SPAR-butik i Stubbekøbing er et skridt nærmere

Del

SPAR rykker ind i Nettos lokaler på Vestergade. Butikken åbner i løbet af få måneder.

Esben Keller er kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb.
Esben Keller er kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Supermarkedskæden SPAR kommer til Stubbekøbing med en butik i 2024. I forbindelse med, at Salling Group, som ejer Netto, i december fik godkendelse af deres køb af Aldi-butikker, blev det meldt ud, at Netto skulle afhænde butikken på Vestergade. Det blev også meldt ud, at SPAR overtager butikken.

Nu har Dagrofa, som ejer SPAR, MENY, Min Købmand og Let-Køb, fået godkendt sin handel af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det betyder, at de nu kan fortælle lidt mere om den kommende SPAR i Stubbekøbing.

”Vi har set frem til denne godkendelse, så vi rigtigt kunne fortælle den gode nyhed og komme i gang med arbejdet. Det kan vi nu, og vi glæder os til at komme til Stubbekøbing,” siger Esben Keller, der er kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb, der er kæder under Dagrofa, som også ejer MENY.

“Vores SPAR-butikker sætter en ære i at være lokalt forankret, og de gør det rigtigt godt. De har et godt og bredt sortiment med lækre kvalitetsvarer. Samtidig har kunderne taget godt imod, at vi med det, vi kalder Gul Pris, har prismatch med discount. Derfor vurderer vi, at der er godt potentiale for en SPAR-butik med lokalt fokus i lokalerne i Vestergade,” siger Esben Keller.

SPAR overtager ejendommen den 7. februar. Det betyder, at der fortsat går noget tid før en ny SPAR kan slå dørene op og byde kunderne indenfor.

“Vi vil gerne have, at bygningen passer til vores tanker om SPAR. Derfor skal vi i gang med en lille ombygning og renovering af lokalerne. Vi ser på butikstegninger lige nu, og vi planlægger, hvordan det hele skal se ud. Vi bestræber os på at åbne hurtigst muligt, men vi forventer, at der kommer til at gå lidt tid, før vi åbner en ny og lækker SPAR-butik i Stubbekøbing,” siger Esben Keller.

SPAR-kæden består af selvstændige købmænd, og Esben Keller bekræfter, at SPAR har haft et jobopslag med udkig efter en selvstændig købmand. Det skulle være en købmand, der sætter en stor ære i det lokale arbejde og engagement.  

Dagrofa, der står bag kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, har over de seneste år investeret mere end 1 milliard kroner i renovering, ombygninger, udbygninger og inventar for at styrke sit butiksnet. I alt har Dagrofa 537 butikker fordelt på de fire kæder.

SPAR har 134 butikker i Danmark. I forhold til den kommende butik i Stubbekøbing ligger de nærmeste to butikker i Nykøbing Falster.

De øvrige nye SPAR-butikker vil ligge i Herning, Tønder, Esbjerg Ø, Esbjerg V, Risskov og Helsingør. De kommer oveni allerede planlagte nyåbninger i Blistrup ved Sjællands Nordkyst, i Søllerød lidt nord for København og i Svenstrup ved Korsør.

På nuværende tidspunkt står Dagrofa bag 114 MENY-butikker, 134 SPAR-butikker, 162 Min Købmand-butikker og 117 Let-Køb-butikker. Der er i alt ca. 14.700 medarbejdere i Dagrofa.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Dagrofa ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dagrofa ApS

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye