Stor interesse for frivillig rådgivning til selvmordstruede

Del
Livslinien har stor succes med at rekruttere frivillige rådgivere til organisationens telefon- og netrådgivning. En væsentlig årsag er kvalitetssikring.
Der er brug for mange frivillige rådgivere for at besvare de mere end 13.000 henvendelser, Livslinien hvert år modtager fra selvmordstruede, pårørende og efterladte. Derfor er Livslinien også glade for, at så mange ønsker at være en del af det vigtige arbejde. Jeppe Kristen Toft, direktør for Livslinien, mener, at interessen blandt andet skyldes den grundige indsats, organisationen har foretaget i forhold til at kvalitetssikre alle dele af rådgivningen. – Uden vores 180 nuværende frivillige kunne vi ikke tilbyde landsdækkende telefon- og netrådgivning. Derfor har vi arbejdet målrettet med at optimere hver enkelt del af vores rådgivning. Det betyder, at vi kan tilbyde kvalificeret rådgivning til vores brugere og et godt miljø til vores frivillige, lige fra den solide grunduddannelse til nye frivillige og til den løbende frivilligpleje i form af supervision, temaaftener og videreuddannelse.

En indsats som tydeligvis har båret frugt, når man hører de frivillige rådgiveres begrundelse for at have valgt Livslinien: - Alt afspejler en professionalisme og en seriøsitet, som giver én lyst til at være en del af rådgivningen, siger Jesper Dynesen, frivillig på Livslinien. Vi bliver taget alvorligt og får anerkendelse for vores indsats, fortsætter han, og understreger, at det for ham også handler om at opnå et fagligt udbytte, at være rådgiver. Det får han på Livslinien. Hvilket også skyldes, at alle rådgivere på Livslinien har en relevant faglig baggrund, og gennemgår et grundigt ansættelsesforløb med individuelle ansættelsessamtaler.

- I takt med at de frivillige organisationer løfter flere og flere vigtige samfundsmæssige opgaver, er det vigtigt at der bliver arbejdet med en professionalisering af vores sektor, siger Jeppe Kristen Toft. Vi kan og skal ikke overtage de offentlige behandlingstilbud, men vi er et vigtigt supplement, og vi kan tilbyde noget andet. Derfor er det ikke nok med gode hjerter, vi skal også kunne tilbyde mennesker i krise en kvalificeret hjælp, understreger han.

I praksis kræver det, at hver frivillig gennemgår et grundigt introduktionsforløb og deltager i supervision, og at hver enkelt rådgiver investerer 4 timer om ugen i gennemsnit. I en travl hverdag er det en stor investering for mange, og det kan overraske, at så mange vil gøre det uden at få betaling for arbejdet: - Jeg er glad for, at jeg ikke får betaling for mit arbejde på Livslinien, siger Lisa Møller Jørgensen, frivillig rådgiver på Livslinien. Det skaber en ligeværdighed i forhold til dem, der ringer til mig på Livslinien. Jeg tager et ansvar for at stille mig til rådighed og er hundrede procent til stede i samtalen.

Både blandt de frivillige og sekretariatsmedarbejderne er der dog enighed om, at det selvmordsforebyggende arbejde i sig selv er en væsentlig årsag til det store engagement. – Alle mennesker kan komme ud i en livskrise eller opleve ting, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere. For nogen fører det måske til tanken om, at ville tage sit eget liv. Der er vi der for at lytte til eller rumme deres smerte, og måske kan vi få dem til at se nye muligheder eller andre løsninger. Det giver rigtig god mening, siger Lisa Møller Jørgensen.

Livslinien optager nye frivillige rådgivere i efteråret. Ansøgningsfrist fredag den 5. september.

 

Har du selvmordstanker eller brug for at tale med nogen? Ring til Livslinien på 70 201 201 alle dage fra 11-23 eller skriv via www.livslinien.dk

 

  • Hver uge dør 12 mennesker af selvmord
  • I 2006 var der 643 selvmord i Danmark. Ud af dem var 465 mænd og 178 kvinder. Det er dobbelt så mange, som der årligt dræbes i trafikken (306 trafikdræbte i 2006). Kilde Sundhedsstyrelsen
  • Der er mellem 6.000 og 12.000 selvmordsforsøg om året
  • Antallet af selvmordsforsøg blandt teenagepiger er firedoblet siden 1990. Kilde Center for selvmordsforskning

Information om Livslinien

Livslinien
Postboks 1157
1010 København K

33321119http://www.livslinien.dk/

Følg pressemeddelelser fra Livslinien

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Livslinien

Hvert selvmordsforsøg er ét for meget26.2.2009 14:17:10 CET | Pressemeddelelse

Hver dag forsøger mere end tre unge at tage deres eget liv. Det er mere end 1000 selvmordsforsøg alene blandt danske unge om året. Livet bliver aldrig det samme for disse unge. Alligevel gøres der forsvindende lidt ved problemet, og den offentlige debat handler år ud og år ind alene om detaljerne i en symptombehandling. Kun få ser på årsagerne til de unges mistrivsel. Livslinien kræver handling nu og efterlyser en koordineret indsats fra et Selvmordsforebyggende Råd.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye