Næsten en tredjedel af danskerne har skåret ned på kødet i kosten
21.1.2021 08:00:00 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
For nyligt offentliggjorde Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nye officielle kostråd, som guider forbrugerne til en både sundere og mere klimavenlig kost. En af de væsentligste anbefalinger til dette er at spise mindre kød.
Nu har Aarhus Universitet offentliggjort en undersøgelse, som viser, at mange danskere allerede har skåret ned på kødet. Således siger 30 % af forbrugerne, at de har reduceret eller stoppet deres kødforbrug. For 12 % er det sket inden for de seneste seks måneder, mens 18 % har gjort det for mere end seks måneder siden.
Resultaterne kommer fra to online spørgeskemaundersøgelser med knap 3.000 forbrugere i alderen 18-70 år, og de er offentliggjort i DCA-rapporten ”Mindre kød i kosten? Motiver for kødreduktion samt brug af alternativer til kød hos personer, som har reduceret kødforbruget”. Arbejdet er udført af MAPP Centret på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.
Kødet er dog stadig en vigtig bestanddel på middagstallerken for mange af de, som nu styrer lidt mere uden om de store bøffer. Blandt de personer, der har reduceret kødforbruget, spiser 38 % nemlig stadig kød hver dag, og næsten halvdelen definerer sig selv som kødspisere.
Mange ser sig selv som fleksitarer
Forskerne ser i undersøgelsen en forskel på, hvordan forbrugerne selv opfatter deres kostprincip, og hvordan forskere og ernæringsfaglige ofte definerer kostprincipperne som for eksempel vegetar og fleksitar. Især fleksitarbegrebet er genstand for forskellige fortolkninger.
Mens fleksitarer i forskningsmæssig sammenhæng ofte bliver brugt om en person, hvis kost hovedsageligt er plantebaseret, opfatter mange forbrugere sig som fleksitarer, hvis de blot af og til har kødfrie dage. Det betyder, at 35 % af de forbrugere, som har reduceret deres kødforbrug, opfatter sig selv som fleksitarer. Hvis man i stedet anvender en forskningsmæssig definition findes der derimod ”kun” 16 % fleksitarer blandt disse forbrugere.
- Resultaterne peger på, at forbrugerne har en mindre ”striks” opfattelse af vegetar- og fleksitarbegrebet. De associerer sig i højere grad med kødreducerende kostvaner end deres selvrapporterede spisevaner giver grundlag for, siger Julie Hesselberg, videnskabelig assistent ved MAPP Centret og en af forfatterne bag rapporten. Hun peger på, at en fælles forståelse af kostprincipperne er vigtig, når man arbejder med kost og kostråd.
Miljø- og klimahensyn vejer tungest
Det er især unge, kvinder og personer med videregående uddannelser, som skruer ned for kødforbruget.
Forbrugerne, som har reduceret deres kødforbrug, nævner hensynet til miljø, klima, sundhed og dyrevelfærd som de vigtigste motiver for at reducere kødforbruget. Således siger 70-75 procent, at de spiser mindre kød, fordi det er bedre for miljø og klima.
Væsentligt er det også, at familien spiller en vigtig rolle, når der skal skrues ned for kødforbruget.
- Kødreduktion giver sjældent anledning til uoverensstemmelser mellem familiemedlemmer, men alligevel ser vi, at der oftere er uenighed blandt familiemedlemmer om kødets rolle i dagligdagens måltider i familier, hvor den adspurgte person sjældent spiser kød eller lever efter et mere konsekvent kostprincip som for eksempel et vegansk eller vegetarisk princip. Det synliggør vigtigheden af familien, når vi skal arbejde på at omlægge danskernes kost. Hertil kommer, at ældre børn ofte er aktive medspillere i familiens valg af mad – også når det kommer til kød. Børnene kan således spille en aktiv rolle i spørgsmålet om kødreduktion, men resultaterne peger også på, at børn kan medvirke til et hyppigere kødforbrug, siger Julie Hesselberg.
Grøntsager, bønner og ærter erstatter kød
Forbrugerne angiver, at de især bruger mørkegrønne grøntsager som for eksempel spinat, broccoli og grønkål samt nødder, ærter, bønner og linser for at reducere eller udelade kødet i kosten. Alternativer til klassiske mejeriprodukter, såsom plantedrik og vegansk smør, anvendes også ofte.
Fjerkræ er i gennemsnit den kødtype, der spises hyppigst blandt personer, der har reduceret deres kødforbrug.
En kost med reduceret kødforbrug giver ikke anledning til bekymring om opfyldelse af ernæringsbehovet blandt forbrugerne selv og størstedelen mener, at de får dækket deres ernæringsbehov. Dog er der lidt større usikkerhed om, hvorvidt ernæringsbehovet bliver dækket, når det gælder de forbrugere, som ifølge eget udsagn følger vegetariske eller pescetariske (det vil sige spiser fisk, mejeriprodukter og æg, men ikke kød og fjerkræ) kostprincipper.
Nøgleord
Kontakter
Videnskabelig assistent Julie Hesselberg
Tlf. 2681 1350
Email: juhe@mgmt.au.dk
Links
Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Masser af temperaturdata – men hvad fortæller de egentligt om grises velfærd under transport?22.10.2026 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at de temperaturdata, der ifølge EU-reglerne skal registreres under lange grisetransporter, er vanskelige at sammenligne og kun i begrænset omfang kan bruges til at vurdere grisenes velfærd. Der skal ske betydelige forbedringer, før data kan indgå i et fælles europæisk system til overvågning af dyrevelfærd.
Aarhus Universitet retter fejl i datasæt til ny kvælstofregulering13.10.2026 21:27:01 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Universitet har fundet en teknisk fejl i et af de datasæt, universitetet har leveret til fastsættelsen af braklægningspunktet i den nye kvælstofregulering. Universitetet beklager og retter nu datasættet i samarbejde med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Cybersikkerhed kan blive en dansk konkurrencefordel. I Aarhus samles brikkerne7.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark skal ikke kun forsvare sig mod cyberangreb. Evnen til at udvikle sikre digitale løsninger kan også blive en styrkeposition for danske virksomheder. I Aarhus vokser et miljø frem, der forbinder nogle af landets førende cyberforskere med virksomheder, startups, uddannelser – og unge hackere, der bruger deres fritid på at blive bedre.
Et digitalt escape room: Sådan lærer unge at hacke30.9.2026 10:04:06 CEST | Pressemeddelelse
I uge 42 skal Danmarks ti bedste unge cybertalenter dyste mod Europas bedste ved EM i cybersikkerhed. Her skal de bryde ind i systemer, finde skjulte sårbarheder og tænke som hackere. Det kan ligne et ondsindet spil, men i virkeligheden træner de i at beskytte et af verdens mest digitaliserede samfund.
Ny hvalperekord for danske ulve24.9.2026 09:39:57 CEST | Pressemeddelelse
Mindst 61 ulvehvalpe er registreret i 11 revirer i 2026, viser en foreløbig status fra ulveovervågningen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
