Vallensbæk Kommune

Vallensbæks skoler stadig i top

Del

For fjerde år i træk er Vallensbæks skoler blandt de 25 procent bedste i landet. Det viser udtræk fra Børne og undervisningsministeriet.

Vallensbæk Skole er en af de ambitiøse og gode skoler som ligger i Vallensbæk.
Vallensbæk Skole er en af de ambitiøse og gode skoler som ligger i Vallensbæk.

Vallensbæk Kommune har en klar målsætning om, at skolerne altid skal være blandt de bedste 25 procent i landet, hvad angår karaktergennemsnit. Og Vallensbæk har tre år i træk været placeret i toppen og nu viser den seneste måling, at kommunen også er blandt de bedste i landet i 2023.  Karaktererne der er trukket fra uddannelsesstatistik.dk – som er Børne og Undervisningsministeriets datahjemmeside, giver tilfredshed på borgmesterkontoret. 

- Det er et minimumskrav, at vores skoler ligger der. Vores ambition er at være af hovedstadens foretrukne familiekommuner og tiltrække ressourcestærke, aktive borgere som bidrager med erfaring og begejstring til vores by. Derfor skal vi kunne præsentere en attraktiv skole til vores borgere. De her tal fortæller mig, at hvis man gerne vil bo tæt på København, og samtidig have en god skole til børnene i grønne omgivelser, så er Vallensbæk det rigtige alternativ, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk.

Vigtigt fokus på trivslen

Vallensbæk kommune har også en ambition om at være blandt de 25 procent bedste når det kommer til børnenes trivsel. Selv om der ikke er stor forskel på top og bund i den nationale måling fra Undervisningsministeriet, så ligger Vallensbæk i år placeret på en 42. plads. Det er 15 pladser bedre end sidste års 57. plads. Selv om det er en markant forbedring, så er ambitionen klar. Man skal også ligge i top på trivslen.

- Vi kan gøre det endnu bedre. Det er afgørende at vi har børn og unge der er motiverede og trives i deres hverdag. Vi har fokus på det enkelte barn og dets udfordringer. Det kan være, at man er ordblind, har en opmærksomhedsforstyrrelse eller at der er krise i familien. Derfor har vi også i år prioriteret penge til trivsel i budgettet. Blandt andet skal vi ud at ansætte en trivselsguide til skolerne. Uanset hvad årsagen måtte være, har vi redskaberne og viljen til at støtte barnet og familien, siger Henrik Rasmussen.

At Vallensbæk Kommune har nået ambitionen om at have nogle af landets bedste skoler, skyldes, ifølge chefen for skoleområdet, en flot indsats af personalet på skolerne.

- Vi har dygtige og ambitiøse medarbejdere, der har fokus på et højt fagligt miljø på skolerne. Det er derfor fuldt fortjent, at det er lykkedes at løfte de faglige resultater, siger Jakob Rahbek Bjerre, Børne og Unge chef i Vallensbæk.

Om Vallensbæk Kommune

Vallensbæk er en kommune i vækst med cirka 16.500 indbyggere, fordelt på 9,15 km2.

Kommunen tilbyder med sin gode infrastruktur og unikke placering på Københavns Vestegn, optimale muligheder for at komme til og fra job, gode indkøbsfaciliteter, fleksible pasningsmuligheder, optimale betingelser for et sundt og aktivt fritidsliv og fokus på nære relationer og tidssvarende boliger. Store rekreative naturområder omkring landsbyen og ved Strandparken i syd, hvor der også er en lystbådehavn, gør, at man føler sig på landet midt i storbyen.

Følg pressemeddelelser fra Vallensbæk Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vallensbæk Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye