Aalborg Zoo

Nyt orangutang-anlæg er åbnet

Del
Aalborg Zoos to orangutanger har indtaget deres nye, store udendørs anlæg.

I dag har Aalborg Zoos orangutanger, hunnen Ruti og hannen Pal, været på deres første klatretur udenfor i deres nyopførte udendørs anlæg. Orangutanganlægget  har været under ombygning i mange måneder, og et stort, klatrevenligt udendørs anlæg står nu klart med optimale forhold for de to nyindflyttede orangutanger.

- Yderanlægget er blevet helt fantastisk. Dyrene får optimale muligheder for at klatre og bevæge sig naturligt i anlægget, og publikum får en langt bedre oplevelse og forståelse for, hvad det vil sige at være orangutang, og hvordan de lever, siger Rikke Kruse Nielsen, chefzoolog i Aalborg Zoo.

Orangutanganlægget er tegnet af det tyske arkitektfirma Dan Pearlman, der også har udformet Aalborg Zoos masterplan. I designet af det nye anlæg er der tænkt på at skabe kubikmeter fremfor kvadratmeter, for orangutanger lever 98% af tiden i træerne og har derfor primært brug for at kunne bevæge sig i højden, og såkaldte "sway poles" og rigelige mængder klatretov sørger for, at orangutangerne kan bevæge sig både horisontalt og vertikalt.

- Det er et meget stort ønske, der nu er gået i opfyldelse. Vi er umådeligt stolte af det nye anlæg og taknemmelige for den støtte vi har fået fra Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden og Aalborg Kommune, siger Henrik Vesterskov Johansen, direktør i Aalborg Zoo. Vi er den eneste zoo i Danmark, der har orangutanger, så derfor synes vi, det er ekstra vigtigt at have dem som art og fortælle om de her fantastiske dyr og deres levevilkår i naturen.

De to orangutanger flyttede ind i Aalborg Zoo for et par uger siden og er lige så stille blevet vænnet til de nye omgivelser, dyrepasserne og hinanden. I første omgang får de adgang til det nye yderanlæg i hver sin del af anlægget, så de kan undersøge det i fred og ro, og først senere, når de begynder at vise interesse for hinanden, får de lov at mødes uden barrierer imellem sig.

- Det er håbet, at de to på sigt vil skabe en lille familie, men Ruti er kun ni år og stadig en meget ung orangutang, så det må godt vare et års tid endnu, siger Rikke Kruse Nielsen.

Senere kommer der også asiatiske dværgoddere i anlægget, og de kommer til at give en masse aktivitet i anlægget.

- Samspillet mellem de to arter giver rigtig meget. Odderne kan sagtens finde på at drille orangutangerne, og give dem en masse at se på og forholde sig til, siger Rikke Kruse Nielsen.

I forbindelse med det nye anlæg er der også etableret et træningscenter og åbent køkken, hvor publikum får adgang og på nærmeste hold kan følge dyrepassernes arbejde og træning med dyrene. Gennem træningen får dyrepasserne blandt andet mulighed for at tjekke tænder, ører og øjne på dyrene og lave almindelige sundhedstjek, og de kan tage spytprøver og blodprøver, der eventuelt kan bidrage til forskning.

Kontakter

Billeder

Links

Information om Aalborg Zoo

Aalborg Zoo
Aalborg Zoo
Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

+45 9631 2929https://aalborgzoo.dk/

I Aalborg Zoo er der aldrig to dage der er ens. Vores grønne oase midt i Aalborg er åben året rundt og byder uanset årstid på vildt fascinerende oplevelser.

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Zoo

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Zoo

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye