Norlys

Norlys Vækstpulje runder milepæl: 175 mio. kr. sendt tilbage til andelshaverne

Del

Mere end 2.000 lokale initiativer er siden oprettelsen af Norlys Vækstpulje blevet støttet med i alt 175 millioner kroner. Pengene er gået til at støtte lokale fællesskaber og grønne initiativer især til gavn for Norlys’ 800.000 andelshavere.

Energirenoveringer af klubhuse, aktivitetsparker i naturen, soldaterhjem og sågar nye montrer til Toullundmanden.

Listen over projekter, som Norlys Vækstpulje har støttet de seneste tre år, er lang og mangfoldig. Da Norlys Vækstpulje for nylig tildelte knap 20 millioner kroner til projekter rundt omkring i landet var det nemlig 10. gang, at Norlys gennem puljen sendte værdi tilbage til andelshaverne.

Det betyder, at siden Norlys Vækstpulje første gang uddelte støtte i slutningen af 2020, har mere end 2.000 projekter modtaget en økonomisk håndsrækning.

- Da vi skabte Norlys Vækstpulje var det med det klare formål at sætte præg på samfundet omkring os og gøre en håndgribelig forskel for vores andelshavere. Når jeg ser ned over listen af projekter, vi har støttet, så kan jeg konstatere, at vi har gjort lige netop det, hvad enten det har været med 2.000 kroner til petanquebaner ved Tinglev eller samlet 1,5 mio. kr. til Klimafonden Skives arbejde med at gøre landbrug mere bæredygtige, siger Jens Erik Platz, formand for Norlys a.m.b.a.

2.264 projekter og initiativer har igennem årene fået støtte fra Norlys Vækstpulje for lige knap 175 millioner kroner.

Flest midler gået til lokale fællesskaber

Norlys Vækstpulje har fra begyndelsen haft som mål at støtte innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling.

Kigger man ned over de mere end 2.000 projekter, som har fået tildelt støtte, så har langt de fleste kredset om forenings-, idræts- og kulturlivet. Her er der i alt uddelt knap 120 millioner kroner, hvilket svarer til 68 procent af de penge, som er blevet fordelt.

Derudover er der samlet givet 20 millioner kroner til initiativer, der har fokus på uddannelse, forskning samt innovative idéer.

Født ud af fusionen

Norlys Vækstpulje blev til, da SE og Eniig i 2019 gik sammen og skabte Norlys.

I den forbindelse besluttede energi- og telekoncernens repræsentantskab at etablere Norlys Vækstpulje, og 1. oktober året efter var der deadline for de allerførste ansøgninger.

Dengang fik 250 ansøgere støtte fra vækstpulje og blandt modtagerne var Nibe Festival, der fik 500.000 kroner til at erstatte festivalens gamle dieseldrevne generatorer med en tilkobling på elnettet.

- Midlerne fra Norlys Vækstpulje var medvirkende til, at vi i 2022 for første gang kunne afholde en festival drevet af grøn energi. Det gjorde en stor forskel i forhold til at realisere transformationen og samtidig holde retning og energi i projektforløbet. Det har ikke blot mindsket vores CO2-udledninger, men også gjort festivalen væsentligt mere driftssikker, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Norlys Vækstpulje uddeler penge tre gange om året, og fristen for at søge støtte i næste runde er 1. marts 2024.

Oversigten herunder viser, hvor mange penge der er gået til forskellige typer af formål. Samme oversigt fordelt på de regionale vækstpuljer er vedhæftet. 

Total

Andre almenvelgørende formål

9,4 mio. kr

Andre former for fællesskaber

26 mio. kr.

Foreningslivet

57,2 mio. kr.

Forsknings- og formidlingsprojekter

3,6 mio. kr.

Ideer, der skaber nye arbejdspladser

5,3 mio. kr.

Idræts- og kulturlivet

61,9 mio. kr.

Innovative ideer

6,3 mio. kr.

Uddannelse

5,1 mio. kr.

Hovedtotal

174,9 mio. kr.

Billeder

Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys
Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys
Download
Download

Om Norlys

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern med 3.500 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, København og en række mindre byer. Vi leverer energi, ladestandere, internet og tv til flere end 1,7 millioner husstande og virksomheder. Norlys er ejet af 800.000 andelshavere.

Vi arbejder for grøn omstilling og digitalisering. Ud over vores kunderettede aktiviteter ejer vi blandt andet landets største elnet og landets største fibernet samt aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading, som handler med energi. Vi ejer også halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.

Følg pressemeddelelser fra Norlys

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Norlys

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye