Lyngby-Taarbæk bliver for andet år i træk mere erhvervsvenlig

Del

Dansk Industri måler hvert år den lokale erhvervsvenlighed på tværs af landets kommuner, og i år kommer Lyngby-Taarbæk Kommune ind på en samlet 51. plads ud af i alt 92. Det er en fremgang på 15 pladser og andet år i træk, at erhvervsvenligheden går frem. Samtidig er den overordnede tilfredshed med erhvervsvenligheden i kommunen for første gang i mange år højere end landsgennemsnittet.

Det er først og fremmest den gode infrastruktur og medarbejdernes fleksible muligheder for at benytte kollektiv transport til og fra arbejde, der trækker kommunen op og sikrer Lyngby-Taarbæk Kommune en flot 3. plads på landsplan for andet år i træk i kategorien Infrastruktur og transport.

Der er også sket en markant fremgang inden for den grønne udvikling, hvor Lyngby-Taarbæk Kommune er sprunget hele 42 pladser frem sammenlignet med sidste års måling. Her kvitterer de adspurgte virksomheder for kommunens prioritering af bæredygtige og grønne indkøb, lokale tiltag for at drive mere klimavenlig virksomhed samt fokus på at fremme bæredygtig transport.

- Indsatsen for den grønne omstilling er i fuld gang i Lyngby-Taarbæk Kommune, og her er det afgørende, at bestræbelserne om at skabe grøn vækst og arbejdspladser styrkes gennem dialog og partnerskaber på tværs af netop virksomheder og kommunen, siger formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen og fortsætter:

- Kommunens nyligt vedtagne Grønne Charter, hvor lokale virksomheder sammen med kommunen arbejder for at fremme grøn mobilitet gennem indsatser som cykling, samkørsel, brug af kollektiv transport, delebiler, ladestandere m.v. er et godt initiativ og partnerskab, som vi håber, kan bredes ud til endnu flere kommuner og måske på tværs af kommunegrænser, siger han.

På uddannelsesområdet ligger Lyngby-Taarbæk Kommune også fortsat i den bedste tredjedel på landsplan og skiller sig særligt positivt ud, når det gælder kompetencedækning, uddannelsesgrad samt andel af elever med høj trivsel i folkeskolen. Virksomhederne kvitterer desuden for, at kommunen er blevet bedre til at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft, ligesom dialogen mellem erhvervslivet og kommunen er blevet styrket.

Målingen viser også, at der er flere steder, hvor kommunen med fordel kan sætte ind for at styrke den lokale erhvervsvenlighed. Den helt ømme tå er igen i år den kommunale sagsbehandling, hvor Lyngby-Taarbæk Kommune får en placering som nr. 86. ud af 92. Værst ser det ud for byggesagsbehandlingen med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid svarende til 178 dage.

- Jeg ved, at Lyngby-Taarbæk Kommune har fokus på at nedbringe ventetiderne i byggesagsbehandlingen, men det er endnu ikke slået igennem i målingen. Samtidig er der et stort behov for at energirenovere de 75 procent af kommunens bygninger med energimærke D-G, siger Peter Lanng Nielsen.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 23 ud af de 27 hovedstadskommuner der indgår i analysen vurderer, at infrastruktur bør være kommunernes topprioritet når det kommer til rammebetingelserne. Resultatet repræsenterer en væsentlig ændring fra 2022, hvor det var arbejdskraften der stod øverst på ønskelisten. Skiftet skyldes bl.a. at virksomhedernes vurdering af kommunernes indsats for at sikre adgangen til kvalificeret arbejdskraft er generelt steget.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 92 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Høje-Taastrup med en placering som nr. 20., mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 91. pladsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

• 7.950 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.

• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.

• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

• 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Dragør, Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke har været muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information

• Ben Ron, presserådgiver i DI, tlf. 2830 5452

• Pernille Dalgaard-Duus, chefkonsulent i DI Hovedstaden, tlf. 2612 3040

• Peter Lanng Nielsen, formand i DI Hovedstaden, tlf. 4046 4790

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye