Frederikshavn Kommune

Stena Oil udvider i samarbejde med Frederikshavn Havn

Del
Svenske Stena Oil skriver kontrakt på en ny terminal til maritimt brændsel på Frederikshavn Havn. Placeringen på Frederikshavn Havn er optimal i forhold til Nordeuropas vigtigste bunker marked. Bunkerterminalen bliver den største af sin art i Danmark
Visualisering af byggeriet.
Visualisering af byggeriet.

”Vi er meget glade for, at vi nu udvikler vores virksomhed med etableringen på Frederikshavn Havn. Her får vi en topmoderne terminal med en kapacitet på 75.000 kubikmeter, der bliver bygget til at håndtere alle typer af brændsel og som lever op til IMO’s nye globale svovlregulering for søfart, som træder i kraft i 2020. Sammen med vores nuværende terminal i Gøteborg giver det os et optimalt udgangspunkt for at servicere vores kunder endnu bedre. Vi investerer også i et nyt bunkerfartøj, og ser frem til at møde kundernes behov i forhold til de nye forudsætninger, der gælder fra 2020,” siger Jonas Person, VD, Stena Oil.

Den nye terminal bliver en del af den udvidelse, der foretages i disse år for at udvikle Frederikshavn Havn. Terminalen bliver bygget yderst på en nyanlagt del af havnen. Her får Stena Oil rådighed over 300 meter kaj med 14 meters dybgang. Det betyder, at man kan losse gods fra store fartøjer, samtidig med at bunkerfartøjet er i havn til lastning af brændsel, som skal leveres til kunder.

”Effektiviteten bliver øget betydeligt, hvilket gør os hurtigere og mere fleksible i vores leverancer af brændsel til fartøjer i Skagerrak og Kattegat, fordi placeringen på Frederikshavn Havn betyder, at vi mindsker afstanden til området, hvor de fleste bunkeringer sker”, siger Jonas Persson.

Miljøberedskab flytter med Stena Oil til Frederikshavn

En af tankene i terminalen forbeholdes modtagelse af slops, dvs. vaskevandet fra rengøring af olietanke. Det giver øget service i forhold til kundernes behov, og flere kan betjenes med et minimum af transport og spildtid. Samme skib, som leverer brændsel, kan tage slops med på tilbagevejen til terminalen, hvor det pumpes ind i tanken for at blive renset efter gældende miljøregler. Håndteringen af slops på land, sker i samarbejde med søsterselskabet, Stena Recycling A/S.

Den nye terminal bliver også ny base for Stena Oils opgave for EMSA (European Maritime Safety Agency). Stena Oil har i samarbejde med EMSA påtaget sig - hurtigt - at stille med fartøj og udstyr til oprydning i tilfælde af olieudslip i Skandinavien. Med beredskabet placeret i Frederikshavn kan man være hurtigere på plads ved uheld i de stærkt trafikerede farvande i Skagerrak.

”På alle parametre er den nye terminal i Frederikshavn en positiv udvikling for både os og vores kunder. Frederikshavn Havn har en central placering til oplagring, der forstærker logistikken i området, som er Nordeuropas førende bunkerplads for international søfart. Vi er forberedt til de nye regler for reduceret svovlindhold i brændstof, og med eneret på 300 meter kaj og større fleksibilitet til at håndtere alle typer af
maritimt brændsel – inklusive slops og sludge – får Stena Oil en omkostningseffektiv terminal med høj sikkerhed”, siger Jonas Persson.

Frederikshavn Havn: 38.000 m2 til Stena Oil og Nordeuropas største bunkerterminal

Frederikshavn Havn, der står over for at indvie en udvidelse af havnen, Etape 1, har netop underskrevet kontrakten på en Etape 2, for at efterkomme efterspørgslen på baglandsareal. Med Stena Oils etablering af Nordeuropas største bunkerterminal har Frederikshavn Havn udlejet 38.000 m2 til en virksomhed, der kan skabe yderligere omsætning til havnen.

”Vi er stolte over, at Stena Oil har valgt at placere deres nye terminalaktiviteter i Frederikshavn. Det får stor betydning for det samlede maritime erhverv i byen. Aftalerne som vi har indgået i forbindelse med havneudvidelserne betyder, at vi nu har nået de strategiske mål for såvel aktiviteter som økonomi for 2021. Vi kan snart melde udsolgt på det samlede areal for Etape 1, og i forbindelse med Etape 2, som inkluderer 400 meter kaj og uddybning fra 11 til 14 meter, tilføjes nu yderligere 150.000 m2 baglandsareal,” siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør, Frederikshavn Havn.

En Etape 2-havneudvidelse er færdig i begyndelsen af 2019, og betyder at Frederikshavn Havns samlede areal runder 950.000 m2.

Frederikshavn Kommune byder velkommen til en ny international virksomhed

Frederikshavn Havn er en af Frederikshavn Kommunes vækstmotorer. Der er 5500 arbejdspladser tilknyttet havnen, og samlet set udgør de 30 procent af kommunens skatteindtægter. Det er derfor en nyhed, der modtages med glæde, at endnu en stor international virksomhed rykker ind på Frederikshavn Havn:

”Når det går godt med havnen har det stor betydning for kommunen, og vi byder Stena Oil velkommen. Frederikshavn Kommune skal foretage investeringer, der peger fremad, og med havnen er der lavet en forretningsplan, der virker efter hensigten. Havnen har analyseret markedet, og fundet frem til muligheder for vækst, som nu realiseres. Der er sigtet højt, og nu indfries det mål, der gør at havnen får en størrelse, der giver den mulighed for at konkurrere på internationalt niveau,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Fakta: Stena Oil er Skandinaviens førende leverandør af bunkerolie og marine helhedsløsninger til fartøjer i Skagerrak, Kattegat og Nordsøområdet. Den nye bunkerterminal bliver Skandinaviens største. Læs mere på www.stenaoil.com

Havneudvidelsen i Frederikshavn Havn udgør i etape 1 330.000 m2 baglandsareal, 600 meter kaj og 11 meter dybgang. Etape 2 (som blev vedtaget i oktober 2017) tilføjer yderligere 150.000 m2 baglandsareal, 400 meter kaj og 14 meter dybgang. Læs mere på www.pof.dk

For yderligere oplysninger kontakt:

Jonas Persson, VD, Stena Oil, +46 707 75 22 66
Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, +45 2916 3039
Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør, Frederikshavn Havn, +45 4062 6005

Nøgleord

Billeder

Visualisering af byggeriet.
Visualisering af byggeriet.
Download

Information om Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

98 45 50 00http://frederikshavn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye