Aveny-T

Aveny-T præsenterer Min Mor Siger; En musikalsk heartbreak-komedie

Del

Stine Pilgaards debutroman MIN MOR SIGER kan opleves på de skrå brædder, når den iscenesættes som en musikalsk heartbreak-komedie på Aveny-T. I hovedrollen bringer eftertragtede Sofie Torp endnu engang én af Stine Pilgaards karakterer til live - og på scenen får hun selskab af multitalentet Nina Rask og musiker Laurits Emanuel.

Sofie Torp, Laurits Emanuel & Nina Rask
Sofie Torp, Laurits Emanuel & Nina Rask

Fra den 27. januar til den 2. marts 2024 kan Stine Pilgaards hjertesorgs-tour de force Min Mor Siger opleves i en musikalsk teateropsætning på Aveny-T. Med lige dele humor, smerte, selvironi og trøstesløshed dykker forestillingen ned i hjertesorgens mange tragikomiske faser og facetter. 

Handlingen 
”Min mor siger, at den eneste ene ikke findes, at det er en social konstruktion, og taler om filmindustrien og Interflora, og hvad skulle de ellers leve af…” 
 
I Min Mor Siger bliver en ung kvinde (Sofie Torp) forladt af sin kæreste (Nina Rask). Hun flytter hjem til sin far på hans præstegård, hvorfra hun forsøger at få hold på kærlighedens væsen. Men omverdenen blander sig med velmente råd: Veninden og spindoktoren Mulle, den tålmodige læge, hendes emotionelt klodsede kærlige mor, der taler i slogans, og faren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med, at det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver kvinden sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen. 

En skrøbelig balance mellem komik og poetik 
Min Mor Siger er dramatiseret af Signe Hørmann Sørensen, der er autodidakt skuespiller og instruktør og har en lang række forestillinger på CV’et. Det er ikke første gang, hun arbejder med fortællingen Min Mor Siger. I 2017 iscenesatte hun bogen i en mindre opsætning hos Husets Teater - også med Sofie Torp på scenen som den kvindelige hovedperson og med musiker Laurits Emanuel som musikalsk arrangør. 

Signe Hørmann Sørensen udtaler: “Romanen er et virkelig musikalsk værk, og det var helt åbenlyst for mig, at den ville fungere godt på en scene, da jeg læste den første gang. Bevægelsen mellem de poetiske og storladne følelser og så komikken og ironien skabte en skrøbelig balance, der fascinerede mig. Dén skrøbelighed blev den dramatiske motor i forestillingen. Det er ambitionen at gøre kærestesorgen og ensomheden til et sted, man kunne opholde sig – også på en teaterscene.” 

Eftertragtet hold på scenen 
Sofie Torp spiller den altoverskyggende hovedrolle i Min Mor Siger. Siden hun dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2016, har hun medvirket i et væld af film og tv-serier som bl.a. Ser du månen, Daniel (2019), Marco effekten (2021), Carmen Curlers (2022) og julekalenderen Julefeber (2020). Netop nu er hun skrigende aktuel på det store lærred i en række storfilm som bl.a. Synkefri (2023) HYGGE! (2023) og Den Grænseløse (2024).  

Sofie Torp er et velkendt ansigt og stemme i Stine Pilgaard-universet, hvor hun både har spillet hovedrollen i den populære og anmelderroste filmatisering af bestselleren Meter i Sekundet (2023), ligesom hun lagde stemme til indlæsning af lydbogen. Det er heller ikke første gang, hun stifter bekendtskab med Min Mor Siger på de skrå brædder. Min Mor Siger var nemlig Sofie Torps afgangsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole og hele årsagen til, at hun lærte Stine Pilgaard at kende. 

På scenen får Sofie Torp selskab af multitalentet Nina Rask, der spiller ekskæresten. Nina Rask blev i 2019 en del af DR's talentudviklingsskole "Talentholdet" og har sidenhen gjort sig bemærket i bl.a. queer-podcasten Hvor Regnbuen ender (2021), Sex med P3s prisbelønnede afsnit Transkroppen og i rollen som Selma i den anmelderroste TV 2-serie Sex (2020) - en rolle hun også indtog på de skrå brædder, da serien blev iscenesat til teaterforestillingen SEX på Aveny-T i 2022. Nina Rask debuterede på det store lærred i Meter i Sekundet (2023) og ses desuden i sæson 2 af DR's successerie Carmen Curlers (2023). Hun er i december 2023 aktuel med sit første stand up show Nina er Sjov på Det Kongelige Teater. 

Laurits Emanuel komponerer poetiske popsange til Min Mor Sigers “søshestemonologer”, der genkalder de mange bekendtskaber, forelskelser og hjertesorger, hovedkarakteren har været igennem. Sangene fremføres på scenen af Sofie Torp, Nina Rask og Laurits selv. Laurits Emanuel er kendt både som musiker og scenekunstner og udgør den ene halvdel af popduoen Fyr og Flamme, der står bag hits som Menneskeforbuger og Kamæleon, for ikke at forglemme Øve os på hinanden, som førte dem til sejr i Dansk Melodi Grand Prix i 2021.  

Læs mere her

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Aveny-T

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aveny-T

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye