Udvidelsen af Frederikshavn Havn har allerede skabt flere arbejdspladser
På KS Maskinteknik, der ligger midt i industrihavnen i Frederikshavn, er der lige ansat to nye medarbejdere. Og en tredje er på vej. Direktør Kim Sørensen er godt tilfreds med omsætningen i 2016:
”Vi har haft et rigtig godt år. På en måde kan man sige, at den vækst der er på vej med havneudvidelsen, den mærker vi allerede,” fortæller Kim Sørensen.
Virksomheden har ansat smede og industriteknikere og oplever placeringen på Frederikshavn Havn som en af årsagerne til, at den kan ekspandere. Naboerne leverer nye opgaver og inspiration til nye forretningsområder, ordrebogen er fyldt og holdningen er, at når Frederikshavn Havn udvider, så betyder det bare endnu flere muligheder for de virksomheder, der er på havnen i forvejen. Investeringen i Frederikshavn Havn på over en halv milliard betyder ikke bare en dybere og større havn, den gør også spændvidden i de maritime erhverv bredere, både for selve havnen og de over hundrede virksomheder, der bor på og lever af havnen. Det er den vækst, der allerede sker for KS Maskinteknik.
”Vi har samlet nogle idéer op, som vi har set vores snit til at investere i. Når der er en maritim klynge, der leverer kvalitetsservice og kvalitetsprodukter, så kommer flere til, fordi virksomhederne kan bruge hinanden til at vækste,” siger Kim Sørensen.
Mere kommer til
Havnen er områdets vækstmotor med 3.000 tilknyttede arbejdspladser. 30 procent af Frederikshavn Kommunes skatteindtægter kommer herfra, og kommunens sigte på at blive Det Blå Danmarks Centrum gør, at der arbejdes på, at nye virksomheder skal opleve Frederikshavn Havn som et let og tilgængeligt sted at etablere sig. Frederikshavn Kommune har i en vækstplan sat den maritime branche sammen med turisme, fødevarer og energi som brancher, hvor man skridt for skridt vil finde og udnytte potentialet for at tiltrække virksomheder og arbejdskraft.
”Der bliver arbejdet på at finde virksomheder inden for alle kommunens vækstspor. Vi har et mål om, at hvis væksten kommer fra vandet, så skal begrebet one stop shopping for alvor give mening. Det vil sige at, der skal være mulighed for at styrke forretningsområder som fx offshore, havvindmøller og miljørigtig ophugning af skibe og borerigge, men også på transportområdet har vi fokus på tiltrækning af interesserede,” siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør, Frederikshavn Havn.
Den maritime klynge består i Frederikshavn Kommune af over hundredehalvtreds maritimt relaterede virksomheder, der er beskæftiget inden for fx reparation, service, energi, nybygning og ombygning af skibe og havnevirksomhed. En af de maritime virksomheder, der er vigtige for den positive udvikling i Frederikshavn Kommune er MAN Diesel & Turbo. Her er stemningen lige så god. Afdelingen i Frederikshavn bliver fremhævet af koncernens CEO, Uwe Lauber, som en vigtig location for MAN Diesel & Turbo, særligt i forhold til deres maritime forretning og fordi medarbejderne, som er specialister inden for firetaktsmotorer, propeller og aftersales, er yderst motiverede og fleksible. Det er desuden afgørende for MAN Diesel & Turbo, at testcenteret i Frederikshavn er bæredygtigt.
Direktør for MAN Diesel i Frederikshavn, Poul Knudsgaard, fortæller om et nyt forretningsområde, som virksomheden vil udvide med på Frederikshavn Havn. Det er endnu for tidligt at uddybe, men der er flere arbejdspladser på vej, lyder det.
