Frederikshavn Kommune

50 års fødselsdag: Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen

Del
Søndag 29.januar 2017 fylder Birgit Stenbak Hansen, Borgmester i Frederikshavn Kommune, 50 år
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen

Det er et rigtigt familiemenneske, der fylder rundt den 29. januar 2017. Sådan lyder skudsmålet om fødselaren, Birgit Stenbak Hansen, fra alle sider. Det var da også familien, der trak, da hun efter at have boet i Århus i en årrække for at uddanne sig til og arbejde som sygeplejerske, flyttede til Sæby. Hjem til Sæby, hvor hun blev født. Og hvor også forældrene stadig bor. Birgit S. Hansen er vokset op med politik. Da hun første gang stillede op, og blev valgt for Socialdemokratiet i 2002, var det til byrådet i daværende Sæby Kommune, hvor også hendes far, Svend Hansen, var socialdemokratisk medlem i 36 år.

Siden 1.januar 2014 har hun været borgmester i den sammenlagte Frederikshavn Kommune. En periode, hvor der er arbejdet hårdt for at skabe overblik over økonomien, og for at samle et politisk splittet byråd. Fra begge fløje i den kommunalpolitiske arena anerkender man fødselarens evner, for at lytte og forhandle sig til enighed og resultater. Disse evner kom blandt andet til udtryk, da et flertal i byrådet blev enige om, at Frederikshavn Kommune skulle sende en erklæring med et nej til regeringens omprioriteringsbidrag til Kommunernes Landsforenings delegeret møde sidste år. En erklæring, der blev stemt igennem med stående klapsalver.

Borgmesteren arbejder for at skabe sammenhæng i kommunen gennem fx at samle erhverv, uddannelser og interessenter og gøre Frederikshavn Kommune til Det Blå Danmarks Centrum. Og Frederikshavn Kommune, der som Danmarks første klimakommune, driver projektet Energibyen, er blevet kendt langt ud over både kommune- og landegrænser. Birgit S. Hansen er formand for og medlem af en lang række bestyrelser, deriblandt de lokale uddannelsesinstitutioner. De er, sammen med arbejdet for at tiltrække uddannelser til Frederikshavn Kommune eksempler, hvor Birgit S. Hansen med Frederikshavn Kommunes stemme blander sig i den offentlige debat. Senest har diskussionen om, hvor den nye vestdanske Politiskole skulle placeres, kaldt på borgmesteren.

Birgit S. Hansen er kendt for at tale Frederikshavn Kommunes sag, så ingen er i tvivl om meningen. Ligesom hun ikke tøver med at italesætte, når nationale beslutninger giver unødvendige bølger på den vendsysselske kyst. Også i disse sager går kontakten til Christiansborg begge veje. Hun siger ikke nej, lyder et andet skudsmål, og lytter hellere end gerne til borgernes historier fra det virkelige liv. Samtidig er hun kendt for at være en fokuseret og pragmatisk borgmester for alle kommunes 61.000 indbyggere.

Til hverdag står den på politik morgen, middag og aften, og hun deltager i begivenheder og arrangementer, borgermøder og borgerbesøg, fra Skagen over Frederikshavn til Sæby. Hvis der bliver en lille smule tid til overs, så må den gerne bruges på noget, der har med heste at gøre. Eller politik. På 50-årsdagen holder Birgit S. Hansen en fridag sammen med mand og børn.

Fødselsdagen fejres med en reception på Knivholt Hovedgård i Frederikshavn 3.februar 13 – 16, hvor alle er inviterede.

Nøgleord

Billeder

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen
Download

Information om Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

98 45 50 00http://frederikshavn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye