Nu åbner Omsorgstelefonen, som skal øge trygheden i Københavns ældrepleje
1.6.2026 09:00:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse
Fra i dag kl. 9 kan københavnere ringe til Omsorgstelefonen, hvis de er bekymrede over den pleje og omsorg, som bliver ydet i hjemmeplejen, sygeplejen eller på plejehjem. Målgruppen for Omsorgstelefonen er både borgere, pårørende og kommunens medarbejdere.

Få dage inde i sin borgmesterperiode fik sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) opbakning fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til at oprette en ny telefonlinje for at skabe mere tryghed i ældreplejen. Den ser nu dagens lys, og det er erfarne medarbejdere, som sidder klar til at tale med borgere, pårørende og medarbejdere om deres bekymringer:
”Hvis der er utryghed eller dårlige oplevelser, så skal de frem i lyset, så vi får handlet på problemerne straks. Hvis man oplever, at det er utrygt, eller at man selv – eller ens nære – ikke får en god pleje, så skal der være nogen, man kan tage fat i med det samme. Og man skal ikke til at sætte sig ind i, hvilket af kommunens 1.000 telefonnumre, man skal ringe til. Omsorgstelefonen er klar til at modtage din henvendelse og guide dig godt videre. Jeg håber, at den kan være med til at forebygge langvarige klagesager, hvor problemerne ikke bliver løst, for det skal være trygt at blive gammel i København,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Løsning skal sættes i gang hurtigt
Omsorgstelefonen giver borgere, pårørende og medarbejdere én indgang til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvor de kan lufte bekymringer eller kritik. Omsorgstelefonen besvares af medarbejdere, der kender Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og forvaltningens forskellige afdelinger og enheder godt. Derfor kan de hjælpe med at få guidet henvendelserne det rigtige sted hen, så man hurtigt kan komme i gang med at løse eventuelle udfordringer.
”Det er mit håb, at vi kan forkorte afstanden fra borgerens bekymring til kommunens løsning af problemet – og at vi i højere grad kan undgå sager, hvor der bliver handlet for sent. Uanset om du er borger, pårørende eller medarbejder, er Omsorgstelefonen en direkte linje til at dele din bekymring eller tvivl om pleje og trivsel,” siger Jens-Kristian Lütken.
Omsorgstelefonen åbner i dag 1. juni 2026. Man kommer i kontakt med Omsorgstelefonen ved at ringe på 35 30 30 05 mellem kl. 9-15 på hverdage eller ved at skrive til omsorgstelefonen@kk.dk
Fakta:
- De primære målgrupper for Omsorgstelefonen er:
- Borgere på plejehjem, Midlertidige Plejeophold (MPO) og Midlertidige Døgnophold (MTO)
- Borgere der modtager hjemmepleje eller sygepleje
- Pårørende til ovenstående grupper
- Medarbejdere i hjemmepleje, sygepleje og på plejehjem samt MPO og MTO
- Du kan henvende dig til Omsorgstelefonen, hvis du er bekymret for trivsel eller pleje, hvis du oplever samarbejdsvanskeligheder eller konflikter, eller hvis du er i tvivl om, hvor du skal gå hen med din bekymring.
- Omsorgstelefonen er et supplement – ikke en erstatning – til dialog og konflikthåndtering lokalt.
- Henvendelser til Omsorgstelefonen er omfattet af lovgivning for offentlige myndigheder om notatpligt. Det betyder, at man kun kan være anonym, hvis man undlader at oplyse sit navn eller andet, der kan afsløre ens identitet.
- Medarbejderne i Omsorgstelefonen har tavshedspligt. Det betyder, at de kun kan give tilbagemeldinger og videregive fortrolige oplysninger til dig, hvis du har ret til at modtage disse oplysninger.
- Omsorgstelefonen er ikke en akutlinje. Ved akut fare skal du kontakte 112 eller lægevagt/læge.
- Omsorgstelefonen er ikke en direkte bestillingslinje til ydelser. Medarbejderne kan ikke bevilge hjemmehjælp m.m. – men de kan hjælpe dig med at forstå dine muligheder og guide dig videre.
Nøgleord
Kontakter
Rune GleerupPressekonsulent
Tlf:23440979r168@kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Madklubber på plejehjem forebygger ensomhed hos ældre1.6.2026 05:57:00 CEST | Pressemeddelelse
Fællesskab om måltider i madklubber kan forebygge ensomhed blandt beboere på plejehjem. Det viser erfaringer fra et forskningsprojekt, der er blevet til en ny håndbog. Den kan plejehjem landet rundt bruge til at skabe egne madklubber
København styrker demensindsats – bl.a. med højskoleophold til unge pårørende5.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange københavnere lever i dag med demens tæt inde på livet, og antallet af demenstilfælde er stigende. Derfor har politikerne i Københavns Kommune vedtaget en samlet ’Demenspakke’ til 5,8 mio. kr., som skal styrke indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende.
Kvinder i København skal have garanti om efterfødselshjælp inden for 7 dage10.4.2026 07:20:42 CEST | Pressemeddelelse
Københavnske kvinder, der har gener efter en fødsel, skal have ret til efterfødselshjælp hos en privat aktør, hvis kommunen ikke kan levere hjælp senest 7 dage efter visitering. Det vil politikerne på Københavns Rådhus nu sørge for.
Fokus på mental sundhed blandt borgere med kronisk sygdom skaber resultater17.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Større fokus på mental sundhed hos borgere med type 2-diabetes kan styrke både livskvalitet og fysisk helbred. Det viser erfaringerne fra et flerårigt samarbejde om ’diabetesstress’, som Københavns Kommune og Steno Diabetes Center Copenhagen står bag.
Ny hotline skal hjælpe ældre københavnere og pårørende med deres bekymringer23.1.2026 06:58:00 CET | Pressemeddelelse
Fremover skal ældre københavnere og deres pårørende kunne henvende sig ét sted, hvis de oplever problemer i samarbejdet med plejehjem eller hjemmepleje – eller med kvaliteten i den pleje og omsorg, som de modtager.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum