København dropper skumklude og sænker CO₂-udledning med 350 ton årligt
2.6.2026 05:58:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse
De klassiske engangsskumklude er i årevis blevet brugt flittigt af hjemmeplejen, i daginstitutioner, på botilbud og plejehjem i København. Men nu er de fortid. For de er lavet af plast, kan ikke genanvendes, og ender derfor i forbrændingen. Kommunen har en ’grønnere’ afløser klar.

En blød og behagelig vaskeklud af papirfibre sender nu endegyldigt den gamle skumklud på pension i Københavns Kommune.
Hovedårsagen er et hensyn til miljø og klima. For de traditionelle skumklude, som mange småbørnsforældre sikkert kender fra puslebordet, er kulsorte i klimaregnskabet. De er lavet af en plasttype, som ikke genanvendes, så de ender på forbrændingen som restaffald.
Den mere fleksible afløser er lavet af papirfibre og kan på sigt genanvendes til nye materialer. Den er også bedre for klimaet at producere. Når de nye klude er fuldt indfaset i ældreplejen, på botilbud og i daginstitutioner, vil alene skiftet fra plast til papir sænke kommunens udledning af CO₂ med 350 ton om året. Sidenhen vil den løbende genanvendelse bidrage til yderligere at sænke kommunens CO₂-udledning.
”Det her er et rigtig godt eksempel på, at klimapolitik og sund fornuft sagtens kan gå hånd i hånd. Ved at udskifte kommunens plastklude med papirvaskeklude kan vi nedbringe kommunens CO₂-udledning med 350 ton hvert år, uden at det bliver dyrere eller dårligere for hverken borgere, kommune eller medarbejdere,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
”Vi skal gøre, hvad vi kan, på alle de områder, hvor det giver mening, og det er blandt andet med de små forandringer på mange områder, at vi kan gøre en forskel og skubbe på udviklingen. Og særligt gode er de løsninger, der rent faktisk kan gøre noget bedre samtidig med, at det har et mindre klimaaftryk og mindsker vores træk på jordens ressourcer,” siger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL).
”Vi skal sætte ind med bæredygtige tiltag dér, hvor det giver reel mening. Udfasningen af skumklude er et godt eksempel på en omstilling, der både er enkel og fornuftig. Her kan vi reducere CO₂-udledningen markant uden at gå på kompromis med kvaliteten i hverdagen for børn og unge,” siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).
”I Socialforvaltningen er der et stort fokus på at ombygge og renovere eksisterende bygninger, hvor energirenovering og anvendelse af bæredygtige materialer er indtænkt. Og når der bygges nye botilbud og børne- og ungehjem, er klimahensyn, bæredygtighed og kvalitet helt i front. Men vi skal selvfølgelig også hele tiden optimere, hvad der sker inde i bygningerne. Derfor giver det virkelig god mening, at de tusindvis af vaskeklude, der bliver brugt hver eneste dag til rengøring og hygiejne, kan blive genbrugt og på den måde bidrage til at nedbringe CO2-udledningen,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
Mere behagelig for huden
Papirvaskekluden er lavet af papirfibre, som fugtes, så kluden bliver blød og behagelig i brug. Den egner sig til intimhygiejne – fx ved bleskift. Men også til andre situationer, bl.a. vask af fedtede fingre eller munde efter et måltid.
I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har tre plejehjem afprøvet de nye klude, og her oplever både beboere og medarbejdere, at papirvaskekluden er rarere for huden og føles mere blød og skånsom over for sensitiv hud.
Brugte papirvaskeklude kan smides ud sammen med bleer og vil blive indsamlet som en del af Københavns Kommunes nye indsamlingsordning for bleaffald, der bliver udrullet i slutningen af året og et stykke ind i 2027. Bleaffaldet kan genanvendes til forskellige materialer; plast fra bleerne bruges direkte i produktionen af nye plastprodukter, indholdet i bleen kan blive til biogas og gødning, og overskydende vand kan anvendes til bl.a. bilvask.
Fakta:
- Hele Københavns Kommune går fra plast til papir, når papirvaskekluden afløser skumkluden, men det vil særligt være Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Socialforvaltningen, der kommer til at bruge den nye klud.
- Engangsklude af papirfibre er klimamæssigt bedre end plast ved i sig selv at udlede 80% mindre CO₂.
- Papirvaskekluden kan genanvendes. Det kan skumkluden ikke, da den er baseret på PUR-skum, der er en type plast, som ikke kan genanvendes.
- Københavns Kommune har en målsætning om at genanvende 60 % af husholdningslignende affald i 2030. Det omfatter også affald fra kommunale institutioner. Skiftet fra skumklud til papirvaskeklud er en del af dette arbejde.
- Københavns Kommune forbruger over 35 mio. skumklude om året, som udleder ca. 400 ton CO₂- om året.
- Ved at skifte til papirvaskekluden kan Københavns Kommune reducere CO₂-udledningen til lidt under 50 ton CO₂- om året. Det svarer til en reduktion på over 80 %.
- Papirvaskeklude er få øre dyrere pr. stk. end skumklude, men erfaringer fra Aarhus Kommune viser, at prisen udligner sig ved brug. Københavns Kommune forventer derfor ikke, at skiftet vil betyde øgede omkostninger.
- Danmark er det eneste land i Norden, der anvender skumklude.
Nøgleord
Kontakter
Rune GleerupPressekonsulent
Tlf:23440979r168@kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Ønske til nyt regeringsgrundlag: Gør Danmark til verdensmestre i demens2.6.2026 15:35:41 CEST | Pressemeddelelse
Med dannelsen af en ny regering ser det ud til, at der nu endelig bliver sat gang i en ny handlingsplan for demens. Det erfarer sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) fra Københavns Kommune. Han vil presse på for, at ambitionerne ryger helt til tops.
Nu åbner Omsorgstelefonen, som skal øge trygheden i Københavns ældrepleje1.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kl. 9 kan københavnere ringe til Omsorgstelefonen, hvis de er bekymrede over den pleje og omsorg, som bliver ydet i hjemmeplejen, sygeplejen eller på plejehjem. Målgruppen for Omsorgstelefonen er både borgere, pårørende og kommunens medarbejdere.
Madklubber på plejehjem forebygger ensomhed hos ældre1.6.2026 05:57:00 CEST | Pressemeddelelse
Fællesskab om måltider i madklubber kan forebygge ensomhed blandt beboere på plejehjem. Det viser erfaringer fra et forskningsprojekt, der er blevet til en ny håndbog. Den kan plejehjem landet rundt bruge til at skabe egne madklubber
København styrker demensindsats – bl.a. med højskoleophold til unge pårørende5.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange københavnere lever i dag med demens tæt inde på livet, og antallet af demenstilfælde er stigende. Derfor har politikerne i Københavns Kommune vedtaget en samlet ’Demenspakke’ til 5,8 mio. kr., som skal styrke indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende.
Kvinder i København skal have garanti om efterfødselshjælp inden for 7 dage10.4.2026 07:20:42 CEST | Pressemeddelelse
Københavnske kvinder, der har gener efter en fødsel, skal have ret til efterfødselshjælp hos en privat aktør, hvis kommunen ikke kan levere hjælp senest 7 dage efter visitering. Det vil politikerne på Københavns Rådhus nu sørge for.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum