Ny institutdirektør på DTU Kemiteknik
Professor Anne Ladegaard Skov vil have fokus på at få forskningsidéer ud og gøre gavn i samfundet.

DTU har udpeget professor og leder af Dansk Polymercenter (DPC), Anne Ladegaard Skov, til ny direktør for DTU Kemiteknik med tiltrædelse den 1. januar 2026.
”Anne Ladegaard Skov forener dyb faglighed med en evne til at omsætte forskning til konkrete løsninger. Med Anne ved roret får DTU Kemiteknik en vellidt og vedholdende leder, der kan videreudvikle instituttets stærke faglige fundament inden for både uddannelse og forskning. Kombineret med hendes entreprenante tilgang kan hun løfte innovationen til nye højder," siger rektor for DTU Anders Bjarklev.
Anne Ladegaard Skov har været ansat på DTU Kemiteknik siden 2001. I 2015 blev hun ansat som leder af Dansk Polymercenter og i 2018 udnævnt til professor. Internationalt er Anne Ladegaard Skov anerkendt for sin mangeårige og visionære forskning i silikonebaserede elastomerer, som hun også modtog Grundfosprisen for i 2022. Silikonebaserede elastomerer bruges i industrien til udvikling af blandt andet kunstige muskler, kunstig hud og øjenimplantater, samt bløde, menneskelignende robotter.
Innovation som drivkraft
Anne Ladegaard Skov bringer solid erfaring med entreprenørskab med sig ind i rollen som institutdirektør. Hun står bag adskillige patenter og har omsat forskning fra laboratoriet til samfundsrelevante virksomheder – senest med startuppen Glysious, der udspringer af hendes forskning i avancerede silikonebaserede materialer og udvikling af kunstige muskler.
Innovation, der løser samfundsaktuelle problemer, er en del af DTU’s DNA, siger hun:
"En af vores største styrker på DTU Kemiteknik er, at mange af vores forskningsprojekter opstår i tæt samarbejde med virksomheder. Det giver os en god fornemmelse for, hvad der rører sig og hvilke interesser industrien har. Det gør, at vi bidrager med aktuel forskning og samfundsrelevante løsninger inden for både bioteknologi og den grønne omstilling."
Også blandt de studerende fornemmer Anne Ladegaard Skov en stigende nysgerrighed for entreprenørskab – en udvikling, hun gerne vil styrke:
"Tidligere søgte de primært mod de store industrivirksomheder, hvor de mere eller mindre er sikret gode jobs. Jeg vil gerne gøre flere af vores studerende og yngre forskere interesserede i at gå entreprenørvejen.”
Tillid, frihed og kunstig intelligens
Kulturen på DTU Kemiteknik er præget af ’frihed under ansvar’ – en ledelsesfilosofi, som Anne Ladegaard Skov har værdsat som forsker og selv praktiserer som leder:
"Tillid og frihed gør, at det er sjovt at forske. Det skal jo være lystbetonet, hvis man skal drive forskningen det ekstra stykke frem. Forskningen skal være drevet af nysgerrighed og interesse for at løse et samfundsmæssigt problem."
Hun ønsker derfor at videreføre kulturen, hvor forskere har handlefrihed frem for at blive detailstyret – en tilgang, hun mener har bidraget til, at DTU i 2024 blev kåret som nr. 1 i Europa i Chemical Engineering på EU-ranglisten EngiRank.
"Vi fortsætter det gode arbejde og fokuserer på det, vi er gode til. Og så skal vi samtidig afsøge nye muligheder - for eksempel inden for brugen af kunstig intelligens både i undervisningen og i forskningen,” siger Anne Ladegaard Skov.
Hun ser særligt et potentiale i, at kunstig intelligens kan forenkle og effektivisere komplekse dataanalyser og processer, hvor traditionelle matematiske modeller ofte er tunge og tidskrævende. Anne Ladegaard Skov afløser Kim Dam-Johansen, der har været institutdirektør på DTU Kemiteknik siden 2000.
Fakta
Blå-bog om Anne Ladegaard Skov
Dr.techn. Anne Ladegaard Skov, professor på DTU Kemiteknik, er en af verdens førende forskere inden for silikonebaserede elastomerer. Elastomerer er gummielastisk plastik, som bruges i industrien til udvikling af blandt andet kunstige muskler, kunstig hud og øjenimplantater, samt bløde, menneskelignende robotter.
- Ansat på DTU siden 2001, hvor hun som ph.d. forskede i matematisk modellering af silikonematerialer
- Udnævnt som leder af Dansk Polymercenter (DPC) på DTU i 2015
- Udnævnt til professor i Polymer science and engineering i 2018
- Stifter og CEO af virksomheden Glysious i 2021
- Modtog Grundfosprisen for sin nytteinspirerede og samfundsforandrende forskning i silikonebaserede elastomerer i 2022
Kontakter
Anne Ladegaard SkovProfessor og leder af Dansk PolymercenterDTU Kemiteknik
Tlf:23 65 21 56al@kt.dtu.dkAnders Overgaard BjarklevRektorDTU
Tlf:4525 1000dtu-rektor@adm.dtu.dkDTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Flot stigning i ansøgninger om uddannelse på DTU5.7.2025 16:03:05 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af ansøgninger om uddannelse på DTU stiger med 2%. Rekordmange kvote 1-ansøgninger har en DTU-uddannelse som førsteprioritet.
Dansk kvanteforskning får styrket førerposition4.7.2025 15:26:12 CEST | Pressemeddelelse
DTU: Innovationsfonden booster dansk kvanteforskning med store investeringer i nye kvanteprojekter.
”Det er det vilde vesten”: Ny rapport viser store problemer med kommunale døgntilbud2.7.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er enorm forskel på kvaliteten og ofte er der ikke styr på medicinen i de midlertidige døgnophold, som ældre og skrøbelige borgere ofte henvises til, når de udskrives fra hospitalet. Det kan have alvorlige konsekvenser for patienterne og derfor håber forskerne bag ny rapport, at der rettes op på det, når der forhandles om de nye sundhedsråd.
Biogødning baseret på svampe og bakterier skal gøre den globale fødevareproduktion både bæredygtig og billig2.7.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt, internationalt forskningsinitiativ skal gøre op med vores afhængighed af kunstgødning og samtidig hjælpe bioteknologiindustrier på vej i det globale syd. Initiative for Biofertilizer Innovation and Science (IBIS) er støttet med samlet 215 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden og Gates Foundation.
Anerkendt forsker med internationalt udsyn i spidsen for nyt bioteknologisk initiativ26.6.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den hollandske professor Luuk van der Wielen er ansat som direktør for det nye bioteknologiske initiativ på DTU: ’Novo Nordisk Foundation Biotechnology Research Institute for the Green Transition’, BRIGHT. Samtidig er han udnævnt som professor i bæredygtig bio-økonomisk udvikling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum