Helsingør Kommune er placeret i den tunge ende i DI’s erhvervsvenlighedsmåling

Del

Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner. Helsingør Kommune er i årets erhvervsvenlighedsmåling placeret som nr. 87, hvilket er en tilbagegang på tre pladser i forhold til sidste års måling.

Erhvervsvenligheden står i stampe i Helsingør Kommune. Det viser DI’s nye erhvervsvenlighedsmåling af landets kommuner, hvor Helsingør får en 87. plads.

- Det er ærgerligt, at Helsingør Kommune er faldet tilbage og befinder sig langt nede i rækken over erhvervsvenlige kommuner, og det er bekymrende, at få af de lokale virksomheder vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Helsingør har brug for at styrke dialogen med erhvervslivet og til at blive bedre til at formidle væsentlig information til virksomhederne, siger formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

Flest lokale virksomheder i Helsingør Kommune peger på, at mangel på kvalificerede medarbejdere er den udfordring, kommunen bør prioritere højest. På trods af det er Helsingør Kommune blot placeret som nr. 83 i kategorien Arbejdskraft i årets måling, en tilbagegang på to pladser. Den faldende placering er især et udtryk for, at virksomhederne er blevet mere utilfredse med jobcentrets samarbejde med virksomhederne.

- Manglen på tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft er en kæmpe udfordring for virksomhederne og en barriere for vækst og udvikling. Derfor er det ikke tilfredsstillende, at Helsingør får så lav en placering på arbejdskraft. Der er i den grad brug for at styrke samarbejdet mellem jobcentret og virksomhederne og udbygge de gode initiativer på arbejdskraftområdet, hvor Helsingør Kommune i dag bl.a. indgår i Nordsjællands Rekrutteringsservice med jobmesser og andet. Den slags initiativer skal der være mange flere af, så virksomhederne nemmere kan få de rette medarbejdere, siger Peter Lanng Nielsen.

Der er dog ikke kun tilbagegang til Helsingør Kommune i årets erhvervsvenlighedsmåling. På området infrastruktur og transport går Helsingør markant frem til en 8. plads blandt alle danske kommuner. Det er især de lokale virksomheders tilfredshed med det kommunale vejnet og medarbejdernes gode muligheder for at benytte kollektiv transport til arbejde, der trækker op.

- Ordentlig infrastruktur og gode transportmuligheder er helt afgørende for, at virksomhederne kan få varer, materiel og medarbejdere frem. Og her er der grund til at kippe med flaget for Helsingør Kommunes indsats. Der bliver investeret i det kommunale vejnet, og det er noget de lokale virksomheder kvitterer for i erhvervsvenlighedsmålingen, siger Peter Lanng Nielsen.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 23 ud af de 27 hovedstadskommuner der indgår i analysen vurderer, at infrastruktur bør være kommunernes topprioritet når det kommer til rammebetingelserne. Resultatet repræsenterer en væsentlig ændring fra 2022, hvor det var arbejdskraften der stod øverst på ønskelisten. Skiftet skyldes bl.a. at

virksomhedernes vurdering af kommunernes indsats for at sikre adgangen til kvalificeret arbejdskraft generelt er steget.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 92 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Høje-Taastrup med en placering som nr. 20, mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 91. pladsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk, DI udarbejder en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

• 7.950 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.

• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.

• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

• 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Dragør, Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke har været muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information

• Ben Ron, presserådgiver i DI tlf. 2830 5452

• Ron Amir, chefkonsulent i DI Hovedstaden, tlf. 5213 2321

• Peter Lanng Nielsen, formand i DI Hovedstaden, tlf. 4046 4790

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye