I 10 år har DTUs innovationshus Skylab forkortet vejen fra idé til produkt

Del

Gode idéer skal blive til gode løsninger. Det har i 10 år været mantraet i DTU Skylab, som er kernen i universitetets innovationsmiljø. Hvert år bidrager DTU Skylab med ca. 80 nye virksomheder og hundredvis af virkelystne ingeniører til det danske samfund.

Da de første skridt frem mod DTU Skylab blev taget i 2013, var der tale om et nybrud i den danske universitetsverden. Frem for at skabe rammerne for innovation og entreprenørskab på ét institut forankret i én faglighed oprettede DTU et institutløst mødested for studerende, forskere, startup-virksomheder og investorer, så de sammen kunne udvikle nye, innovative teknologier.

Siden har tusindvis af studerende og forskere brugt DTU Skylab til at udvikle ideer, opfindelser, prototyper, apps og teknologier. En ikke ubetydelig del af dem har dertil lagt aften- og nattetimer i at skabe nye virksomheder.

”Det er ikke nogen nyhed, at universiteter er steder, hvor gode ideer bliver født, og hvor vi ser mange teoretiske eller grundvidenskabelige gennembrud, der har stor betydning for samfundet. Men vejen kan godt være lang. Derfor er ideen bag DTU Skylab at demokratisere idéskabelsen og give studerende og forskere mulighed for hurtigt at afprøve ideer, som de synes er vigtige og som kan løse udfordringer, de selv har identificeret ude i samfundet,” siger direktør Mikkel Sørensen, der har stået i spidsen for DTU Skylab siden starten.

Inspiration fra makerspaces

I sine tidlige faser bestod DTU Skylab af et prototypeværksted, hvor de studerende kunne arbejde med bl.a. 3D printere, laserskærere og elektronik og samtidig få hjælp til forretningsaspektet. Inspirationen var i høj grad hentet fra de såkaldte makerspaces, der i de år skød frem overalt, men helt fra starten var der også tænkt i samarbejde med virksomheder. At lave denne kobling i en akademisk ramme, var ny i Danmark. Der var dog udenlandske eksempler på universiteter som MIT, Stanford og finske Aalto.

”Gode ideer i sig selv er ikke nok, og derfor lægger vi stor vægt på at modne idéen til et egentligt innovationsprojekt eller startup med et stærkt team, som kan rejse funding. For et ingeniøruniversitet som DTU er det oplagt at rykke på de ideer, der kan ændre vores hverdag til det bedre ved hjælp af teknologi. Og jeg er stolt over, at DTU Skylab på den måde har været medvirkende til, at der er skabt 850 nye virksomheder på DTU gennem de sidste ti år” siger Mikkel Sørensen.

5000 M2 rå innovationskraft

Siden etableringen af DTU Skylab i 2013 er de fysiske rammer udvidet flere gange, så værksteder, mødesteder mv. nu fylder over 5000 m2. Udover de klassiske makerspace-elementer er der etableret flere nye laboratorier, hvor der er mulighed for at arbejde med bæredygtige fødevarer, bioteknologi, kemi, digitale teknologier og meget andet. Projekterne spænder fra veganske oste over behandling af kroniske sår til at bygge raketter.

I tillæg tilbyder DTU Skylab støtte til studerende og forskere, der skal videre med en idé. Det gælder bl.a. hjælp til forretningsudvikling, teknologiudvikling, mentorprogrammer, kontorpladser, tiltrækning af investorer og flere muligheder for funding. Til eksempel fik 365 startup-projekter coaching i DTU Skylab i 2022. Alt sammen for at understøtte en ambition om at bringe viden, forskning og nye teknologier i spil i samfundet.

”Det er DTU’s ambition at tilbyde Europas bedste ingeniøruddannelser, og der er innovation et centralt element. Derfor har vi gennem de sidste 15 år haft et konstant fokus på at nedbryde de overleverede grænser mellem universitet og det omgivende samfund. DTU Skylab er skoleeksemplet på denne tilgangs betydning for innovationskraften blandt vores studerende og forskere,” siger Marianne Thellersen, koncerndirektør for Innovation og Entreprenørskab på DTU.

”Vi sætter en ære i at uddanne ingeniører, der uanset studieretning har reelle praktiske erfaringer med at arbejde kreativt og løsningsorienteret og har en god forståelse for samfundsnytte og forretning. På den baggrund er hundredvis af kandidater gået videre ud i samfundet med en stærk kobling mellem dyb faglighed, opfindsomhed og virkelyst.”

Nøgleord

Kontakter

Links

Om DTU Skylab:

DTU Skylab samler teknologier og talenter fra forskellige felter og kombinerer dem med en entreprenør-tankegang, der skaber et unikt, tværfagligt miljø for læring og innovation.

DTU Skylab ligger på DTU's hovedcampus i Lyngby og har til huse i et anlæg på 5500 kvadratmeter, komplet med laboratorier, værksteder, auditorier, åbne rum og projektrum.

DTU Skylab tilbyder soft funding, business acceleration, prototyping og et rum til at vokse for deep tech start-ups. DTU Skylab er også vært for mange ekstra-curriculære arrangementer og programmer iværksat af medarbejdere og det bredere samfund.

Læs mere: https://www.skylab.dtu.dk/

Nøgletal for 2022:

  • 171,861 besøgende          
  • 571 prototyper
  • 365 startup-projekter fik coaching                     
  • 75 partnerorganisationer, heraf 43 fra industrien
  • 127 events, heraf 101 fysiske, 26 virtuelle
  • 30 kurser afholdt med i alt over 2000 studerende

Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye