Ny rapport: Komplekst madlandskab udfordrer unges madvaner

28.9.2026 14:15:00 CEST | Madkulturen | Pressemeddelelse

Del

Tre ud af fire unge oplever en forskel på, hvordan de spiser, og hvordan de gerne vil spise. Tidspres og høje priser står i vejen i et madlandskab, der er blevet stadig mere komplekst, mens forskellige erfaringer hjemmefra giver markant ulige forudsætninger. Det viser en ny rapport, som skal danne vidensgrundlag for en tænketank, der samler 36 aktører om at styrke børn og unges madkultur.

Privatfoto fra mobiletnografien i Madkulturens rapport Unges madkultur (2026). I mobiletnografien delte 22 unge mellem 18 og 23 år over to uger deres madhverdag via smartphone med billeder, video og tekst.
Privatfoto fra mobiletnografien i Madkulturens rapport Unges madkultur (2026). I mobiletnografien delte 22 unge mellem 18 og 23 år over to uger deres madhverdag via smartphone med billeder, video og tekst.

DTU Fødevareinstituttets kostundersøgelse, Danskernes kostvaner, som udkom i foråret, viste, at 11-17-årige ligger længere fra kostrådene end både børn og voksne, blandt andet på grøntsager, fuldkorn og fisk, og at deres forbrug af sukker og slik er steget 50 % på ti år.

Den bekymrende udvikling er baggrunden for, at Madkulturen og Arla har indgået et partnerskab om at styrke børn og unges madkultur. Madkulturen har i den forbindelse undersøgt, hvad der former og udfordrer 18-23-åriges madvaner.

Den nye rapport tegner et billede af en generation, hvor en presset hverdag med høje idealer gør det svært at navigere i et madlandskab, der er langt mere krævende, end tidligere generationer har kendt til.

"Tidligere generationer har også skullet forholde sig til skiftende kostidealer. Forskellen til nu er tempoet, hvor dagsordener skifter fra måned til måned. Udbuddet af convenience og ultraforarbejdede løsninger fylder mere end nogensinde, mens den digitale budskabsjungle sikrer en konstant strøm af nye produkter og sundhedstrends," forklarer Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

Tænketank skal arbejde med rammerne omkring de unge

Rapporten skal danne vidensgrundlag for tænketanken Madtanken. I Madtanken samles 36 aktører fra forskning, civilsamfund, madbranche, detailhandel, gastronomi og børn og unges egne organisationer. De skal arbejde videre med rapportens resultater, undersøge mulige handlingsveje og udkomme med fælles anbefalinger.

Arla har ydet økonomisk støtte til både rapporten og Madtanken:

"Som Danmarks største fødevarevirksomhed fylder vores produkter meget i det madlandskab, som børn og unge møder. Derfor har vi også et stort ansvar for at bidrage positivt, og her er rapporten første skridt. Men det er selvfølgelig afgørende, at vi også lærer af og handler på rapporten. Både Arla og Arla Fonden gennemfører allerede i dag en lang række aktiviteter for at styrke børn og unges maddannelse, men vi er klar til at tage endnu flere skridt. Og helst i samarbejde med andre," siger Henrik Lilballe, administrerende direktør i Arla Danmark.

Idealerne er der, men hverdagen står i vejen

Rapporten viser nemlig, at tre ud af fire unge oplever en forskel på, hvordan de spiser, og hvordan de gerne vil spise. For de fleste sker det en gang imellem, for godt hver femte sker det ofte. Ønsket handler typisk om at spise sundere, mere varieret og prøve nye retter.

Blandt dem, der oplever en forskel, peger 59 % på manglende tid eller overskud, 53 % på prisen og 34 % på, at det er nemmere at vælge noget andet. Kun 17 % svarer, at de ikke ved, hvordan de skal lave den mad, de gerne vil spise.

Prisen er samtidig blevet en større barriere på få år. Andelen af 18–25-årige, der ofte ikke har råd til at lave hjemmelavet mad, er mere end fordoblet fra 10 % i 2022 til 22 % i 2025. Det er sket i takt med at fødevarepriserne er steget og resultatet er, at to ud af tre unge vælger mad efter prisen - blandt udeboende tre ud af fire.

"Tallene gør op med forestillingen om, at unge først og fremmest mangler evner i køkkenet. Problemet opstår, når deres idealer skal omsættes i en presset hverdag med stram økonomi og meget lidt tid og overskud," siger Judith Kyst.

Alligevel finder de fleste en vej igennem. Tre ud af fire aftensmåltider blandt de unge er helt eller overvejende hjemmelavet, og to ud af tre laver mad til flere dage ad gangen mindst én gang om ugen.

Risiko for et A- og et B-hold

Rapporten viser også stor ulighed i de ressourcer, unge har med hjemmefra. Blandt unge, der havde ansvar for aftensmaden mindst én gang om ugen som børn, føler 8 ud af 10 sig klædt på til at stå for deres egen mad. Det gælder kun 3 ud af 10 blandt unge, der sjældent eller aldrig havde ansvaret.

"Nogle unge får et stort forspring hjemmefra, og det, vi som samfund byder ind med, har desværre ikke stor nok gennemslagskraft til at kompensere for den forskel. De står samtidig mere alene i et madlandskab, hvor stærke kræfter trækker i dem uden nødvendigvis at have deres sundhed for øje. Risikoen er et A- og et B-hold i næste generations madkultur," siger Judith Kyst.

Sociale medier skruer op for idealerne

7 ud af 10 møder madindhold på sociale medier dagligt eller oftere, og det har stor indflydelse på unge. 4 ud af 10 har inden for bare det seneste år ændret kost eller madvaner på baggrund af madprincipper, de har mødt online.

Det digitale flow når bredt ud, men det er langt fra alle, der har redskaberne til at navigere i det. Også her spiller forudsætningerne hjemmefra ind. Blandt unge med madansvar som børn kan tre ud af fire omsætte inspiration fra sociale medier til egne retter, mod kun halvdelen af dem uden den erfaring. 

Der er også en kønsforskel, når det handler om påvirkningen fra sociale medier. Halvdelen af unge kvinder møder ofte indhold om krop og vægt, mens det kun gælder hver femte unge mand. Kvinder oplever samtidig oftere end mænd en afstand mellem, hvordan de spiser, og hvordan de gerne vil spise.

Madtanken mødes for første gang i dag for at drøfte rapportens resultater.

Fakta om Madtanken

Madtanken samler 36 aktører med forskellige faglige og praktiske perspektiver på børn og unges madkultur:

  • Alice Grønhøj, lektor, Aarhus Universitet
  • Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør, REMA 1000
  • Ann-Camilla Kjæmpe, marketingdirektør, Arla Foods
  • Anne Glad, bestyrelsesleder, Julemærkefonden
  • Anne Hjernøe, forfatter og tv-kok, AnneMad Aps
  • Annegrete Juul, direktør, Center for Sundt Liv og Trivsel
  • Annette Jorn, administrerende direktør, Coop amba
  • Aske Christiansen, formand, Erhvervsskolernes ElevOrganisation
  • Britta Surland, Head of Food Inspiration, Arla Foods
  • Claus Holm, institutleder, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse
  • Claus Krogh, Head of Corporate Affairs, Lidl
  • Eva Tingkær, vicedirektør, Diabetesforeningen
  • Jakob Lave, branchedirektør, DI Fødevarer
  • Jesper Gottschalk Bjerring, kategoridirektør, Dagrofa
  • Johan K. Dal, projekt- og udviklingschef, Hotel- og Restaurantskolen
  • Katrine Iwersen, specialkonsulent, Center for Forebyggelse i Praksis, KL
  • Line Rossen, psykolog og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet
  • Lola Jensen, familievejleder
  • Madiken Luther, formand, Danske Skoleelever
  • Maja Holm, direktør for politik, partnerskaber og forretningsudvikling, DGI
  • Marie-Louise Boisen Lendal, direktør og medstifter, Tænketanken Frej
  • Mathias Skovmand Larsen, lektor, Københavns Professionshøjskole
  • Mette Blomsterberg, konditor og madformidler
  • Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør, Kræftens Bekæmpelse
  • Morten Møberg Nielsen, direktør, føtex
  • Nikolaj Kirk, kok og kulinarisk formidler
  • Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
  • Rasmus Kolbe, Lakserytteren, influent, kreativ direktør og forfatter, Flimmer
  • Rasmus Munk, køkkenchef og medejer, Alchemist
  • Regitze Spenner Ishøy, landsformand, Skole og Forældre
  • René Michelsen, administrerende direktør, Fru Hansens Kælder
  • Ronny Saul, administrerende direktør, Jespers Torvekøkken
  • Sanne Vinther, direktør, Arla Fonden
  • Signe Lopdrup, direktør, Roskilde Festival
  • Stine Lolk, direktør, Haver til Maver
  • Torben Vind Rasmussen, formand, Efterskoleforeningen

Om undersøgelsen

Rapporten ’Unges madkultur’ bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 500 unge mellem 18 og 23 år, en mobiletnografi med 22 unge og seks ekspertinterviews. Den trækker desuden på Madkulturens datasæt om udviklingen i mad- og måltidsvanerne i Danmark fra 2015 til 2025.

Rapporten er blevet til i et partnerskab med Arla om at styrke børn og unges maddannelse. Arla har i den forbindelse ydet økonomisk støtte til rapporten og til arbejdet i tænketanken, Madtanken, som skal arbejde videre med rapportens resultater og handling på den baggrund.

Nøgleord

Kontakter

Links

Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Erhvervsministeriet. Vores mission er at styrke madkulturen i Danmark og dermed bidrage til at løse store samfundsudfordringer. Det gør vi gennem partnerskaber og projekter, som øger danskernes muligheder og færdigheder i relation mad og måltider. Læs mere på madkulturen.dk.

Følg pressemeddelelser fra Madkulturen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Madkulturen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye