DSK - De Samvirkende Købmænd

Et gok i nødden til gakkede afgifter

Del
DSK: Gode takter fra regeringens saneringsudvalg for punktafgifter

Skatteministeriet har i dag offentliggjort en rapport, som bør bane vej for et opgør med en række uhensigtsmæssige punktafgifter. Den er resultatet af halvandet års arbejde i regeringens saneringsudvalg.

Skatteministeriet skriver i rapporten, at "afgifterne på flere grænsehandelsfølsomme varer er højere, end hvad der er samfundsøkonomisk optimalt (fx afgifterne på chokolade og slik, spiritus og vin.) Disse afgifter vil det være skattefagligt velbegrundet at reducere."

- Det er et klokkeklart budskab, der kalder på politisk handling, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd.

I februar 2016 nedsatte skatteminister Karsten Lauritzen saneringsudvalget, hvor DSK blandt en række erhvervsorganisationer har bidraget med synspunkter, facts og analyser.

Claus Bøgelund Nielsen, der på vegne af DSK har været medlem af saneringsudvalget, glæder sig over Skatteministeriets arbejde:

- Det er en grundig og gennemarbejdet skattefaglig analyse, som Skatteministeriets embedsmænd nu har afleveret til regeringen. Rapporten er værdifuld inspiration til den helt nødvendige hovedrengøring i virvaret af punktafgifter, der er langt mere omfattende i Danmark end i de lande, vi ellers sammenligner os med.

For DSK har det været vigtigt at pege på de mange særegne afgifter, der giver uforholdsmæssigt meget bureaukrati eller irritation i forhold til provenuet for statskassen.

- Hvem i alverden har dog fundet på en afgift på f.eks. luft i softice, gassen i engangslightere, otte forskellige former for nøddeafgifter, afgift på færdigblandet guf, the og drikkeemballager, som også er omfattet af pant- og retursystemet, spørger Claus Bøgelund Nielsen.

Til listen over mærkværdige og i virkeligheden meningsløse afgifter kan man tilføje: ringbind, regntøj og brevordnere.

- Det er nærmest tragisk, at fantasien er løbet løbsk på dette område.  Afgiftsprovenuet står i hvert fald ikke mål med den kreativitet, der står bag afgifterne, siger Claus Bøgelund Nielsen og tilføjer:

- De foreløbige politiske udmeldinger tyder heldigvis på et spirende opgør med i hvert fald nogle af de punktafgifter, der er mere komiske end indbringende for statskassen. Det hilser vi – naturligvis - varmt velkomment.

Kontakter

Information om DSK - De Samvirkende Købmænd

DSK - De Samvirkende Købmænd
DSK - De Samvirkende Købmænd
Islands Brygge 26
2300 København S

3962 1616http://www.dsk.dk/

Vi passer godt på de danske købmænd.

Med De Samvirkende Købmænd har danske købmænd en slagkraftig brancheorganisation, der sætter mange "fingeraftryk" i dansk erhvervslovgivning.

Medlemskredsen omfatter ca. 1.500 supermarkeder, discountbutikker, nærbutikker og convenience. DSK har også samtidig et tæt samarbejde med de to grossister i den frie sektor: Dagrofa og REMA Distribution.

I daglig tale siger vi, at DSK’s formål er at passe godt på den danske købmand. Mere formelt formuleret, så er DSK’s erklærede formål at skabe de bedst mulige vilkår for selvstændige forretningsdrivende i dansk dagligvarehandel.

Følg pressemeddelelser fra DSK - De Samvirkende Købmænd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DSK - De Samvirkende Købmænd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye