Ballerup er igen blandt de bedste erhvervskommuner i Hovedstaden

Del

Igen i år placerer Ballerup Kommune sig flot på Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. I 2023 bliver det til en samlet placering for Ballerup Kommune som nr. 23 på ranglisten over erhvervsvenligheden i landets kommuner, en lille tilbagegang fra sidste års 21. plads.

Ballerup Kommune er igen én af de mest erhvervsvenlige kommuner i Hovedstadsområdet, men må dog i år afgive den regionale førertrøje til Høje-Taastrup Kommune, der kan kalde sig årets bedste erhvervskommune i Region Hovedstaden.

- Ballerup har nu flere år i træk befundet sig blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Det er godt at se, at kommunen fortsætter sit gode arbejde med at støtte op om det lokale erhvervsliv. Erhvervsvenlighedsmålingen viser, at Ballerup Kommune er en attraktiv erhvervskommune, siger formand for DI Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou.

Ballerup Kommunes gode placering er bl.a. et udtryk for, at kommunen igen i år klarer sig godt, når det kommer til god infrastruktur, hvor Ballerup ligger nr. 6 og de lokale virksomheders tilfredshed med byggesagsbehandlingen, hvor kommunen ligesom sidste år opnår en placering som nr. 20.

- En kompetent og effektiv byggesagsbehandling er meget vigtig for vores virksomheder, så de bedst muligt kan planlægge nye byggerier. Derfor er det glædeligt, at Ballerup Kommune fastholder den gode placering på kompetent byggesagsbehandling, siger Mads Raaschou.

Selvom erhvervsvenligheden er høj i Ballerup Kommune, er der dog også hår i suppen i årets erhvervsvenlighedsmåling. Ligesom sidste år ligger Ballerup Kommune dårligt placeret på uddannelsesområdet. Særligt andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse, er lav og nedadgående. I år har knap 14 procent af de unge i Ballerup Kommune valgt en erhvervsuddannelse mod 16 procent sidste år.

- Det er ærgerligt, at Ballerup Kommune har en lav placering på uddannelsesområdet, og at blot 14 procent af de unge i år har valgt en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Vores virksomheder har behov for flere faglærte, og derfor er det et problem, at så få unge vælger en erhvervsuddannelse. Jeg håber, at de initiativer, der er søsat i Ballerup Kommune, som f.eks. Mini Skills, vil få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse i de kommende år, siger Mads Raaschou.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 23 ud af de 27 hovedstadskommuner, der indgår i analysen, vurderer, at infrastruktur bør være kommunernes topprioritet når det kommer til rammebetingelserne. Resultatet repræsenterer en væsentlig ændring fra 2022, hvor det var arbejdskraften, der stod øverst på ønskelisten. Skiftet skyldes bl.a., at virksomhedernes vurdering af kommunernes indsats for at sikre adgangen til kvalificeret arbejdskraft er generelt steget.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 92 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Høje-Taastrup med en placering som nr. 20, mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 91. pladsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

• 7.950 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.

• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.

• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

• 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Dragør, Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke har været muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information

• Ben Ron, presserådgiver i DI tlf. 2830 5452

• Ron Amir, chefkonsulent i DI Hovedstaden, tlf. 5213 2321

• Mads Raaschou, formand i DI Byggeri Hovedstaden, tlf. 2844 0088

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye