Børn mangler viden om vacciner

Del

Danske skolebørn føler sig ikke godt nok klædt på, når det gælder viden om vacciner. Samtidig har størstedelen af eleverne svært ved at skelne rigtige nyheder fra fake news. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.

Medierne flyder over med information om corona og vaccine-planer, men 78% af børn i alderen 10 til 15 år svarer i en ny undersøgelse, at de ved ’lidt’, ’meget lidt’ eller ’ingenting’ om, hvordan vacciner virker. 27% af børnene i undersøgelsen svarer desuden, at de er stødt på fake news om vacciner på nettet, men 59% er i tvivl om, hvorvidt de kan vurdere, om en nyhed er sand eller falsk.

Undersøgelsen er lavet som led i et projekt, hvor Børns Vilkår, Røde Kors, MSD og undervisningsforlaget Alinea PLUS er gået sammen om at skabe to gratis, digitale læringsforløb, der skal løfte danske skoleelevers viden om smitsomme sygdomme, immunforsvaret, vacciner og fake news.

”På BørneTelefonen bliver vi kontaktet af børn, der er stødt på noget bekymrende på nettet, og de ved ikke, om det passer. Når hvert fjerde barn i undersøgelsen er stødt på fake news om vacciner på nettet, er det vigtigt, at skolerne kommer på banen og lærer eleverne at navigere i strømmen af fake news. En af de bedste kure mod fake news er, at mediebrugere udvikler kritisk tænkning, så de kan sortere i informationer og intentioner online,” siger Camilla Mehlsen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår. 

Viden afhænger af forældrene

Undersøgelsen viser, at børnene primært får deres viden om vacciner fra forældre og familie. Derudover afhænger børnenes viden til dels af forældrenes indkomst. Knap halvdelen (47%) af børn af forældre med en årlig husstandsindkomst på under 300.000 kr. siger, at de ved ’ingenting’ eller ’meget lidt’ om, hvordan vacciner virker. Mens det samme kun gør sig gældende for 25% af børn af forældre med en årlig husstandsindkomst på over 700.000 kr.

Det er dog hverken vaccineskepsis eller mangel på interesse, der er grunden til, at børnene føler sig dårligt klædt på. Tværtimod mener 8 ud 10 (88%), at det er vigtigt eller meget vigtigt at blive vaccineret, og 76% af alle eleverne i undersøgelsen siger, at viden om vacciner er vigtigt eller meget vigtigt. Det glæder generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.

”Vi ved, at viden er vigtig for tilliden til myndighedernes anbefalinger. Samtidig er det vigtigt, at den viden bliver gjort tilgængelig for alle uanset social baggrund, så vi ikke skaber et A-hold og et B-hold, fordi det er svært at finde troværdig information. Her spiller skolen en vigtig rolle i forhold til at formidle relevant viden om emner, der har betydning for folkesundheden - herunder vacciner - og at give eleverne værktøjer til at navigere sikkert i den aktuelle nyhedsstrøm,” siger Anders Ladekarl.

Viden afliver myter

I forhold til viden om udvikling af vacciner har medicinalvirksomheden MSD bidraget til undervisningsforløbet med over 135 års erfaring på området.

”Vi er gået ind i projektet, fordi det er et spændende emne, vi selv brænder for. MSD vil gerne bidrage til, at der findes saglig, relevant og interessant undervisning i børnehøjde inden for det naturvidenskabelige område. Der findes mange myter og misforståelser, når det kommer til vacciner, og derfor er viden på området mere relevant end nogensinde,” fortæller Tea Egeskov Thomsen, chef for vacciner i MSD Danmark.

Undervisningsforløbene ”Jagten på vacciner” er gratis tilgængeligt for 4.-9. klasser i hele landet på undervisningsplatformen Forstå.dk fra d. 27. april 2021. i forbindelse med den internationale World Immunization Week i uge 17.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 508 CAWI-interview med børn i alderen 10-15 år i første kvartal 2021.

Nøgleord

Kontakter

Tue Aip, direktør og kommunikationsrådgiver, T: 21653367, E: tue.aip@harbinger.dk

Billeder

Information om Harbinger Public Relations

Harbinger Public Relations
Harbinger Public Relations
Jægersborg Alle 4
2920 Charlottenlund

+45 7020 5950http://www.harbinger.dk

Om undervisningsforløbene

Forløbene ”Jagten på vacciner” er udviklet af undervisningsforlaget Alinea PLUS i samarbejde med Børns Vilkår, Røde Kors og MSD.

Der er tale om to tværfaglige forløb til henholdsvis 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Her får de et historisk overblik over sygdomme, viden om hvordan vacciner blev opfundet, og hvordan de virker i kroppen, ligesom de får indblik i verdenssundhed og vaccinefordeling. Børnene får også redskaber til at skelne fake news fra fakta, så de ikke farer vild i den nyhedsstrøm om vacciner, som de møder på sociale medier og lignende. Læringsforløbene giver eleverne mulighed for bl.a. at spille sig frem til viden om vacciner. Eksempelvis afsluttes forløbet til de ældste elever med et computerspil, hvor opgaven er at inddæmme et virusudbrud.

Forløbene er frit tilgængelige på Forstå.dk, en undervisningsplatform, hvor Alinea PLUS samler gratis digitale undervisningsmaterialer af høj kvalitet målrettet grundskolen. Materialerne på Forstå.dk er udviklet, udvalgt og udbudt i samarbejde med en lang række parter, bl.a. af NGO’er, kulturinstitutioner og virksomheder, og Forstå.dk linker til materialet på organisationernes skolesites. Nogle af materialerne er udviklet i partnerskab mellem Alinea PLUS og partnere. 

Følg pressemeddelelser fra Harbinger Public Relations

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Harbinger Public Relations

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum