Rasmus bygger bro mellem landmænd og forskere

Vest for Lemvig ligger en kvæggård med omkring 300 malkekøer. Køer, der hver dag skal fodres, malkes og kæres om.

Her, mellem halm, store dyr og den søde lugt af mælk og kolort, løb Rasmus Bak Stephansen rundt som barn – og han elskede det. Livet i stalden, på markerne og de store vidder, var et vidunderligt sted for et barn, fortæller han.

Han var da også overbevist om, at han skulle blive i området. At han skulle være landmand som sin far og tage sig af køerne og producere den mælk, de fleste af os drikker.

Men sådan gik det ikke helt.

Mens han uddannede sig til jordbrugsteknolog, fandt han ud af, at han var god til det boglige. Lærerne opfordrede ham endda til at fortsætte med at uddanne sig. Selv var han dog i tvivl.

- Da jeg gik på uddannelsen, opfordrede mine lærere mig til at fortsætte min uddannelse, efter jeg blev færdig som landmand. I første omgang var jeg i tvivl, men jeg besluttede mig for at læse videre.

- Gennem hele min barndom havde jeg troet, at jeg skulle ud og bruge mine hænder. At jeg skulle lave noget praktisk, men i stedet er jeg endt med at bruge mine matematiske kundskaber.

I denne uge forsvarede Rasmus sin ph.d.-afhandling på Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning ved Aarhus Universitet. Han kan nu kalde sig postdoc, og det er planen at fortsætte med at forske. Men stadig med fødderne solidt plantet i den vestjyske landbrugsjord.

- Min bror har overtaget gården derhjemme og flere af mine gamle venner arbejder også i landbruget. Et par stykker driver maskinstationer, en anden en grisefarm og en tredje et plantebrug. Jeg er derfor meget bevidst om, hvordan verden ser ud fra landmændenes perspektiv, siger han.

Rasmus Bak Stephansen

Født og opvokset på en gård vest for Lemvig. Uddannet landmand med speciale i kvæg. Har desuden arbejdet et år i USA som cowboy på en ranch.  Rasmus tog sidenhen en kandidat i agrobiologi og har netop forsvaret sin ph.d. på Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning. Her har han forsket i, hvordan vi kan avle køer, der er bedre til at udnytte det foder, de får. Rasmus fortsætter efter sin ph.d. med at forske som postdoc samme sted.

Første i familien på universitetet

I Rasmus’ familie er der ikke tradition for at læse på universitetet. Han er den første, og det kan være svært for familien at sætte sig ind i, hvad han laver, forklarer han.

- Jeg er virkelig ud af en bonde- og håndværkerfamilie. Når jeg fortæller om mit arbejde, bliver jeg mødt med en vis portion skepsis. Men det er kærligt ment, siger han og fortsætter:

- Engang var min bror og jeg ude at besøge en bekendt, og han spurgte, hvad det var jeg kunne, som kandidat fra universitetet. Måske tøvede jeg lidt for længe. I hvert fald brød min bror ind og sagde, at jeg kunne dække en endnu større roekule, hvilket alle fandt meget sjovt.

På trods af, at Rasmus gør, hvad han kan for at forklare, hvad han forsker i, kan det virke lidt langt fra familiens hverdag. Og det forstår han godt. Hverdagen for en forsker er helt anderledes end det praktiske liv på landet.

- Når min nære familie har svært ved at forstå hvordan jeg arbejder, er det ikke underligt, at landmænd og forskere ofte taler forbi hinanden. Landmændene har svært ved at relatere til, hvad vi forskere laver – og tænker, at det er fjernt fra virkeligheden. Og vi forskere forstår måske heller ikke altid, hvordan landmændenes hverdag hænger sammen.

- Jeg tror grundlæggende, det er mangel på viden og vilje til at sætte sig ind i hinandens virkeligheder, der fører til afstanden mellem landmænd og forskere. Og jeg håber, at jeg med fødderne solidt plantet i begge verdener kan mindske den afstand.

Leder efter mere bæredygtige køer

Godt nok står Rasmus ikke i kostalden og malker køer længere, men han har ikke sluppet interessen for dyrene. Hans forskning fokuserer nemlig på, hvordan vi kan avle bedre og mere bæredygtige malkekvæg.

- I hundrede år har vi avlet på de køer, der producerer mest mælk og samtidig er sundest. Vi har haft et stort fokus på udbyttet. Jeg er ved at undersøge, om vi også kan avle på de køer, der er bedst til at udnytte foderet.

- Ideen er, at vi i fremtiden kan fremavle køer, der æder mindre og dermed belaster klimaet mindre, men producerer den samme mængde mælk. Ikke blot er det godt for klimaet, det er også en økonomisk gevinst for landmanden.

Men hvordan finder man de køer?

Rasmus har fået adgang til en stor mængde genetisk data fra malkekøer på forsøgsgårde i hele verden. Helt specifikt fra racen Holstein. Og han har desuden brugt data fra danske Viking Genetics, som sætter 3D-kameraer op i stalde, der overvåger, hvor meget den enkelte ko reelt spiser og sammenholder det med dyrets genetiske profil. Ved at analysere de data, har han fundet frem til, hvilke køer der skal satses på, for at vi kan udvikle køer, der udnytter foderet bedre.

- Vi ved, at omkring 10-15 procent af variationen i, hvor effektivt de optager foderet, stammer fra deres gener. Der er altså et stort uudnyttet potentiale, siger han.

Gik ikke den lige vej

Fordi Rasmus startede med at uddanne sig til landmand og senere tog en professionsbachelor, har hans vej til en forskerkarriere været længere end normalt. På et tidspunkt troede han slet ikke, at det ville lykkes.

- Efter min professionsbachelor ville jeg gerne ind på kandidatuddannelsen i Agrobiologi, men på det tidspunkt var der ikke et direkte optag af studerende fra erhvervsakademiet. Efter et længere tovtrækkeri blev jeg optaget, men skulle tage supplerende fag i statistik og biokemi, siger han.

Rasmus var den første til at komme ind på uddannelsen ad den vej, og han håber, at det har banet vejen for andre.

- Jeg ved, at der sidenhen er blevet etableret et tættere samarbejde mellem Erhvervsakademi Aarhus og AU Viborg, hvor universitetets uddannelser inden for planter og dyr hører til. Efter hvad jeg har hørt, er der i dag en mere formel vej fra professionsbachelor til kandidaten i husdyrvidenskab.

- Der er brug for, at flere med en anden erfaring og baggrund kommer på universitetet og forsker. Jeg er sikker på, at det vil gøre forskningen mere divers og i sidste ende stærkere.