»Vores venner kunne godt se ideen i at bryde ud af hamsterhjulet«
En ejerlejlighed i Sydhavnen blev skiftet ud med to hektar charmerende naturcampingplads på Fejø. Vi har mødt et par, der har truffet valget om at bytte københavnerlivet ud med livet som øbo.

Det var som at træde ind i en reklamefilm.
Sådan husker Marie Raunkjær og Nicolai Gren Hagelskjær tilbage på deres første møde med Fejø. Det var en solbeskinnet maj to år tilbage, hvor vejret var godt nok til at bade i havet, og pizzaen varm nok til at nyde i baghaven. Skyllet ned med lokalproduceret cider fra Kernegaarden var weekenden i det lånte sommerhus fuldkommen magisk. Da de også tilfældigvis stiftede bekendtskab med en lille perle i vandkanten, kunne de ikke bare vende ryggen til den charmerende lille æble-ø, da de vendte retur til deres københavnerliv.
- Jeg var klar fra det øjeblik, vi så naturcampingpladsen til bare at købe og flytte ind, lyder det med et grin fra Marie Raunkjær.
Nicolaj Gren Hagelskjærs og Marie Raunkjær er ikke længere københavnere bosat i Sydhavnen. De er fuldtids-fejbattinger og forpagtere af Ro Naturcamp - den lille plads ned til vandet, som de endte med at investere i.
- Det er helt klart Marie, der får ideerne og løber med dem, og mig, der holder hende tilbage, siger Nicolai Gren Hagelskjær og tilføjer:
- Jeg skal altid lige overveje det, og overveje det igen. Uden hende ville der aldrig ske en skid, griner han, inden Marie Raunkjær stemmer i:
- Nej og uden dig til at stoppe mig, ville det virkelig blive noget rod!
I marts måned 2020 overtog parret naturcampingpladsen på Fejø. Efter nøje overvejelser (og overtalelser) satte de deres lejlighed i Københavns Sydhavn til salg og flyttede til den ø, de primært kendte som frugtleverandør til den lokale Irma-forretning. De købte sig ind i naturcampingpladsen med plads til 100 overnattende campister, luksustelte, højtvoksende beplantning og kort til vand. Et idyllisk bindingsværkshus på midten af øen gør det ud for parrets egen bolig og livsdrømme.
Forpagtere for venner og bekendte
Med sommeren veloverstået har de fået en forsmag på livet som forpagtere af en naturcampingplads – og ikke mindst som nyslåede fejbattinger.
- Det var det her, vi ville have. Et hjem, hvor folk kommer og går, og hvor man altid er tryg, siger Nicolai Gren Hagelskjær, mens Marie Raunkjær byder ind:
- Her er plads til, at vores familie og venner kan overnatte, og oven i det er vi endda så heldige at have campingpladsen med muligheden for at være værter, tage nogle gode snakke og lade lidt øro sive ind.
- Det er her, vi kan udfolde vores store projekter. Nu ejer vi en campingplads, men jeg har også altid drømt om at sætte vinstokke, så det får jeg hjælp til af Jørgen. Han er 70 år, uddannet elektriker og dygtig vinproducent. Det kan vi sagtens få en hel dag til at gå med at snakke om. Generelt kan vi leve for langt mindre, fordi vi ikke har sat os i et alt for dyrt boliglån som i byen, og det giver plads til at prøve nogle ting af, siger Nicolai Gren Hagelskjær.
Det første år som forpagtere har været enormt succesfuldt og med drøn på fra dag ét – godt hjulpet på vej af et rekordår for dansk turisme. Blandt andet de gratis færgebilletter i hele juli måned gav Marie og Nicolai sved på panden helt ind i starten af efteråret.
- Vi har mere eller mindre været fuldt bookede siden start juli til slut september. Det er gået over alle forventninger, siger en tilfreds Marie Raunkjær.
Mens parret hurtigt fik solgt deres københavnerlejlighed og rykkede mod Fejø, gik der ikke længe, før deres venner flyttede med. Weekenderne har været velbesøgte, ikke bare af nysgerrige campister, men også af parrets venner og familie, der har nydt godt af lidt øro under coronanedlukningen.
- I starten frygtede især jeg lidt for, hvordan det ville være at flytte til ”udkantsdanmark”, og om vi bare ville komme til at sidde og kede os alene på en ”dødssyg” ø, mens vores venner tværtimod sagtens kunne se ideen i at bryde ud af hamsterhjulet, siger Nicolai Gren Hagelskjær.
- Vores venner kom på besøg med det samme, og vi skulle nærmest kæmpe for at få en weekend alene i løbet af foråret, hvor corona brød ud. For nu var det i København, det var dødssygt at sidde under nedlukningen, siger Marie Raunkjær.
Gode gamle venner bliver nye tætte
De nye øboere betegner sig selv som sociale bymennesker. De har boet flere steder i København, elsker at gå på restaurant og café, til koncerter eller på museum. Alle de ting, der findes meget få muligheder for at indfri på Fejø. Alligevel sidder de her i starten af deres tredivere på øen, hvor gennemsnitsalderen er omkring 50 år, og antallet af øboere i 2020 er 450. Og det ganske enkelt fordi de får mulighed for at indfri deres drømme på én gang.
Nicolai Gren Hagelskjær har nemlig bibeholdt sit drømmejob i Guldborgssund, som han nu er kommet en del tættere på, og Marie Raunkjær er travlt beskæftiget med Ro Naturcamp og foreningslivet på Fejø, som hun hurtigt fik andel i.
