Ny forskning: Overset aspekt kaster lys over store omvæltninger i bondestenalderen

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blev inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen. 

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens.

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Projektet er gennemført med økonomisk støtte fra: Kulturministeriets Forskningspulje, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Aarhus Universitet, Møller-Clausen Fonden, Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond, Ingeniør Svend G. Fiedler & Hustrus Legat.

Jens Winther Johannsen 

Jens Winther Johannsen er arkæolog og museumsinspektør på ROMU. I sin ph.d.-afhandling ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ har han undersøgt ændringer i den senneolitiske landbrugsøkonomi, og hvordan de påvirkede samfundet. Et intensiveret landbrug i den senneolitiske periode førte ifølge Jens Winther Johannsen til et overskud, der førte til udvikling af samfundet.