Miljøhavn med potentiale
Frederikshavns stærke position i de maritime erhverv og aktiviteter rækker ind i fremtiden. De nye virksomheder er allerede på vej til at blive bedre forretninger end fx det gamle værft var, og særligt på energi- og miljøområdet er der potentiale til mere. Energibyen Frederikshavn skaber tiltrækning med bæredygtighedt fokus. Også til havnen. Nyheden om etablering af skibs-tankstationen, LNG-anlægget (omdannelse af naturgas til flydende form) på havnen i Frederikshavn gik verden rundt. Og ikke uden grund. Miljørigtig skibstrafik, servicering, ombygning og tekniske løsninger er et område, hvor Frederikshavn står stærkt. Blandt andet derfor var det også her, en ny leverandør inden for skibsforsyning ønskede at etablere sig. Maritime Ship Supply udvider det maritime netværk fra årsskiftet, og iværksætteren Poul-Ole Jensen forklarer udvidelsen med, at hans virksomhed etablerer sig på forkant af det forventede antal flere skibsanløb for at erobre markedsandele. Direktør på Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen fortæller, at flere lignede virksomheder er undervejs. Det maritime vækstspor i Frederikshavn har fat. Og det beskæftiger stadig flere medarbejdere.
Foreløbig har to af dem altså fået ansættelse på KS Maskinteknik, hvor ordrerne strømmer ind. Og virksomheden har forstået at udvide sortimentet. Fra begyndelsen var det cykler til naboen Bodybike, der blev produceret, men behovet for at tænke nyt ramte også KS Maskinteknik. De leverer nu også blandt andet specialopgaver til Søværnet, ligesom flere af de øvrige virksomheder på havnen i høj grad har bidraget til, at det går godt for KS Maskinteknik. Aftaler med fx MAN Diesel & Turbo og andre, der ligger i gåafstand på Frederikshavn Havn, har betydet at Kim Sørensen ikke kunne forestille sig at flytte væk fra det, han mener er en attraktiv placering, der hvor væksten sker, i Frederikshavn Kommune:
”Der er jo mange penge at spare, når varer ikke skal ud på landevejen eller transporteres på anden måde. Så når vi tænker på fremtiden, så er det især den maritime branche, der har vores opmærksomhed. Men i særlig grad selvfølgelig andre af vores naboer eller kommende nye virksomheder, der investerer på den nye del af Frederikshavn Havn,” siger Kim Sørensen.
FAKTA om havneudvidelsen af Frederikshavn Havn: Flere bassiner, flere kajer, større vanddybde, bredere indsejling og betydelige baglandsarealer. Sådan vil fremtiden se ud i Frederikshavn i 2018. Med den kommende udvidelse giver begrebet one stop shopping for alvor mening. Da vil det være muligt at styrke forretningsområder som fx offshore, havvindmøller og miljørigtig ophugning af skibe og borerigge.
- 330.000 m2 baglandsareal
- 30.000 m2 kajareal
- 600 m kaj
- 11 m dybgang forberedt til 14 m
Nøgleord
Billeder
Information om Frederikshavn Kommune
Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune
Digital jobmesse er åben for hele landet15.3.2022 12:39:29 CET | Pressemeddelelse
En jobmesse med lokale virksomheder er oftest for ledige i nærområdet. Men Frederikshavn Kommune afholder i år digital jobmesse. Og jobsøgende fra hele landet er velkomne
Europæisk energipris til Frederikshavn Kommunes borgmester25.10.2021 12:56:43 CEST | Pressemeddelelse
Som en ud af tre europæiske kvinder bliver Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen fremhævet som en frontløber på bæredygtig omstilling på energiområdet. I dag modtog hun den europæiske Woman in Energy Award 2021, som uddeles i forbindelse med EU Sustainable Energy Week
Sjældent naturfænomen bag mystisk rødbedefarvet sø5.10.2021 16:19:12 CEST | Pressemeddelelse
Frederikshavn Kommune har fået svar på vandprøverne fra den røde sø ved Sæby, der de sidste dage har fået spekulationerne til at gå højt både lokalt, nationalt og på sociale medier.
Borgmester om nyt skattecenter: I dag er en god dag4.6.2021 16:47:11 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt skattecenter bliver placeret i Frederikshavn som en del af regeringens målsætning om at styrke skattekontrollen i hele landet. Det betyder 125 nye arbejdspladser for kommunen.
Mette Frederiksen ønskede at se Sæbys byudviklings-succes med egne øjne4.6.2021 16:00:07 CEST | Pressemeddelelse
Mette Frederiksen var i dag på besøg i Sæby for at få erfaringer med hjem til Christiansborg fra det samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og den lokale detailhandel, der har pustet liv ind i Sæby bymidte. Sæby har nemlig vist, at man sagtens kan – når bare detailhandlen og kommunen tænker sammen.