- Jeg kan meget godt lide at have travlt, men når man finder noget andet, ser man, hvilket liv man ellers kunne have. Tanken begyndte at rumstere i os – er det virkelig sådan et liv, man vil blive ved med at have? Gider man løbe efter den her gulerod? Det er en noget større økonomisk frihed, vi får her på Fejø, hvor vi i princippet kunne leve af min løn begge to, siger Nicolai Gren Hagelskjær.
- Der er jeg mere sådan, at hvis nogle havde sagt, at det var en dårlig ide at købe en campingplads på en ø, så havde jeg fået mere lyst til at gøre det, siger Marie Raunkjær og fortsætter:
- Jeg tror også, man skal vænne sig til at se anderledes på det. Når man bor et sted og bekymrer sig over at skulle sige farvel til legepladsen rundt om hjørnet eller den gode kaffe på stamcaféen, så skal man vide, at de muligheder bliver byttet ud med noget andet. Så får man måske en have, hvor man er selvforsynende eller et dyrebart nyt netværk. Ens horisont udvider sig, og derfor er det ikke et spørgsmål om at give afkald.
Foruden mad og kaffebarer i flæng
På trods af størrelsen har Fejø hele to steder med frugtproduktion af æbler, pærer og blommer – deriblandt Danmarks største blommeplantage – der sælger ud af cider og most til blandt andet Irma under navnet Fejø Frugt. Området i og omkring Lolland-Falster høster også international anerkendelse for MULD-netværket bestående af fødevareproducenter, spisesteder og gårdbutikker med fokus på lokaldyrkede kvalitetsvarer.
Alligevel er noget af det sværeste for parret at undvære de gode restauranter i København og omegn. Listen er lang over spisesteder, der fortjener et besøg ved næste københavnertur.
- Vi føler os stadig meget knyttede til København, og de mennesker, som besøger os her, kommer med en virkelig fed energi fra byen. Men på en måde er vi hurtigt kommet meget tættere på vores naboer her. Man kunne hurtigt få menneskelig overload i København, siger Nicolai Gren Hagelskjær.
- Vi elsker da byen, men vi har ikke gidet bruge så meget tid der, som vi ville under normale omstændigheder. Det er ikke helt det samme, når man skal gå hjem kl. 22, og mundbindet skal hives frem. Selvom man godt kan savne den spontane kaffe på en bar, så er det rarere at blive her, konstaterer Marie Raunkjær.
Om artikelserien ”Fra stenbro til øbo”
Drømmen om nærhed, fritid og stærke fællesskaber lever i mange af os. Flere øer har de seneste år fået vendt fraflytning til en spirende positiv tilflytning, fordi de kan tilbyde netop det. Men at tage springet og flytte til en ø, kan være sammenkædet med bekymringer om bolig, arbejde og skoleforhold. Hjælpen er dog nær, for facebookgrupper for øboere og interesserede vinder frem, og her kan man høste erfaringer om alle de forbehold, man måtte have forud for at tage skridtet. Artikelserien "Fra stenbro til øbo" inddrager nogle af de modige danskere, der har rykket teltpælene op og placeret dem på en af de mange smukke, danske øer.
Nøgleord
Kontakter
Cecilie Davidsen HøjKommunikations- og pressekonsulent
Tlf:53850124cdh@landdistrikterne.dkBilleder





Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 2,8 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Digital konference stiller skarpt på samskabelse og turismeudvikling 11.1.2021 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan styrkes dialogen og samarbejdet mellem offentlige og private turismeaktører? Hvorfor giver det mening at stille skarpt på tværsektorielt samarbejde, når man skal udvikle lokale og bæredygtige turismeinitiativer? Det er nogle af de spørgsmål, konferencen giver nye perspektiver på.
#Viudviklerpålandet: Det kræver hårdt arbejde at nå hertil – men vi har mange at takke for, at det er sket7.1.2021 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Maskinfabrikken Zebotek A/S i Bredebro i Tønder Kommune har rygende travlt. Virksomheden er gået fri af de værste dyk fra et coronaramt samfund og har formået at holde væksten i både produktion og medarbejderstab.
Landdistrikter: Vigtige signaler om decentralisering i statsministerens nytårstale1.1.2021 20:18:26 CET | Pressemeddelelse
Sammenhængen på tværs af landet og øget decentralisering var i fokus, da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag aften holdt sin anden nytårstale. Regeringen er på vej med nye initiativer, der skal bringe nærheden tilbage. Budskaberne bliver modtaget med klapsalver fra Landdistrikternes Fællesråd.
Landdistriktsmillioner på vej til projekter i hele Danmark19.12.2020 12:01:22 CET | Pressemeddelelse
8,2 millioner kroner helt præcist er på vej til at gøre godt i landdistrikterne. Landdistriktspuljen er blevet fordelt på 36 projekter i hele landet, der bl.a. har til formål at bringe nærheden tilbage i lokalsamfundet.
Nye infostandere skal styrke turismen på småøer18.12.2020 14:59:41 CET | Pressemeddelelse
Når man ankommer til enten Fejø eller Mandø, skal det ikke længere være svært at finde information om øen eller inspiration til aktiviteter. Det er formålet med to nye infostandere, som netop er blevet opsat på de to danske øer.
Region Sjælland melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd18.12.2020 10:57:27 CET | Pressemeddelelse
Fra årsskiftet bliver Region Sjælland medlem af Landdistrikternes Fællesråd, der dermed kan byde fjerde region velkommen i medlemsskaren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum