Danske Medier

Nyhedsmedier skal bruge kunstig intelligens med omtanke

Del

Dugfriske resultater fra rapporten Danskernes brug af nyhedsmedier 2023 blev i dag præsenteret på Lokale Mediers Efterårskonference i Kolding. De nye tal peger blandt andet på, at danskerne er bekymrede for personalisering af nyhedsudvælgelse, som kunstig intelligens kan bruges til at forstærke.

I dag blev resultater fra den seneste udgave af den årlige rapport fra RUC ’Danskernes brug af nyhedsmedier’ præsenteret af professor Mark Ørsten på Danske Mediers Lokale Mediers Efterårskonference på Hotel Koldingfjord.

Kim Christian Schrøder, Mark Blach-Ørsten, Mads Kæmsgaard Eberholst er de tre forskere fra RUC, der står bag rapporten. Hvert år tager deres undersøgelse temperaturen på udviklingen i det danske mediebillede, herunder tendenser i danskernes nyhedsbrug og hvilke medieplatforme, de bruger til at få nyheder.

Tilhørerne på lokalmediekonferencen fik i dag serveret et indblik den nye rapport. Og for netop lokaljournalister var der positivt nyt. For tallene viser, at på trods af en generel tendens med, at folk undgår nyheder, så gør det sig i langt mindre grad gældende for lokale nyheder.

”Skønt danske nyhedsbrugere, ligesom nyhedsburgere i andre lande, undgår nyheder, så er der færre i Danmark, som undgår nyheder end i de andre nordiske lande. Emner som danskerne undgår spænder meget vidt og inkluderer blandt andet ellers populære stofområder som sport, kriminalitet og livsstil. Derimod er ’lokale nyheder’ det stofområde, som færrest undgår. Således undgår kun 5 procent af dem som undgår nyheder, ’lokale nyheder’. Omvendt undgår 51 procent af dem, som undgår nyheder, nyheder om fx Ukraine,” fortæller Mark Ørsten.

Forskellige faktorer spiller ind på niveauet af tillid til medier

Mark Ørsten slår fast, at danskernes tillid til medier overordnet fortsat er høj sammenlignet med andre lande. Men tilliden til medier varierer alt efter, hvor man bor, ens indkomst og uddannelsesniveau.

”Internationalt set har danskerne høj tillid til nyhedsmedierne. Danskere, der udtrykker lav tillid til nyhedsmedier, falder i tre kategorier: For det første alder: Blandt de 18-24-årige har kun 39 procent tillid til nyheder generelt, mens gennemsnittet ligger på 57 procent. For det andet spiller geografi ind: Region Hovedstaden har således den laveste tillid blandt alle regionerne til nyhedsmedier generelt. Endelig betyder faktorer som indkomst og uddannelse noget. Danskere med lav indkomst og kort uddannelse har lavere tillid til nyhedsmedierne.”


Medier skal være bevidste om, hvordan de bruger AI

AI har taget verden med storm som en revolutionerende teknologi, der kan gøre arbejdsprocesser lettere og hurtigere. Men som med alle banebrydende opfindelser følger også skyggesider og dilemmaer, som kræver, at mennesker bruger dem med omtanke og kritisk sans.

”Lige nu lanceres brugen af AI som en mulig løsning på mange branchers udfordringer. Herunder også mediebranchens. Vores data viser imidlertid, at medierne skal være varsomme med brugen af AI-tiltag som for eksempel en algoritmebaseret personalisering af nyhedsudvælgelse. I den seneste analyse af danskernes brug af nyhedsmedier udtrykker et flertal af danskernes således bekymring over for øget personalisering. Danskerne er bekymrede for to ting. For det første er de bekymrede over, at mere personligt tilpassede nyheder kan betyde, at de går glip af vigtig information. For det andet er de bekymrede over, at mere personligt tilpassede nyheder betyder, at de kan gå glip af udfordrende meninger,” siger Mark Ørsten.

Danske Medier har sat netop udfordringer ved AI på dagsordenen i organisationens arbejde. Derfor nedsatte Danske Medier i begyndelsen af efteråret en taskforce med kompetente folk fra branchen, der skal dykke ned i, hvordan nyhedsmedier skal navigere i både kommercielle, redaktionelle og juridiske dilemmaer ved teknologien. Det fortæller Mads Brandstrup, adm. direktør i Danske Medier.

”AI bringer utallige gode muligheder med sig som f.eks. kreativ ideudvikling og lettere behandling af data, transskribering og dataoptimering i forretningsudviklingen. Men teknologien bringer også mange dilemmaer med sig. Her er det er helt afgørende, at vi som brancheorganisation for frie medier tager dem alvorligt og får skabt et overblik og redskaber til, hvordan vi griber dem an. Både når det gælder politiske tiltag og konkrete retningslinjer til redaktionerne. Derfor har vi nedsat en taskforce, der skal gøre medierne klogere på de vidtrækkende konsekvenser, som AI har for deres arbejde. Hovedformålet med arbejdet er at sikre, hvordan teknologen kan bidrage til skabe troværdig og autentisk journalistik, som danskerne fortsat har tillid til, og som er modsvar til propaganda og misinformation i fremtiden,” siger direktøren.

Nøgleord

Kontakter

Om Danske Medier

Danske Medier er en brancheorganisation for private medievirksomheder. Vores medlemmer tæller 250 lokale og regionale medier, niche- og fagmedier samt landsdækkende dagblade, aviser og netmedier. Vi arbejder for det frie ord, den uafhængige presse og sunde rammevilkår for en pluralistisk mediebranche.

Følg pressemeddelelser fra Danske Medier

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Medier

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye