Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Madklubber på plejehjem forebygger ensomhed hos ældre

1.6.2026 05:57:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse

Del

Fællesskab om måltider i madklubber kan forebygge ensomhed blandt beboere på plejehjem. Det viser erfaringer fra et forskningsprojekt, der er blevet til en ny håndbog. Den kan plejehjem landet rundt bruge til at skabe egne madklubber

Foto: Københavns Professionshøjskole

Glæden ved hjemmelavet mad, du selv har kreeret og tilberedt, og fællesskabet ved at lave og spise maden sammen med andre, kan være et værn mod ensomhed blandt ældre på landets plejehjem. Det viser resultaterne af et 2-årigt forskningsprojekt i København. Erfaringerne er blevet til en håndbog, der forhåbentlig kan inspirere andre plejehjem til at starte nye madklubber, som beboerne har stor indflydelse på.

Forskningsprojektet Vores Madklub er et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole og Københavns Kommune, hvor beboerdrevne madklubber på to plejehjem er blevet fulgt tæt. Konklusionen er, at madklubberne forebygger ensomhed, og at der blandt deltagerne er færre, der savner nogen at være sammen med, efter at de er blevet en del af en madklub. Samtidig øger beboerdrevne madklubber fællesskab og dannelsen af relationer.

”Når man bor på plejehjem, kan man godt føle sig alene, selvom der er mennesker omkring én hele tiden. I madklubberne får beboerne mulighed for selv at tage styring, være værter for hinanden og være del af en fælles opgave. Det gør noget ved følelsen af ensomhed – også den mere stille, eksistentielle ensomhed, som vi ellers har svært ved at nå. Hvis vi kan skabe de rigtige rammer, så er der masser af virkelyst, engagement og livskraft i plejehjemsbeboere. Vi skal bruge disse erfaringer, når vi udvikler hverdagen på plejehjemmene fremover," siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).

Genfinder identitet

Madklubberne bliver et sted, hvor beboerne kan genfinde noget af den identitet, de havde tidligere i livet – som den, der laver maden, den, der er god til at planlægge, eller den, der får snakken til at glide.

Fordi beboerne er med til at træffe beslutninger om, hvordan madklubberne skal være, oplever de sig som deltagere, der bidrager og er vigtige for fællesskabet i madklubben, og det skaber engagement, gensidig anerkendelse og relationer.

Samtidig ændrer madklubberne medarbejdernes rolle. Medarbejderne oplever, at beboerne har langt flere ressourcer, end de havde forestillet sig, og at deres egen opgave i højere grad er at facilitere end at ”gøre tingene for” beboerne. Det tværfaglige samarbejde mellem plejepersonale, terapeuter og køkkenfaglige har vist sig afgørende for, at madklubberne lykkes.

”Det, der har slået os mest, er, hvor meget det beboerdrevne betyder. Når beboerne selv bestemmer menuen, fordeler opgaverne og er værter for hinanden, vokser glæden, modet og lysten til at være med. De bliver ikke bare mindre ensomme – de får også mere tro på deres egne evner. Men det kræver, at medarbejderne er fagligt klædt på til at facilitere madklubberne bl.a. ved i højere grad at støtte beboerne og deres initiativer,” siger Lise Justesen, lektor, ph.d. på Københavns Professionshøjskole.

Inspiration til landets plejehjem

Som en del af projektet er der udviklet en håndbog med et praksisnært koncept for beboerdrevne madklubber på plejehjem. Håndbogen indeholder en nem guide, retningslinjer og et idékatalog, som medarbejdere på plejehjem i Danmark kan bruge, hvis de vil i gang med beboerdrevne madklubber som en del af arbejdet mod ensomhed.

I Københavns Kommune er der stor interesse for madklubber på plejehjem. Derfor har politikerne på rådhuset besluttet at sætte varige midler af til madklubber fra næste år, så byens plejehjem også fremover kan etablere madklubber.

Forskningsprojektet Vores Madklub er finansieret af fondsmidler fra Helsefonden, Brdr. Hartmanns Fond, Aase og Ejnar Danielsens Fond og Hoffmann & Husmans Fond, som har bidraget med samlet 850.000 kroner i fondsstøtte.

Fakta og baggrund:

  • Der bliver heldigvis flere og flere ældre københavnere år for år, men der bliver desværre også flere og flere ensomme ældre. På landsplan er det omtrent hver 6. ældre over 85 år, der føler sig ensom, og på plejehjem oplever mere end halvdelen af de social- og sundhedsfaglige medarbejdere dagligt at møde ensomme beboere.
  • Ensomhed påvirker ældres sundhed og livskvalitet, og det er estimeret, at ensomhed i Danmark koster samfundet et trecifret millionbeløb årligt i sundhedsrelaterede omkostninger.
  • Målet med Vores Madklub har været at udvikle et forskningsbaseret og praksisnært koncept for beboerdrevne madklubber på plejehjem med guide, retningslinjer og idékatalog, som medarbejdere på plejehjem i Danmark kan benytte i arbejdet med madklubber som ensomhedsforebyggende indsats.
  • Projektet skal samtidig udvikle undervisningsmateriale til kompetenceudvikling af nuværende og fremtidige social- og sundhedsprofessionelle.
  • Målgruppen for madklubber på plejehjem er de beboere, som er i størst risiko for at opleve ensomhed, og som oplever et behov for at være med i fællesskabet i madklubben. Det kan f.eks. være beboere med få eller ingen pårørende, beboere, hvis pårørende bor langt væk og derfor sjældent kommer på besøg, eller beboere, som ikke ønsker at deltage i de eksisterende aktiviteter på plejehjemmet.
  • Der deltager mellem 6 og 10 beboere i hver madklub, som mødes cirka hver 14. dag.
  • I 2021-2026 har der været 63 madklubforløb på plejehjem i Københavns Kommune. Det er bl.a. erfaringer herfra, som forskningsprojektet bygger videre på.

Yderligere oplysninger
Pressekonsulent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Rune Gleerup, tlf. 23 44 09 79, e-mail: r168@kk.dk

Lise Justesen, lektor, ph.d., ernæring- og sundhedsuddannelsen, Københavns Professionshøjskole via kommunikationskonsulent Marianne Meinke, tlf. 60 45 66 81, e-mail: mamei@kp.dk

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye