Finansforbundet: Brug for fælles indsats for flere fleksjob

Del

Nye tal viser, at den finansielle sektor ligger helt i bund, når det kommer til at ansætte fleksjobbere.

Næstformand Steen Lund Olsen, Finansforbundet
Næstformand Steen Lund Olsen, Finansforbundet

Det kan være svært at få job i den finansielle sektor, hvis man har en nedsat arbejdsevne. I landets penge- og realkreditinstitutter var der i 2. kvartal 2023 ansat 150 fleksjobbere på den nye fleksjobordning, som trådte i kraft pr. 1. januar 2013.

Det svarer til, at 3,7 ud af 1.000 beskæftigede var ansat i fleksjob. Det viser beregninger, som Finansforbundet har lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Danmarks Statistik.

Og dermed ligger den finansielle sektor helt i bund, når det kommer til at få fleksjobbere i arbejde. Til sammenligning var der 6,6 fleksjobbere for hver 1.000 ansatte i branchen forsikring, pension og øvrig finans, som beskæftiger cirka lige så mange som penge- og realkreditinstitutterne. På arbejdsmarkedet generelt var der 26,4 fleksjobbere per 1.000 beskæftigede.

Mere rummelighed og diversitet

Det er et problem, at den finansielle sektor halter så langt bagefter, mener Finansforbundet.

”Jeg havde en forventning om, at vi var bedre til at skabe fleksjob i finanssektoren. Selvfølgelig skal vi være en sektor, hvor man også kan sætte sine kompetencer og sit talent i spil, selvom man har brug for fleksibilitet i forhold til eksempelvis arbejdstid. Det skal vi have rettet op på sammen med arbejdsgiverne,” siger næstformand Steen Lund Olsen.

Et fleksjob er et tilbud til personer, der på grund af en nedsat arbejdsevne ikke kan arbejde på normale vilkår. Det gælder lige fra folk, der er kørt galt på cykel eller er gået ned med stress, og derfor ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Fleksjobbernes faglighed og kompetencer spænder derfor også bredt.

Og arbejdsgiverne i den finansielle sektor har et medansvar for at sikre et rummeligt arbejdsmarked, mener Steen Lund Olsen.

”Vi har brug for en mere divers og rummelig finanssektor, og det lytter vi os egentligt også til, at arbejdergiverne ønsker, så her ligger en oplagt opgave,” siger han og fortsætter:

”Vi har brug for et arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at bruge sine kompetencer - også selvom man af den ene eller anden årsag ikke passer ind i de gængse 37 timer om ugen. Det skal vi gøre af hensyn til den enkelte, men det er så sandelig også noget, samfundet har brug for, og virksomhederne har gavn af.”

Ledigheden for fleksjobbere var i andet kvartal 2022 på 13 pct. mod den generelle ledighed på 2,8 pct.

Fakta:

  • De danske penge- og realkreditinstitutter havde i 2. kvartal 2023 ansat 150 personer i fleksjob
  • Med en beskæftigelse på 40.940 personer giver det en andel på 3,7 fleksjobbere pr. 1.000 ansatte. Det er markant lavere end den øvrige del af den finansielle sektor, hvor antallet af fleksjobbere lå på 324 ud af 49.328 beskæftigede - svarende til 6,6 fleksjobbere ud af 1.000 ansatte.
  • På det samlede danske arbejdsmarked var der 79.211 fleksjob i 2. kvartal 2023. Sammenholdt med en samlet beskæftigelse på godt 3 mio. personer giver det 26,4 fleksjob pr. 1.000 ansatte. Det vil sige, at sandsynligheden for at få et fleksjob er over 7 gange større på det danske arbejdsmarked end i et dansk penge- og realkreditinstitut.

Data er baseret på et særtræk fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og vedrører fleksjobbere under ny ordning - det vil sige fleksjob oprettet efter 1. januar 2013. Data for beskæftigelse er baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik for den kvartalsvise lønmodtagerbeskæftigelse. 

Nøgleord

Kontakter

Kristian Lind, kl@finansforbundet.dk, 61204214

Links

Følg pressemeddelelser fra Finansforbundet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Finansforbundet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye