Aarhus Festuge

Prisvindende tegneserietegner står bag Festugeplakaten 2021

Del
Den danske tegneserietegner Halfdan Pisket sætter med årets Festugeplakat fokus på kulturens fortryllende kræfter og giver et eksempel på en virkelighed, hvor mundbind og kulturoplevelser ikke er modsætninger.

Tegneserietegneren Halfdan Pisket genkalder i årets plakat den følelse, vi mærker, når kulturens magi rammer os. Efter et år fattigt på kunst og kultur skal plakaten være med til af minde os alle om, hvad det er, der sker, når kulturlivet igen sætter rammen for vores møder.

- Der er noget mytisk og magisk over kulturen. Over den måde den kan ramme os og de følelser, det kan vække. Det ønskede jeg at indfange i plakaten, siger Halfdan Pisket.

Den opmærksomme beskuer vil sandsynligvis lægge mærke til Pan-figuren, som prydede Festugens plakater fra 1965 til 1983. Pan får i plakaten rollen som det fortryllende element, der tryllebinder de, der igen er ude og opleve deres by.

Halfdan Pisket er kendt for at flette adskillige historier sammen i sine værker – og årets plakat er ingen undtagelse.

Corona har sat sit spor

Plakaten fortæller blandt andet historien om at være barn og opleve det magiske ved kulturen for første gang, om at støve de røde stilletter af, nå den sidste dans inden lukketid og bekæmpe den kultursult, vi har måttet leve med det seneste år. Og så fortæller årets plakat historien om en ny virkelighed efter et år, hvor coronapandemien har danset solodans på dansegulvet.

- Uden corona var plakaten ikke blevet den samme. I en verden uden corona havde der ikke været så få par på dansegulvet, så stor afstand mellem parrene, eller mennesker, der med mundbind på kigger med på afstand, siger Halfdan Pisket og fortæller, at han brugte en januardag på at tage billeder rundt om i Aarhus, inden han startede på sin skitse:

- Der var ingen mennesker. Byen var fuldstændig tom, hvilket var en stor kontrast til det Aarhus, jeg tidligere har oplevet til festivaler. Og det er den følelse af liv og magi, som jeg gerne vil minde folk om – også selvom vi måske stadig går med mundbind og holder afstand til Festugen, siger han.

Planlægningen af en anderledes Festuge

Og Halfdan Pisket har sandsynligvis ret i sin forudsigelse. På Festugesekretariatet planlægges der nemlig en Festuge, som vil være markant anderledes end tidligere Festuger.

Festugen 2021 skydes ikke i gang med et brag af en uofficiel åbning med 10.000 deltagere. En lang række af arrangementerne vil have pladsbegrænsning, blive arrangeret som siddende arrangementer, foregå udendørs eller i helt små grupper. Derudover planlægges Festugen, så den kan op- og nedjusteres alt efter de gældende retningslinjer.

- Som vi lidt kækt siger det på sekretariatet, så planlægger vi en Festuge, der bliver mere debat end dans på bordene. Heldigvis er Festugen jo mange ting – og først og fremmest er Aarhus Festuge en perlerække af enestående kulturoplevelser, siger Rikke Øxner og fortæller, at årets plakat er med til at symbolisere, at mundbind og kulturoplevelser sagtens kan forenes.

- Hvis der er noget, vores research har lært os det seneste år, så er det, at der findes massevis af inspirerende kunst og kultur, hvor vi kan inddrage vores by og skabe oplevelser, uden at vi skal sidde tæt, røre ved de samme flader eller samle os i store grupper. Og det vil vi gerne vise Aarhus, siger Rikke Øxner.

Halfdan Pisket er den anden plakatkunstner, der fortolker temaet ”In It Together”, som er Festugens tema i perioden 2020 - 2022. I 2020 blev temaet fortolket af den britiske linoleumskunstner Sophy Hollington.

Festugeplakaten 2021 kommer til at pryde Aarhus op til og under Festugen, som i år finder sted 27. august til 5. september. Plakaten kan fra i dag købes på Aarhus Festuges webshop

Om Halfdan Pisket

  • Født 1. juli 1985
  • Dansk tegneserietegner
  • Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2009
  • Blev for alvor kendt, da han i 2014 udgav første bind i trilogien om sin tyrkisk-armenske fars liv
  • Har vundet Pingprisen for årets danske tegneserie (2015), Frit Flet-prisen (2016) og Festival International de la Bande Dessinée (2019)
  • Har modtaget statens treårige arbejdslegat som den første tegneserieskaber nogensinde

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Aarhus Festuge

Aarhus Festuge
Vester Allé 3
8000 Aarhus C

+45 87 30 83 00https://www.aarhusfestuge.dk/

Med 1000 arrangementer på 10 dage er Aarhus Festuge en af Nordeuropas største kulturbegivenheder, med internationale kunstnere, lokale artister, samt oplevelser for både børn og voksne. Her kan man opleve kunst og kultur på højeste niveau, når hele Aarhus summer af musik, teater, arkitektur, gastronomi, kunst, debatter og alt derimellem.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Festuge

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Festuge

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye