"Jeg håber, at min historie kan få andre til at gøre noget ved det, længe før jeg selv gjorde”

Udadtil virkede Rasmus velfungerende. Han strøg direkte gennem uddannelsessystemet, først til murer og senere til bygningskonstruktør. Et godt job blev hans trygge tilflugtssted. Men at vokse op som genstand for sin mors seksuelle overgreb og alkoholiske misbrug, de mange svigt og til sidst at finde hende død i sin seng, indhentede ham.

Rasmus, der hidtil havde tøjlet barndommens dæmoner med en dulmende cocktail af stoffer og alkohol i sine unge år og senere arbejde, så sin verden falde fra hinanden, da han ramte 40’erne.

- Første gang jeg sad i gruppeterapi med de andre mænd, brød jeg fuldstændig sammen. Det føltes så surrealistisk at høre andre sætteord på dét, jeg havde følt mig helt alene med. Jeg kan huske, hvor rørt jeg blev over, at der sad nogle, der ville lytte til mig, siger Rasmus.

Rasmus var på det tidspunkt stærkt præget af sin fortid. Han forsøgte at dele sin oplevelser med familien, men her blev der sået tvivl om sandheden i det, han fortalte. 

- Jeg har helt sikkert skuffet mange familiemedlemmer igennem tiden. Mit liv var noget rod, og min hang til at bruge min ungdom på stoffer og alkohol til at dulme, har nok heller ikke hjulpet. Til arrangementer, hvor familie eller andre regnede med mig, har jeg stukket dem en løgn. Det, der skete inden i mig, kunne jeg ikke forklare. Jeg bar rundt på en skam så stor, at jeg ville gøre alt for at skjule hvem Rasmus egentligt var. Da jeg så blev betvivlet, følte jeg mig ensom, vred og enormt trist. 

Svært at få hjælp i systemet for senfølger efter seksuelle overgreb 

En femtedel af alle ofre for voldtægt eller forsøg herpå er mænd, ifølge en ny undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ViVe. Men mændene mangler i behandlingstilbuddene, der, ifølge rapporten, bærer præg af en overvægt af yngre kvinder.

Det genkender Rasmus. De steder, han forsøgte, tog ikke imod ham. Også i psykiatrien oplevede han at støde panden mod en mur, når han nævnte seksuelle overgreb, og de grimme oplevelser, han havde haft med en dybt alkoholisk mor.

- Jeg husker særligt én samtale med psykiatrien, siger Rasmus og fortsætter: Gennem min læge fik jeg en henvisning til psykiatrien, der tog imod mig på et tidspunkt, hvor jeg havde det helt ufatteligt skidt. Jeg mandede mig op og fortalte dem min dybeste hemmelighed om de seksuelle overgreb og satte dem ind i min situation.  De anerkendte, at jeg havde brug for hjælp, men afviste mig. Uden en PTSD-diagnose, kunne de intet gøre for mig. 

Istedet fik Rasmus stukket en gul papirlap i hånden fra psykiateren med et telefonnummer til behandling for senfølger efter seksuelle overgreb. Da han ringede op, var behandlingsstedet så overrendt og presset, at de end ikke registrerede hans navn eller telefonnummer.

- Og der stod jeg så med en følelse af igen at være fortabt og overladt til mig selv, siger Rasmus.

Gruppen i Kvisten greb ham - og holdt fast

Ad omveje hørte han om terapi i Kvisten, en NGO med frivillige psykoterapeuter, der tilbyder individuel og gruppebaseret psykoterapi med særlig erfaring i forløsning af traumer efter seksuelle overgreb i opvæksten.

- På daværende tidspunkt var jeg blevet alene og boede i en campingvogn. Hver dag var en kamp for at holde sammen på mig selv. Jeg ringede til Kvisten og blev visiteret, og i den samtale fik jeg et lille håb om, at her var nogen, der kunne hjælpe mig. Der gik yderligere et halvt år, før jeg fik mail om, at jeg havde fået plads i en mandegruppe på Sydsjælland. Dét vendte op og ned på mit liv, siger Rasmus.

Rasmus blev tilbudt en plads i gruppeterapi, der foregår i sessioner af ca. 3,5 timers varighed med seks gruppedeltagere og to psykoterapeuter. Det særlige ved gruppeterapien er, at gruppedeltagernes samtaler kan være med til at løsne op for den enkeltes proces, fortæller psykoterapeut og gruppebehandler, Lone Heiberg:

- Man kan få adgang til fortrængte minder og oplevelser, fordi kroppen genkender sig selv i de historier, de andre fortæller. Kroppen kan automatisk gå i en overlevelsesproces, hvor den lukker ned. I en gruppeterapi bliver man så at sige smittet med modet fra de andre deltagere, og derfor sker der noget helt særligt i en gruppesession. Skam, overrationalisering og fortrængning, som har holdt minderne på afstand, fordufter, og skubber bearbejdningsprocessen i gang.

Rasmus følte sig hurtigt stærkt forpligtet til gruppen. Det stærke sammenhold motiverede ham til at fortsætte terapiforløbet, selv når det var hårdest. For det var hårdt, fortæller Rasmus:

- Jeg kørte halvanden time på tværs af Sjælland en gang om ugen i to år for at mødes med gruppen, og ofte tudede jeg hele vejen hjem. Jeg har skullet kæmpe mig op på arbejde dagen efter, når jeg ikke har magtet andet end at ligge i sengen. Men at sidde sammen og lytte til de andres fortællinger var det hele værd. Deres historier gik lige i hjertet på mig, siger Rasmus.

- Mit bedste råd til andre i terapi er at hænge i. Tillad dig selv at nå ned med flaget og kom op igen. Terapi er hårdt og nogle dage kræver det alt, du har at give. Og vær åben. Jeg måtte fortælle om mit forløb til min arbejdsgiver, så jeg kunne gå tidligere en gang om ugen og nå i terapi. Det var utroligt grænseoverskridende, men også en stor befrielse, siger Rasmus.

Livet ventede på den anden side

I september 2022 blev Rasmus gift med smukke Maj Brit, som han mødte ca. et halvt år efter, han startede i gruppeterapi. Maj Brit har været hans støtte hele vejen. Rasmus fortæller, at han har fået sig selv tilbage. Han kan sågår sammenligne det med følelsen af at have "vundet i Lotto." 

- Jeg er langt mere tydelig i mig selv i dag og i stand til at håndtere livet på en anden måde. Jeg tager ikke de samme dyk, som jeg gjorde tidligere. Det er blevet OK at sætte grænser. Det er blevet OK at være mig. Dybest set har jeg fået mit liv tilbage.

Rasmus er frivillig i Kvistens Taskforce og har holdt oplæg i fængsler, på biblioteker, for fagpersoner i kommunale enheder mm. Han ønsker at give håbet videre til andre, der kæmper med senfølger efter seksuelle overgreb.

- Jeg savnede og savner stadig en større åbenhed og et fælles sprog om emnet. Det er en af grundene til, at jeg træder ind i det her. Håbet om, at jeg kan få andre til at gøre noget ved det længe før, jeg selv gjorde. Gør dig selv den tjeneste at opsøge hjælp, så du kan nå at få et rigtig dejligt liv, siger han.