Danske Medier

Danske Medier lancerer tiltag, der skal styrke medier overfor AI-udviklingen

Del

Ophavsretten og bedre transparens i træning af AI-værktøjer skal sikres. Det er nogle af hovedpunkterne i en række tiltag fra Danske Medier, der skal styrke frie mediers vilkår i en verden med kunstig intelligens.

I sommer nedsatte Danske Medier en taskforce bestående af medlemmer og eksperter fra branchen, der skulle kortlægge både dilemmaer og politiske tiltag i forbindelse med udviklingen i kunstig intelligens, som med store og hastige skridt er i fuld gang med at ændre mediebranchen.

I løbet af efteråret har taskforcen dykket ned i, hvordan AI påvirker og ændrer mediernes vilkår på godt og ondt i forhold til det ophavsretlige og kommercielle område. Nu kan Danske Medier præsentere resultatet i form af en række anbefalinger og initiativer, der bliver grundlaget for foreningens videre arbejde med kunstig intelligens. Et af de centrale punkter i tiltagene handler om mediernes rettigheder, herunder ophavsretten, i forbindelse med træningen af sprogmodeller, ligesom punkterne læner sig op ad EU’s kommende regulering af kunstig intelligens.

”I takt med, at udviklingen i kunstig intelligens går lynende stærkt, samt at teknologien bliver en stadig mere integreret del af både mediernes forretningsudvikling og redaktionelle processer, er det helt afgørende, at vi håndterer de udfordringer, der også følger med. Det gælder især spørgsmålet om ophavsret og vederlag ift. mediernes indhold i træningen af AI-værktøjer. Mediebranchen skal udnytte de nye muligheder, men samtidig have en kritisk tilgang til alt, der kan skade tilliden mellem borgere og medier som garant for troværdig oplysning,” siger Marianne Bugge Zederkof, konstitueret adm. direktør i Danske Medier.

Christina Blaagaard, formand for Danske Medier og medlem af styregruppen for foreningens arbejde med AI, mener, at medierne befinder sig i en brydningstid som følge af den teknologiske udvikling. Netop derfor er behovet for at sikre håndhævelse af frie mediers rettigheder meget presserende, fortæller formanden.

"Med gennembruddet for Open AIs Chat GPT for godt et år siden, blev det tydeligt, at de store sprogmodeller kommer til at udgøre både en kæmpe mulighed for både medier og andre brancher, men også endnu en eksistentiel trussel fra techgiganterne, efterhånden som teknologien konsolideres omkring de store spillere. Det er afgørende, at de frie medier på samme tid favner AI og tager stilling til både vores retstilstand og vores forretningsmæssige udfordringer. Da platformene meldte deres ankomst og adtech overtog en massiv del af mediernes levebrød, fik vi ikke reageret med rettidig omhu. Det skal vi gøre denne gang,” siger Christina Blaagaard.

Formanden understreger, at det handler om at tage ansvar for publicistisk indhold i en verden, hvor misinformation florerer, og hvor store sprogmodeller indtager en hastigt voksende magtposition.

”Det handler om, at vi af publicistiske og demokratiske årsager tager et ansvar for distribution og værdiansættelse af valideret indhold i en malstrøm af misinformation. Og det handler om, at vi tidligt sætter ind og markerer i forhold til regulering og tolkning af gældende lovgivning. Med de store sprogmodeller er vi i regulatorisk nyt farvand, og vi har et ansvar for at navigere i den virkelighed, der udspiller sig nu."

Læs Danske Mediers AI-anbefalinger her.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Danske Medier

Danske Medier er en brancheorganisation for private medievirksomheder. Vores medlemmer tæller 250 lokale og regionale medier, niche- og fagmedier samt landsdækkende dagblade, aviser og netmedier. Vi arbejder for det frie ord, den uafhængige presse og sunde rammevilkår for en pluralistisk mediebranche.

Følg pressemeddelelser fra Danske Medier

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Medier

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye