PFAS i dansk hjortevildt udgør ikke en sundhedsrisiko

Det er oktober, og dermed starter de store jagter på det danske hjortevildt. Jægerne forventes hen over efteråret at nedlægge op mod 60.000 dyr – flest rådyr men også omkring 20.000 då- og krondyr. Det giver kød på bordet både hos jægerne selv og hos danskerne, der kan forsynes via landets vildthandlere.

Det er nu undersøgt, idet DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi  netop har sendt et notat på gaden, og konklusionen er klar: Der er generelt ikke grund til bekymring. Muskelprøver fra 289 rådyr, dådyr og krondyr fra i alt 29 lokaliteter landet over er blevet analyseret for 36 PFAS-stoffer, og ingen overskred EU’s grænseværdier. Kun 8 ud af de 36 stoffer gav værdier over, hvad der overhovedet kan måles. De højeste værdier blev fundet for stoffet PFOS, hvor tre rådyr nedlagt på Agger Tange viste et gennemsnit på 2,2 ng/g og en maksimumsværdi på 3,1 ng/g. Dette er bemærkelsesværdigt, idet netop Agger Tange har vist meget høje PFOS-koncentrationer i vandfugle kun overgået af den nærtliggende Harboøre Tange, især krikænder og gråænder. DCE-notatet konkluderer ud fra dette, at der er en kilde til PFAS-forurening af vilde dyr nær Agger Tange, men understreger, at ingen prøver af hjortevildt overskred grænseværdien på 5 ng/g for PFOS.

På basis af resultaterne vurderes det, at det overordnet betragtet ikke er forbundet med sundhedsrisiko i relation til PFAS at spise kød fra jagtbart hjortevildt i Danmark. For de højeste koncentrationer fra rådyr fra Agger Tange vil en person på 60 kg dog kun kunne tillade sig at spise op mod 100 g pr uge, mens det for krondyr fra Kærgård Plantage maksimalt er 300 g. Fra de øvrige områder vil man kunne spise mere end et kg kød per uge og stadig holde sig under EU’s anbefalinger af maksimalt ugentligt indtag.

Notatet tager nogle forbehold især for områder, hvor det ikke har været muligt at få prøver fra hjortevildt. Det gælder primært Harboøre Tange, der ligger tæt på Agger Tange, og hvor de højeste koncentrationer af PFAS i vilde fugle er blevet registreret. Undersøgelsen omfatter desuden kun prøver af muskulatur fra hjortevildt og fx ikke organer. Det er kendt, at PFAS-koncentrationen i lever er højere end i kød, og for nogle af de undersøgte dyr kan muskulatur-koncentrationen indikere et højt og måske sundhedsskadeligt niveau i lever fra dyrene. Dette foreslås nærmere afklaret.

Undersøgelsen kaster ikke nyt lys over kilderne til PFAS-forureningen af vildt, men påpeger at de tre lokaliteter, der viste de højeste belastninger, ligger tæt på Vesterhavet, hvormed fokus igen rettes mod, om PFAS-forureningen stammer fra havvand og havskum, der blæses ind over vestkysten. Kystnære lokaliteter i de indre danske farvande viste ikke tilsvarende eksponering.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Niels Kanstrup, vildtbiolog, cand. scient., dr. techn.

Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience

C.F. Møllers Allé 8

DK-8000 Aarhus

Emailadresse: nk@ecos.au.dk

Mobil: +45 20332999