Isbjørnen har været på vej tilbage i 20.000 år

Det er ikke noget nyt, at isbjørnen i Grønland er truet. Et netop udgivet studie viser, at der løbende er blevet færre og færre isbjørne i Grønland de sidste 20.000 år.

Adjunkt Michael Westbury og professor Eline Lorenzen på Globe Institute, Københavns Universitet, står bag det nye tværfaglige studie. De har blandt andet analyseret DNA og fødevalg hos nulevende isbjørne, samt historiske data for klimaet og isbjørnens habitat omkring Grønland. 

”Det vi kigger ind i fremadrettet, er i værste fald en 2 til 5 grads stigning i havtemperaturer omkring Grønland. Så det er en 10-gangs forøgelse i temperaturforandringer i forhold til de sidste 20.000 år. Det ser ikke godt ud for isbjørnen."

Professor Eline Lorenzen

”Ved at analysere arvemassen fra isbjørnene kan vi åbne et vindue ind i fortiden og få en indsigt i artens udviklingshistorie og bestandshistorik. Vores analyser afslører et mønster af, at antallet af isbjørne er blevet markant reduceret flere gange siden sidste istid” siger Eline Lorenzen.

Hvorfor har isbjørnen været i tilbagetog over længere tid? Det er der, ifølge førsteforfatter på studiet Michael Westbury, en simpel forklaring på.

”Det er de stigende havtemperaturer, der driver nedgangen i isbjørnebestanden. Når temperaturen i havet stiger, så er der mindre havis, og dermed færre sæler, som isbjørnen lever af,” forklarer Michael Westbury.

Sådan gjorde forskerne Forskerne har brugt to uafhængige datasæt og metoder til at undersøge isbjørnens historie. De har brugt den genetiske diversitet hos grønlandske isbjørne til at estimere historikken i isbjørnens bestandsstørrelse igennem de sidste 20.000 år. Derudover har de brugt isbjørnens udbredelse på tværs af Arktis til at kortlægge hvilke miljøbetingelser, for eksempel havtemperatur og mængden af havis, isbjørnen trives i. Med tilsvarende historiske miljødata har de så estimeret udbredelsen og mængden af isbjørnehabitat igennem tiden, og hvordan og hvornår det har ændret sig. Mængden af tilgængeligt habitat bruges som en proxy for bestandsstørrelse; jo mere habitat der er tilgængeligt, jo større, kan isbjørnebestanden være. Resultaterne i bestandshistorik baseret på DNA og på miljødata viser sig at være overraskende ens igennem tiden.

Det, der overraskede forskerne og deres kollegaer mest, da de analyserede data, var, hvor stor indflydelse bare en lille ændring i miljøet har haft for isbjørnene.

”Vi ser en foruroligende kobling mellem bestandsnedgang og miljøændringer. En forholdsvis lille forøgelse af temperaturen i vandet, og lille reduktion i mængden af havis, resulterer nemlig i en ret voldsom bestandsnedgang hos isbjørnen. Forholdet ikke er lineært,” siger Eline Lorenzen.

Studiet er lavet i samarbejde med kollegaer i Grønland, Canada, Australien, Findland, Hong Kong, UK, GEUS og Aarhus Universitet.

Vil der være isbjørne i Grønland om 50 år?

På grund af stigende CO2 udledning har vi de sidste mange år oplevet global opvarmning – og det kan tydeligt kan ses i Grønland.

”Den udvikling, der sker nu, er jo uden skala i forhold til, hvad isbjørnen har oplevet over de sidste 20.000 år. Og arten vil på ingen måde trives med de voldsomme fremskrivninger, der er,” siger Michael Westbury.

Det nye studie viser, at havet omkring Grønland de sidste 20.000 år flere gange har gennemgået en stigning i havtemperatur på 0,2 til 0,5 grad, hvilket ifølge analyserne hver gang har resulteret i en 20-40 procents reduktion i isbjørnebestanden.

”Det vi kigger ind i fremadrettet, er i værste fald en 2 til 5 grads stigning i havtemperaturer omkring Grønland. Så det er en 10-gangs forøgelse i temperaturforandringer i forhold til de sidste 20.000 år. Det ser ikke godt ud for isbjørnen. Og som øverste led i fødekæden repræsenterer isbjørnen økosystemforandringer mere generelt, så det viser at de marine økosystemer i Arktis er presset,” supplerer Eline Lorenzen.

Hun påpeger at det er et symptom på noget større, og det ikke bare er i Grønland og Arktis at økosystemer bliver negativt påvirket af klimaforandringer.  

”Det er os alle. Jorden er et stort, finmasket og forbundet økosystem, som også vi er en integreret del og dybt afhængige af. Naturen kender ingen grænser,” siger Eline Lorenzen.

Et spinkelt håb for isbjørnen

Et lille håb for isbjørnens overlevelse på længere sigt er, at studiet har vist, at isbjørne kan ændre, hvad de spiser.

”Vores analyser af isbjørnens fødevalg viser, at de er plastiske, altså kan søge anden føde end de plejer. Det kan vi se på isbjørnene i Østgrønland. Der ser det ud til at hun og han-isbjørnene differentierer deres fødevalg, så de ikke konkurrerer med hinanden,” siger Michael Westbury. 

Hannerne i Østgrønland indtager flere forskellige sælarter, mens hunnerne spiser ringsæler. Det er ifølge Michael Westbury noget arter kan gøre, hvis der er få ressourcer.

”Det ser vi ikke i Vestgrønland, hvor vores analyser viser, at kønnene spiser det samme. Vestgrønland har på grund af havstrømmene en væsentlig højere primær produktion end i øst, hvorved der er mere føde tilgængeligt for isbjørnene,” siger Michael Westbury.  

Du kan læse studiet ”Impact of Holocene environmental change on the evolutionary ecology of an Arctic top predator” i Science Advances.

Kontakt

Professor Eline Lorenzen 
elinelorenzen@sund.ku.dk
+4526701024

Adjunkt Michael Westbury
m.westbury@sund.ku.dk
+4529103090

Journalist og pressekonsulent
liva.polack@sund.ku.dk
+45 35 32 54 64