Madkulturen

Festivalmad booster unges lyst til grøn madlavning med vennerne

Del
Klimahensyn præger ikke unges madvalg, og med køkkenfærdigheder i frit fald mister unge evnen til at tage sig godt af sig selv og kloden gennem maden. Det er sommerens Roskilde Festival i fuld gang med at ændre på. Når musikken rigtig spiller, er fælles madlavning et stort hit.

Når Roskilde Festival på lørdag skydes i gang, er det med et stort fokus på økologi, planterig og klimavenlige madvalg.

”Vores madboder sælger over 1,6 mio. måltider, og derfor har vi et stort fælles ansvar for at passe på vores natur og miljø, og det gør vi ved at reducere klimaaftrykket på vores økologiske mad hvert år. Samtidig kan vi være med til at inspirere festivalgæsterne til selv at gøre en forskel gennem maden, når de kommer hjem igen”, siger divisionschef for Handel & Gastronomi på Roskilde Festival, Lene-Maria Toksværd.

Derfor er der på Roskilde Festival økologi i en stor del af øl-hanerne, man kan beregne CO2-udledningen af sit festivalmåltid, og i et stort køkkenteltet på campingområdet, kaldet Foodjam, kan unge hele festivalen igennem eksperimentere sig frem til deres egne klimavenlige måltider.

Danmarks største køkkenfest

I Foodjam-teltet får man for et beskedent beløb adgang til en stor råvarebuffet, en plads ved køkkenbordet og kyndig vejledning fra unge frivillige, der er uddannet i at give tips og tricks til grøn madlavning.

Deltagerne bliver mødt af to benspænd: Der er ikke noget kød, og der er ingen opskrifter.

”Foodjam handler om at slippe tøjlerne og gå på opdagelse i råvarer og smage – og at gøre det sammen. Man opdager, at fælles madlavning er en fest, at opskriften er helt unødvendig, og at man kan lave virkelig lækker mad af grønne ingredienser”, fortæller Judith Kyst, direktør i organisationen Madkulturen, der står bag konceptet.

Fra ’generation take-away’ til gode madambassadører

Til daglig rimer unges madkultur ellers dårligt på både madlavning og klima. Unge under 25 år er dem, der bruger mindst tid i køkkenet, og kun en tredjedel af deres aftensmåltider lavet fra bunden, viser Madkulturens tal. Tre fjerdedele af de unge føler, de mangler overskud til hjemmelavet mad, og derfor ender de endnu oftere end resten af befolkningen med en færdigret, takeaway eller mad på farten. Og når de unge køber ind, fylder klimahensyn faktisk langt mindre for de unge end for den øvrige befolkning.

Alligevel har motivationen for at kaste sig ud i fælles madoplevelser formentlig aldrig været så stor, som hos den generation af unge, der i næste uge skal på Roskilde Festival for første gang: Mere end seks ud af ti interesserer sig for madlavning, og under den første corona-nedlukning i 2020 brugte næsten halvdelen af de unge mere tid i køkkenet.

”Der er helt sikkert et potentiale for, at vi kan gøre 'generation take-away' til en generation af gode madambassadører. Som ung er det sociale samvær den allerstærkeste drivkraft, og derfor kan en fælles madoplevelse på Roskilde Festival med vennerne blive den helt rigtige inspiration til, at man i hverdagen begynder at mødes til madklub i stedet for at samles foran fjernsynet om en pizza”, siger Judith Kyst.

Fra tidligere års Foodjam har det vist sig, at praktisk talt alle deltagere har en god oplevelse, at otte ud af ti lærer noget nyt, og at tre fjerdedele får mere lyst til at lave mad med deres venner, når de kommer hjem.

”At lave mad sammen er en virkelig unik måde at udfolde sig kreativt på. Vi ønsker, at maden skal være en oplevelse i sig selv og noget, man er sammen om – ligesom man er det om musikken. Det opnår vi ved at åbne op for køkkenteltet, så man selv kan få fingrene i økologiske og nye spændende råvarer. Når det så oven i styrker lysten til fælles, grøn madlavning – så har vi opnået rigtig meget”, siger Lene-Maria Toksværd.

Foodjam er et initiativ af Madkulturen i samarbejde med Roskilde Festival. Foodjam er sponsoreret af Føtex, som er leverandør af råvarer.

FAKTA OM FOODJAM

  • Foodjam ligger på campingområdet i East City.
  • For 95 kr. får man adgang til råvarebuffeten og til en køkkenplads i 45 minutter.
  • Konceptet har eksisteret siden 2012 og er blevet gennemført otte gange.
  • I alt har 20.000 festivaldeltagere og 700 frivillige været en tur i Foodjam-teltet siden 2012.

PRESSEINVITATION TIL FOODJAM

Foodjam-teltet åbner søndag 22. juni, og der er især stor aktivitet i opvarmningsdagene.

Som journalist er du inviteret indenfor i teltet til at møde de unge festivalgæster for at følge deres madlavningsoplevelse og høre om udfordringen med madlavning og klimavenlige madvaner i hverdagen.

Vi arrangerer gerne interviews, også med Madkulturens direktør, Judith Kyst. 

PRESSEKONTAKT:

Madkulturen – pressekontakt: charlotte@madkulturen.dk

Roskilde Festival – pressekontakt: press@roskilde-festival.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Madkulturen

Madkulturen
Madkulturen
Maglegårdsvej 12
4000 Roskilde

http://www.madkulturen.dk

Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Vores mission er at styrke madkulturen i Danmark og dermed bidrage til at løse store samfundsudfordringer. Det gør vi gennem partnerskaber og projekter, som øger danskernes muligheder og færdigheder i relation mad og måltider. Læs mere på madkulturen.dk.

Følg pressemeddelelser fra Madkulturen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Madkulturen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye