Julen bliver ekstra hyggelig på Færgegården i år
Færgegården skruer i år ekstra op for julestemningen med et hyggeligt julemarked og flere børneaktiviteter, når museet sammen med Grevinde Danner spejderne i Jægerspris inviterer til ”Jul på Færgegården” i alle adventsweekender. Der er gratis adgang.

For mange familier er det blevet en tradition at tage til Færgegården for at købe årets juletræ af Grevinde Danner Spejderne og sammen nyde nogle gode timer med æbleskiver, gløgg og julesysler i de historiske omgivelser lige ved fjorden.
Og i år bliver der ekstra meget at opleve. Museet og spejderne udvider nemlig ”Jul på Færgegården” med et lille, hyggeligt julemarked, hvor syv boder byder på alt fra håndlavede julegaver til lækkerier og varme drikke.
Museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen glæder sig til at se, hvordan det nye initiativ bliver taget imod:
”Vi elsker julen på Færgegården, og i år har vi haft lyst til at skrue lidt ekstra op for hyggen. Samarbejdet med spejderne har altid været en skøn tradition, og nu prøver vi at udvide det med et lille julemarked, så der bliver endnu flere julerier at gå på opdagelse i. Det er første gang, vi gør det på den måde, og vi håber, at gæsterne vil tage godt imod det og være med til at skabe en ny, hyggelig juletradition,” fortæller Line Jandoria Jørgensen.
1, 2, 3… juletræet må plyndres
Ud over muligheden for at købe en gave eller lidt julelækkerier med hjem byder ”Jul på Færgegården” i år på endnu flere julede børneaktiviteter i museumshaven og i udstillingen.
Igen i år kan man være med til en vaskeægte juletræsplyndring, som den kunne opleves i 1800-tallet, eller man kan kaste sig ud i en spændende nissesporjagt. Der er også rig mulighed for at få et lille stykke julehistorie med hjem fra de mange juleværksteder, hvor man bl.a. kan lave sit eget kalenderlys som i 30’erne, binde sin egen julebuk eller lave sin egen gardinringsnisse a la 1950’erne.
”Vi vil gerne give vores gæster mulighed for at opleve lidt af den gamle jul og samtidig skabe muligheden for en hyggelig familie-eftermiddag sammen med alt hvad det indebærer af julegodter, aktiviteter, juleindkøb og juletræssalg,” forklarer Line Jandoria Jørgensen.
Med duften af gran og lyden af gode julefortællinger lover Færgegården en oplevelse fyldt med varme, samvær og julestemning – alt sammen med gratis adgang og midt i den smukke historiske ramme ved Roskilde Fjord.
Tid, pris, sted
Du kan komme til Jul på Færgegården alle adventsweekender
29.-30. november, samt 6.-7., 13.-14. og 20.-21. december
Tid: 11.00-15.00
Pris: Gratis adgang
Sted: Frederikssund Museum, Færgegården. Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Kontakter
Stine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Line Jandoria JørgensenMuseumsinspektør, Frederikssund Museum, FærgegårdenROMU
Tlf:21 48 21 94linejj@romu.dkBilleder


Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Skoleforløb med kartoffelmarcipan og halmnisser hitter10.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan fejrede man jul under besættelsen, og hvad skrev man på ønskesedlen, dengang al legetøj var analogt? Det kan eleverne lære om på ROMUs besøgssteder, der op til jul udbyder skoleforløb med ”marcipan”, kandis og glaserede æbler. Og det har skolerne i dén grad benyttet sig af.
Vær med til at gøre Lysfesten til et strålende møde i mørket4.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Opbakning er alfa og omega, når Kulturstrøget den 30. januar inviterer til Lysfest. Jo flere gæster, desto lysere kan Roskilde stråle og gløde i mørket. Arrangørerne inviterer alle til at være med og efterlyser frivillige til at sikre, at gæsterne får en god oplevelse.
Ny bog: ROMU-forsker gransker 1000 års kongelige begravelsestraditioner15.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En kongelig begravelse markerer overgangen fra én regent til en anden. Men den er også en dybt symbolsk ladet handling, der har betydning for kongemagten, folket og for en nations sammenhængskraft. I en ny bog, som for første gang undersøger 1000 års kongelige begravelser, kaster ph.d. Laura Maria Schütze et blik på folkets rolle i kongemagtens vigtigste ritual.
Lysfesten er tilbage: Vær med til at sende mørket til tælling5.11.2025 08:20:00 CET | Pressemeddelelse
Når vi længes mest efter lyset, tændes et håb i mørket. Den 30. januar vender den traditionelle lysfest tilbage og omdanner for en aften Roskilde til en lysende plet på landkortet med eventyrlig balletopvisning og strålende, kreative kunstværker.
Fire stærke hold skal konkurrere om at skabe Verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke28.10.2025 13:05:21 CET | Pressemeddelelse
Flere af landets største og bedste hold af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har vist interesse for at blive totalrådgiver på Roskilde Domkirkes kommende Verdensarvscenter. Her skal danskerne i fremtiden kunne gå på opdagelse i den kongelige gravkirkes historie og betydning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
