de lavest indplacerede ledende sygeplejersker.
Overenskomsten for Sundhedskartellets medlemmer har overordnet stort fokus på løn, og de enkelte organisationer har forskellige prioriteter i fordelingen af lønmidler og prioritering af højere pension. De enkelte organisationer og RLTN har haft fokus på, hvordan midlerne bedst anvendes under hensyntagen til de enkelte gruppers særlige løn- og arbejdsforhold.
For sygeplejersker er der især fokuseret på de erfarne sygeplejersker, og der er aftalt et tillæg til sygeplejersker med mere end 10 års anciennitet. Derudover er der aftalt et årligt løntillæg på ca. 12.400 kr. til den erfarne kliniske sygeplejerske, som gennem erfaring i klinikken har opnået solide og brede sygeplejefaglige kompetencer. Endvidere er trepartsaftalens anciennitetstillæg implementeret, så der gives et årligt tillæg på ca. 20.000 kr. efter 4 års ansættelse. Det tillæg stiger til ca. 23.150 kr. i 2026.
Ny aftale er godt for personale og patienter
Heino Knudsen, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, er glad for den nye aftale, der ifølge ham vil komme både personale og patienter til gode:
”Alle ansatte i det regionale sundhedsvæsen vil opleve en lønstigning, og sammen med den fokuserede indsats på bedre arbejdstilrettelæggelse og arbejdsmiljø, er vejen banet for endnu mere attraktive regionale arbejdspladser. Det er også godt nyt for patienter, der har brug for udredning og behandling i et sundhedsvæsen, der bliver mere robust og udvikler sig”, siger han og tilføjer:
”Jeg er glad for, at vi har kunnet prioritere mange penge til løn. Det har jeg hørt mange medarbejdere efterspørge, og jeg er glad for, at vi med denne aftale kan give et stort løft. Derudover er jeg særligt glad for, at vi nu også ser de første trepartsmidler blive udmøntet”, fortæller Heino Knudsen.
FAKTA OM NY TOÅRIG OVERENSKOMST FOR DET REGIONALE SUNDHEDSPERSONALE
6,53 procent i generelle lønstigninger*
2 procent i organisationsmidler til løn prioriteret sammen med de enkelte organisationer
Implementering af dele af trepartsaftalen om rekruttering:
Der er afsat 500 mio. kr. i 2024, 750 mio. kr. i 2025 og 1 mia. kr. i 2026 til øget honorering af vagtarbejde
Særydelsesbetalingen for aften, nat og weekend hæves med 5 procentpoint fra 1. april 2024.
Vagttillægget er et fast tillæg for de medarbejdere, der har minimum 300 vagttimer uden for dagarbejdstid.
Vagttillægget udgør årligt 6.667 kr. fra 1. maj 2024 og 12.252 kr. fra 1. januar 2026.
Midler til vagttillæg omfatter også Social, og sundhedsassistenter, jordemødre, fysioterapeuter og ergoterapeuter, som ikke indgår i Sundhedskartellet
Sundhedskartellet er et forhandlingsfællesskab, der består af otte organisationer, hvis medlemmer arbejder i sundhedsvæsnet.
* fra forlig mellem Forhandlingsfællesskabet og Regionernes Lønnings- og Takstnævn
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Vedhæftede filer
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner indgår aftale om stafetordning til gavn for grønlandske patienter28.5.2026 12:01:57 CEST | Pressemeddelelse
Samarbejdet skal bidrage til mere stabil og kontinuerlig bemanding af stillinger i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Patienter med kronisk håndeksem får adgang til ny medicin ved hjælp af forsøgsordning20.5.2026 15:03:41 CEST | Pressemeddelelse
Det kan ramme livskvaliteten og evnen til at arbejde at have svær kronisk håndeksem, men ny type medicin bliver nu tilgængelig med tilskud. Det sker efter, Amgros har indgået den første fortrolige prisaftale på apoteksmedicin. Aftalen udspringer af en tre-årig forsøgsordning, Danske Regioner har aftalt med regeringen.
Medicinrådet skal evalueres19.5.2026 09:59:15 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioners bestyrelse vil have evalueret Medicinrådet. Evalueringen skal ud fra fakta belyse rådets arbejde, og sammenligne med andre landes prioritering af lægemidler.
Danske Regioner fremtidssikrer Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket9.4.2026 06:39:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioner har besluttet at overtage driften af de to ordninger fra 1. januar 2028. Det får ikke nogen praktisk betydning for hjerteløberne eller ejere af hjertestartere registreret i netværket, men betyder, at ordningen overgår fra TrygFonden til regionerne.
Anders Kühnau på regionernes topmøde: Vi har vendt udviklingen i sundhedsvæsenet26.3.2026 10:29:51 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsvæsenet står stærkt før sundhedsreformen. Ventetiderne er faldet, rekrutteringen er stærkt forbedret og de danske hospitaler er blandt de bedste i verden, siger Anders Kühnau i sin tale på regionernes politiske topmøde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum