EU-aftale om bindende mål for naturgenopretning vækker begejstring i WWF

Del

For kort tid siden stemte Europa-Parlamentet ja til en ny genopretningslov for naturen. Det vækker stor begejstring i WWF Verdensnaturfonden, som længe har presset på for et ja. Det samme har mange tusinde danskere, forskere og en million europæere.

Det var usikkert til det sidste, men det endte med et ja, da Europa-Parlamentet i dag vedtog en ny aftale om bindende mål for naturgenopretning. Det vækker stor glæde i WWF Verdensnaturfonden, som har presset massivt på for et ja. Både i Danmark og resten af EU.

”Jeg kan nærmest ikke få armene ned. Dagens ja er ikke kun en fantastisk nyhed for dansk og europæisk natur og alle de dyr, der lever i den, men også en helt nødvendig fremtidssikring af vores økonomi,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og fortsætter:

”Der har til det sidste været tvivl om, hvorvidt loven ville blive stemt igennem, men vi har oplevet en enorm opbakning til loven fra danskerne. Og det er en vigtig lov! Vi er nemlig langt forbi det punkt, hvor vi kan beskytte os ud af problemerne. Der er ganske enkelt ikke nok natur tilbage at værne om. Skal vi i fremtiden sænke temperaturen, have adgang til rent vand, fødevarer og ressourcer nok til vores erhvervsliv, er naturgenopretning den eneste vej frem.”

Diskussionen om den nye EU-lov har blandt andet handlet om, hvorvidt naturgenopretning kan gå hånd i hånd med den grønne omstilling. Men Bo Øksnebjerg mener ikke, vi kan løse klimakrisen uden også at løse naturkrisen.

”Natur- og klimakrisen er uløseligt forbundne. Genoprettes økosystemer som tørvemoser, skove, havbunde og strandenge, kan vi binde millioner af tons kulstof årligt. Samtidig er genopretning af naturen ikke en trussel for den vedvarende energi. Gør vi det rigtigt, kan vedvarende energi som sol- og vindmølleparker tværtimod drage fordel af en genopretning,” siger han.

Et ja til naturen er også en god forretning

Afstemningen i Europa-Parlamentet endte med 336 stemmer for og 300 stemmer imod. 13 undlod at stemme.

For at nå til enighed endte Europa-Parlamentet dog med at stemme ja til en mindre ambitiøs aftale end det oprindelige forslag.

Ifølge generalsekretæren er det dog positivt, at det lykkedes at blive enige om en naturgenopretningslov, der gælder hele EU.

”Det handler ikke kun om at redde naturen, men også om at sikre vores økonomi. Al forskning siger, at naturgenopretning er helt fundamentalt for de økosystemer, vores produktion af fødevarer og vores samfundsøkonomi er dybt afhængige af. Samtidig viser beregninger, at de økonomiske fordele ved en genopretning i gennemsnit er ti gange højere end udgifterne. I kroner og ører betyder det et afkast på 13.400 milliarder kroner for Europa. Så aftalen er god for naturen, men også en rigtig god forretning,” siger Bo Øksnebjerg.

Danmark skal vise vejen for resten af EU

WWF Verdensnaturfonden informerede den 11. juni de danske EU-parlamentarikere om, at flere end 11.000 danskere på få uger har skrevet under på, at de støtter loven. Sammen med en række andre organisationer har WWF desuden gennemført en europæisk kampagne, #RestoreNature, som flere end en million europæere bakkede op omkring. Herudover har 6.000 forskere, 100 virksomheder og 200 NGO’er vist deres støtte til naturgenopretningsloven.

Netop derfor er det særlig vigtigt, at opbakningen omsættes til handling, mener Bo Øksnebjerg.

”Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning fra danskerne og opfordrer til, at Danmark hurtigst muligt går i gang med at implementere loven. Både for naturens skyld, men også for at vise vejen for resten af Europa,” siger han.

Og der er brug for naturgenopretning i både Danmark og Europa, hvor naturen er i dyb krise. 80 procent af EU-landenes beskyttede levesteder er i kritisk tilstand. Hver femte fugleart er truet eller nær-truet. Og mere end 50 procent af tørvemoserne er i kritisk tilstand. Med beskedne 2,3 procent beskyttet natur og hele 1.844 truede arter er Danmark desværre ingen undtagelse.

Om WWF Verdensnaturfonden

WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige miljøorganisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Læs mere på wwf.dk.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Pindsvinets levesteder forsvinder, men danskerne kan hjælpe dem25.4.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Danmarks pindsvin mangler levesteder, og det får dem til at søge ind i den bynære natur og i danskernes haver. I april og maj vågner pindsvinene fra vinterdvale, men med fem gode råd kan danskerne hjælpe de fredede dyr i egne haver. Bag rådene står WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, der med støtte fra Nordea-fonden står bag Danmarks pindsvinetælling i august.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye