Fredensborg Kommune er fortsat lavt placeret i erhvervsvenlighedsmåling

Del

Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner. Fredensborg Kommune går en smule tilbage fra en 83. plads i sidste års måling til en 85. plads i år.

Fredensborg Kommune bør styrke dialogen yderligere med det lokale erhvervsliv. Det står klart efter dette års resultat af Dansk Industris årlige erhvervsvenlighedsmåling, hvor kommunen får en 85. plads ud af 92 kommuner.

- En placering for Fredensborg Kommune som nr. 85 i erhvervsvenlighedsmålingen er ikke prangende. Der er i den grad behov for yderligere at styrke dialogen og kommunikationen mellem Fredensborg Kommune og det lokale erhvervsliv. Heldigvis er Fredensborg Kommune godt klar over behovet for en stærk og kontinuerlig dialog med det lokale erhvervsliv, f.eks. gennem Fredensborg Erhvervsråd, siger formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

I Fredensborg Kommune lægger flest lokale virksomheder vægt på, at kommunen skal prioritere arbejdskraftområdet, så virksomhederne får adgang til den arbejdskraft, de har brug for. Fredensborg Kommune er dog blot placeret som nr. 81 på arbejdskraftområdet, en tilbagegang fra sidste års 77. plads.

- Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er helt afgørende for deres muligheder for vækst og udvikling, og derigennem for finansieringen af vores velfærdssamfund. Derfor er det ganske bekymrende, at Fredensborg Kommune ikke klarer sig godt på arbejdskraftområdet. Særligt når arbejdskraft er det område, flest lokale virksomheder peger på som det, kommunen skal prioritere højest. Det er særligt jobcentrets manglende samarbejde med lokale virksomheder, der medfører en lav placering til Fredensborg Kommune. Det skal blive bedre, siger Peter Lanng Nielsen.

Der er dog også fremgang at spore i erhvervsvenlighedsmålingen for Fredensborg Kommune. På infrastruktur og transport er Fredensborg Kommune gået frem til en 28. plads fra sidste års 34. plads. Det skyldes bl.a. en opjustering af udgifterne til det kommunale vejnet og en ændring i køreplanstimerne på de kommunale busruter.

- Det er afgørende, at virksomhederne nemt kan få varer og medarbejdere frem, og derfor er det positivt, at Fredensborg Kommune klarer sig relativt godt på infrastruktur og transport, siger Peter Lanng Nielsen.

På det digitale område er Fredensborg Kommune gået markant frem til en placering som nr. 60 fra sidste års 89. plads. Det er en bedre bredbåndsdækning samt en bedre opfattelse af de digitale rammevilkår og digitale erhvervsservices fra virksomhedernes side, der sikrer Fredensborg Kommune en væsentligt bedre placering.

- Både den fysiske og digitale infrastruktur i kommunen er vigtig for, at kommunen kan sikre de bedste rammevilkår for virksomhedernes vækst og drift. Det er derfor positivt, at virksomhederne i Fredensborg Kommune oplever en væsentlig forbedring på disse områder, siger Peter Lanng Nielsen.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 23 ud af de 27 hovedstadskommuner der indgår i analysen vurderer, at infrastruktur bør være kommunernes topprioritet når det kommer til rammebetingelserne. Resultatet repræsenterer en væsentlig ændring fra 2022, hvor det var arbejdskraften der stod øverst på ønskelisten. Skiftet skyldes bl.a. at virksomhedernes vurdering af kommunernes indsats for at sikre adgangen til kvalificeret arbejdskraft generelt er steget.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 92 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Høje-Taastrup med en placering som nr. 20, mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 91. pladsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

• 7.950 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.

• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.

• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

• 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Dragør, Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke har været muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information

• Ben Ron, presserådgiver i DI tlf. 2830 5452

• Ron Amir, chefkonsulent i DI Hovedstaden, tlf. 5213 2321

• Peter Lanng Nielsen, formand i DI Hovedstaden, tlf. 4046 4790

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye