Københavnsk borgmester: Der er reageret for sent på unges brug af opioider
Regeringen har for nylig varslet et udspil mod unges brug af opioider. Det er på høje tid, lyder det fra Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), der mener, at regeringen har været for sløve til at reagere. Ny undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at antallet af unge i København, der har prøvet at tage opioider, er stigende.

De kommer i helt almindelige medicinpakker og ligner en hvilket som helst anden medicin, du kan købe på apoteket. Men i blisterpakkerne med navne som Oxycodon, Dolol eller Tramadol gemmer der sig desværre nogle stoffer, som er ualmindeligt afhængighedsskabende og farlige at eksperimentere med. Alligevel er der en stigende tendens til, at unge bruger opioider som rusmiddel.
”I USA har opioidkrisen raset i årevis og slået flere hundrede tusinder ihjel. Og jeg vil ikke male fanden på væggen – Danmark er jo heldigvis meget langt fra det amerikanske skrækscenarie – men det er bekymrende, at de her stoffer overhovedet har fået lov til at vinde indpas herhjemme. Det burde aldrig være kommet dertil, og det skal stoppes, før det bliver et større problem,” siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.
I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ’Ungeprofilen’, som netop er gennemført blandt unge på 30 ungdomsuddannelser i København, angiver 9 procent af de unge i København, at de har prøvet hårde stoffer. Af dem har 18 procent taget opioider, hvilket er en stigning på tre procentpoint fra året før. Og selvom det fortsat er en lille del af de unge, der har taget opioider, er tendensen bekymrende, mener borgmesteren.
Følger udviklingen tæt
Med det udspil, der for nylig blev varslet fra regeringen, ser det nu ud til, at der vil blive sat ind nationalt med hårdere kontrol og straf for salg af stofferne samt bedre behandlingstilbud. Men de konkrete initiativer er fortsat ikke lagt detaljeret frem.
”Der har været talt meget og længe om det her, så jeg kan ikke helt forstå, hvorfor regeringen først kommer i gang nu. Måske har berøringsangst eller frygt for at tale problemet op været en del af det – men det har jo bare givet frit spil til udbredelsen. Jeg er glad for, at regeringen nu vil se på skærpelser af både kontrol og straf, for der kan vi i kommunerne ikke stille meget op. Men vi sidder ikke på hænderne i København,” siger Sisse Marie Welling.
Inden længe vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sammen med Københavns Universitets Kriminologiske Observatorium offentliggøre en målgruppeundersøgelse, der skal give ny viden om, hvordan og hvorfor de unge bruger de illegale stoffer, og komme med anbefalinger til, hvordan kommunen og andre mere effektivt kan håndtere og forebygge misbrug. Og det kommer sundheds- og omsorgsborgmesteren til at handle på.
”Jeg ser frem til, at vi får mere viden om netop den her målgruppe, og hvorfor de overhovedet er blevet introduceret til de her stoffer. Den viden har vi brug for, så vi eksempelvis kan klæde lærere og vejledere bedre på til at spotte unge, der er på vej ud i eller allerede er havnet i et misbrug,” siger Sisse Marie Welling.
Sundheds- og omsorgsborgmesteren forventer at tage nye konkrete initiativer i forbindelse med kommende budgetforhandlinger senere på året.
Opioider og Ungeprofilen
- Opioider er navnet på en gruppe stærkt smertestillende stoffer, som virker ved at bedøve centralnervesystemet.
- Opioiderne er ekstremt afhængighedsskabende, og risikoen for dødelig overdosis er stor.
- Det er femte gang, Københavns Kommune deltager i Ungeprofilen – en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som tager temperaturen på unges trivsel og sundhed.
- I Ungeprofilen 2023 har 10.368 unge på tværs af 30 gymnasier, erhvervsskoler, forberedende grunduddannelser (FGU), 10. klasser og ungdomsskoler i Københavns Kommune deltaget i undersøgelsen. Det svarer til en deltagelsesprocent på 73 procent af de inviterede.
- Det er anden gang, at opioider indgår i Ungeprofilen. I 2022 svarede 15 procent af de unge, som havde prøvet hårde stoffer, at de havde taget opioider. I 2023 var andelen steget til 18 procent.
- Kommunens natteværter, som bevæger sig rundt blandt de unge i nattelivet, blev for nylig udstyret med de såkaldte Naloxone-næsesprays, som er en modgift, der kan modvirke dødelig overdosis.
- Hos U-turn kan unge mellem 14 og 24 år få rådgivning og modtage behandling, hvis de har et misbrug af stoffer eller alkohol. Det er åbent mandag til torsdag. U-turn har 20 års erfaring med rådgivning af børn og unge om misbrug.
Nøgleord
Kontakter
Katrine Kirch KirkegaardPressekonsulent
Tlf:21273273lh6p@kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
København udbreder fast læge-ordning til hjemmeplejen28.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ældre københavnere, der bor i eget hjem og modtager kommunal hjemme- eller sygepleje, får fremover mulighed for at blive tilknyttet en fast læge, der samarbejder tæt med kommunens tværfaglige teams.
Københavnske politikere har afsat 33 mio. kr. til at forkorte ventetiden til ADHD/ADD-tilbud23.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være slut med at vente i mange måneder for at få hjælp, hvis man som voksen københavner med ADHD/ADD har store udfordringer i hverdagen. Det mener de københavnske politikere, som derfor med næste års budget sender knap 33 millioner kroner afsted til kommunens ADHD/ADD-tilbud for senudredte.
Københavnske ungdomsuddannelser har taget hul på nyt skolefag22.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ni klasser fordelt på to københavnske ungdomsuddannelser har som de første prøvet kræfter med et helt nyt undervisningsforløb, der sætter ’mental sundhed’ på skoleskemaet. Undervisningen har til formål at give de unge plads til fælles refleksion og redskaber til at styrke trivslen.
København vil hjælpe flere end 1.000 kvinder hvert år med gener efter fødsel9.10.2025 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Derfor udvider Københavns Kommune nu det eksisterende genoptræningstilbud, som åbnede i foråret. Tilbuddet får tilført yderligere 13 millioner kroner.
Nye is skal give mere styrke og energi til borgere på plejehjem17.9.2025 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Et energiboost i form af egenudviklede protein-is er opskriften på mere overskud og bedre livskvalitet på Københavns plejehjem
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum