En ørkenvandring i psykiatrien endte godt hos Kvisten

Nelly fra Bjerringbro har et smil, der rækker fra det ene øre til det andet. Hun kan klare hverdagen selv og har fundet glæde ved motion, sund kost, musik og socialt samvær. En skarp kontrast til de knap 30 år, hvor hun har siddet fast i psykiatriens jerngreb. Siden teenagealderen har hun kæmpet med diagnoser og alvorlige efterreaktioner på de seksuelle overgreb, hendes far begik mod hende i barndomshjemmet. 

Nelly er vokset op som midterbarn i en søskendeflok på fire, tre piger og én dreng, med to forældre der havde hver deres sæt af udfordringer. Hendes tidligste erindringer om seksuelle overgreb starter fra omkring fireårsalderen. Herfra fortsætter overgrebene mere eller mindre frem til hun bliver 12 år og flytter på kostskole.

- Jeg var det perfekte offer for min fars overgreb; sød, mild og eftergivende. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at alle andre skulle have det godt.

Som årene skred frem udviste Nelly tydeligere og tydeligere tegn på sygdom og mistrivsel. Som 17-årig var hun så tynd og udsultet, at hun blev indlagt for en spiseforstyrrelse.

 - Frygten for ikke at blive troet på har været styrende for mit liv. Da jeg første gang fortalte min mor om de overgreb, min far udsatte mig for, nægtede hun at tro mig. I psykiatrien, da jeg fortalte, hvordan jeg havde det, forstod de det heller ikke. Så jeg rettede ind og fortalte dem, hvad de gerne ville høre. Sådan fik jeg både min diagnose som skizofren og stemplet som mønsterpatient, fortæller Nelly.

Pleaser og mønsterpatient: - Jeg lod andre lægge ordene i munden på mig

Nelly mener ikke, at diagnosen skizofren siger særlig meget om hende. Den er et udtryk for, at hun på daværende tidspunkt agerede, som hun troede, lægerne gerne ville have. Det gjorde hun af frygt for at blive opgivet eller stemplet som værende uvillig til at samarbejde.

- Det fyldte ekstremt meget for mig at være en pleaser. Hvis jeg nu sagde sandheden, kunne det være, de ikke troede på mig. Det nemmeste var at give dem ret, når de lagde ord i munden på mig. At få behandling og ros var trods alt bedre end at lægge under for mistanke om uærlighed. 

Som årene gik, mistede hun tiltroen til behandlingen. I midten af trediverne havde hun aldrig boet ude. Altid havde hun været indlagt og boet på bosteder, på alle måder var hun langt fra at have det godt. Hendes hverdag bar præg af stærke smerter, hun havde kronisk stress og PTSD. Hun oplevede, hvordan både kroppen og hjernen lukkede ned, og skolefærdighederne, det meste af hendes ordforråd, forsvandt.

- Jeg skulle i årevis tigge og bede om at komme til en psykolog, psykiater eller psykoterapeut, fordi jeg havde brug for et nyt blik på mig og min situation. Lægerne affejede mig med, at jeg var alt for syg til det, men jeg insisterede. Jeg tror, protesten også til sidst overbeviste dem om min viljestyrke og at jeg måske ikke var så syg endda. De gav i hvert fald efter til sidst.

I Kvisten kom mennesket før journalen 

Hun blev skrevet op til et forløb i Kvisten og stiftede bekendtskab med en af Kvistens frivillige psykoterapeuter, Betty. Det, som Nelly fremhæver som afgørende, var at blive mødt for den hun var, og ikke hvad der stod om hende i hendes sygejournal.

- Betty så mig som menneske. Hun kiggede mig ind i øjnene og gav mig fornemmelsen af, at hun så mine muligheder. Hun så min nysgerrighed og min viljestyrke, hun gav mig dét puf, jeg skulle bruge til at turde tro på mig selv, når det kom til at vælge den rigtige sti. Jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge tid til at arbejde med det, terapien gav mig, før jeg kunne komme tilbage og lære nyt. Det skulle inkorporeres i mit liv sammen med det, jeg opsøgte ved siden af, og derfor så jeg hende on/off i et par år.

Med kropsterapi og behandling i Kvisten begyndte Nelly at mærke bedring. Det kunne ikke undgå at blive bemærket. Det lyste det ud af hende på hendes sociale medier og det vakte familiens opmærksomhed. Den Nelly, de i årevis ikke havde haft kontakt til, strålede, som familien sjældent havde set.

- Min søster troede næsten ikke sine egne øjne og havde brug for at få bekræftet, at vi kunne være sammen, uden at syg- og dårligdomme skulle overskygge alt, som det gjorde førhen.

- Jeg har flyttet mig rigtig meget i løbet af de seneste år, og ikke mindst har jeg lært at fokusere på det gode. Alt det dårlige kan jeg ikke bruge til noget. Jeg får dét ud af relationen til min far, jeg kan. Jeg er blevet god til at sætte grænser og trække mig, hvis jeg har brug for det, men også til at tage imod det gode, der er i vores relation i dag. Og så har jeg det bare godt, siger hun.