Landdistrikter: Manglende boligfinansiering skubber landdistrikter hen mod afvikling
12.3.2026 09:34:52 CET | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse
Valgkampen er i fuld gang og flere partier har meldt sig på banen med bedre lånemuligheder i landdistrikterne. Hos Landdistrikternes Fællesråd kvitterer man for forslagene, men efterlyser samtidig en 2035-plan for et Danmark i balance.

– Vi har set en række gode forslag fra blandt andre Socialdemokratiet og SF, der kan styrke lånemulighederne til boliger i landdistrikterne. Det gælder bl.a. statsgaranterede boliglån og skærpet tilsyn med bankernes udlån, så hele landet har adgang til finansiering på rimelige vilkår, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Bedre adgang til finansiering vil også være et af hovedkravene for organisationen, når en ny regering trækker i arbejdstøjet. Særligt det statsgaranterede boliglån bør styrkes, mener formanden.
- Havde vi haft en positiv udvikling i arbejdspladser og bosætning i hele landet, så ville behovet for tiltag med statsgaranterede lån måske ikke være nødvendigt, men faktum er, at det i mange landsbyer og mindre byer er ekstra svært, eller ligefrem umuligt, for potentielle boligkøbere at låne til boligkøb og eventuel renovering. De statsgaranterede lån kan derfor bedst sammenlignes med en hjertestarter til de områder, hvor boligmarkedet er ved at dø.
Landdistrikternes Fællesråd mener, at statsgarantiordningen bør dække op til 100 pct. af ejendommens handelspris.
- Desuden bør der udpeges én eller flere aktører, som har et primært fokus på at udbyde lånet, så man sikrer, at der er pengeinstitutter og realkreditselskaber, der er interesseret i at få den rolle for landdistrikterne, ligesom udgifterne til ordningen bør løftes i den samlede finansielle branche, siger Steffen Damsgaard.
Han understreger samtidig, at statsgarantiordningen skal gøres mere anvendelig og attraktiv – både for banker og låntagere.
- Og så skal man sikre et bredt kendskab til ordningen, for stort set ingen borgere og kun meget få ansatte i pengeinstitutter kender til muligheden for statsgaranti. Det er punkter, som Landdistrikternes Fællesråd har kæmpet for, sammen med mulighed for statsgaranti til tillægsbelåning til energirenovering af ejendomme, eller statsgaranti ved nybyggeri i landsbyer. Det kan hjælpe flere med at realisere drømmen om en bolig i landdistrikterne.
Ifølge Landdistrikternes Fællesråd oplever både borgere, selvejende institutioner og virksomheder, at de ikke kan få belåning til bolig eller bygninger, også selv om deres økonomi er sund.
- På boligområdet ser vi desuden ofte, at den interesserede boligkøber bliver kraftigt vejledt til at købe en lidt dyrere bolig i en lidt større by. Mange oplever dermed ikke at få et direkte afslag på finansieringen af den billigere drømmebolig, siger Steffen Damsgaard.
Senest har Venstre med et nyt erhvervsudspil foreslået at udvide Finanstilsynets mandat, når de kontrollerer de danske realkreditselskaber og pengeinstitutter. Fremover skal man ikke kun fokusere på finansiel stabilitet, men også have blik for konkurrenceevne, rammevilkår samt vækst og udvikling i hele landet.
Ifølge Landdistrikternes Fællesråd er bedre adgang til finansiering dog kun en del af løsningen.
– Lånemuligheder på rimelige vilkår er grundlæggende for næsten al udvikling, og det er positivt, at flere partier har fokus på bolig- og erhvervsfinansiering i landdistrikterne. Men bedre finansiering med statsgaranti er kun en hjertestarter, om end en nødvendig hjertestarter – der skal mere til for at redde patienten.
Derfor efterlyser organisationen en samlet politisk plan for udviklingen uden for de største byer.
– Hvis vi skal undgå, at Danmark knækker over i et A-samfund og et B-samfund, hvor mange landsbyer i yderkommunerne vil opleve afvikling med nye kommunesammenlægninger, centralisering og nedlukning af små samfund til følge, så er det nødvendigt, at Folketinget og regeringen efter valget udarbejder en 2035-plan for et Danmark i balance, hvor større og mere markante politiske tiltag skal på bordet.
- Det handler bl.a. om initiativer, der skaber flere arbejdspladser og uddannelsesmuligheder, bedre infrastruktur og stærkere vilkår for virksomheder og iværksættere. Det ser vi frem til at samarbejde med flere partier om i den kommende valgperiode, siger Steffen Damsgaard.
Nøgleord
Kontakter
Helle VendelboPressechefLanddistrikternes Fællesråd
Tlf:31718938hve@landdistrikterne.dkFølg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Hvor ligger Årets Landsby 2026?22.4.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
I en tid, hvor meget af hverdagen foregår bag skærmen, sættes der nu fokus på de nære relationer, lige uden for døren. Jagten på Årets Landsby 2026 er skudt i gang – og i år er temaet “Tryghed og trivsel i det nære”.
Skivemødet og Landdistrikternes Fællesråd styrker samarbejdet om et land i balance20.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Skivemødet og Landdistrikternes Fællesråd sætter i år et endnu tydeligere fokus på de store nationale spørgsmål om landdistrikter, bosætning, velfærd, erhvervsudvikling og balancen mellem land og by. Det sker gennem et styrket samarbejde om en række nye programpunkter på Skivemødet 2026.
Landdistrikter: Vælgerne ønsker fokus på et Danmark i geografisk balance25.3.2026 17:13:15 CET | Pressemeddelelse
Valgkampen har tydeligt vist, at kløften mellem land- og yderområder og byerne har vokset sig for stor. Befolkningen i landdistrikterne har sat kryds ved partier, som ønsker et land i bedre geografisk balance. Det mener Landdistrikternes Fællesråd, som efterlyser en langsigtet plan for et Danmark i bedre geografisk balance.
Ros til markant landdistriktsudspil fra Danmarksdemokraterne17.3.2026 12:43:20 CET | Pressemeddelelse
Danmarksdemokraterne lægger i et nyt landdistriktsudspil op til markante investeringer og strukturelle ændringer på tværs af politikområder for at styrke udviklingen uden for de største byer. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd.
V-forslag om bedre lånemuligheder på landet får ros af Landdistrikternes Fællesråd15.3.2026 15:50:58 CET | Pressemeddelelse
Udfordringer med boliglån på landet er blevet et varmt emne i valgkampen. Nu melder Venstre sig på banen med forslag om ”ret til realkreditlån” i landdistrikterne og et nyt partnerskab, der skal definere de zoner, hvor retten til realkreditlån skal gælde. Landdistrikternes Fællesråd bakker op om forslagene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum