Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikter: Over 300 folkeskoler lukket, nye lukninger knækker landet

10.3.2026 10:33:28 CET | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse

Del

Flere end 300 folkeskoler er lukket siden 2007 – og særligt i land- og yderkommunerne er folkeskolerne forsvundet fra landkortet. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Udviklingen er et alvorligt tegn på, at Danmark er i gang med at knække over, advarer Landdistrikternes Fællesråd, og efterlyser en 2035-plan for et Danmark i balance.

Landdistrikternes Fællesråd frygter flere skolelukninger, hvis man ikke for alvor investerer i et land i bedre balance.
Landdistrikternes Fællesråd frygter flere skolelukninger, hvis man ikke for alvor investerer i et land i bedre balance. Foto: Mads Krabbe

- I landdistrikterne over det meste af Danmark mærker man tydeligt konsekvenserne af, at udviklingen går den forkerte vej. Det ses bl.a. ved at skolerne er lukket en efter en, og det sætter gang i en negativ spiral, når børnefamilier vælger landsbyerne fra, fordi der ikke længere er en skole, siger formand Steffen Damsgaard.

Samtidig kan en ny bølge skolelukninger komme på tale i kommunerne, især i land- og yderkommunerne. Han frygter flere landdistrikter i afvikling.

- Hvis vi ikke for alvor investerer i at fastholde skolerne, men samtidig også sundhedstilbud, arbejdspladser og ordentlig offentlig transport i hele landet, risikerer vi en reel afkobling og afvikling af flere land- og yderområder. Det vil føre til affolkning – og dermed også flere skolelukninger.

Tallene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at flest folkeskoler er lukket i flere nordjyske, vestjyske og sønderjyske kommuner. Men udviklingen rammer også kommuner øst for Storebælt som Vordingborg, Lolland, Guldborgsund og Bornholm.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd er mønstret tydeligt: Skolerne forsvinder dér, hvor økonomien i forvejen er presset.

- Skolenedlæggelserne sker typisk i de kommuner, hvor udfordringerne er størst. Det er meget dyrt at drive små landsbyskoler, og derfor bliver de ofte, ved lidt vigende elevtal, sparet væk. Men skolerne er samtidig en forudsætning for, at børnefamilier kan og vil bosætte sig i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard.

Derfor bør staten i højere grad sikre, at kommunerne har økonomi til at opretholde lokale skoler i landdistrikterne, mener han.

Landdistrikternes Fællesråd efterlyser samtidig en 2035-plan for et Danmark i balance, for ud over at landdistrikterne er under pres, så er en række yderkommuner på vej under afvikling, hvis ikke man landspolitisk gør noget markant.

- Vi har brug for en langsigtet og forpligtende plan og strategi for, hvordan vi vender den igangværende afvikling af dele af landet til udvikling, eller som minimum bremser afviklingen.  Samtidig skal der sikres en reel finansiering til at løfte opgaven.

- Der skal skabes flere arbejdspladser, flere uddannelser og bedre infrastruktur uden for de største byer. Vi har brug for bedre vilkår for virksomheder og iværksættere – og for en ny, ambitiøs udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser.

Steffen Damsgaard understreger, at skoler og daginstitutioner desuden skal være lokale tilbud, mens den nære sundhed og behandlingstilbud kan være i sundhedshuse i alle kommuner, og tilføjer: 

- Der skal også arbejdes med økonomisk motiverende tiltag for at flere vil bosætte sig i land- og yderkommunerne og i landdistrikterne generelt.

Ifølge formanden handler spørgsmålet i sidste ende om politisk vilje.

- Vil vi acceptere, at dele af Danmark afvikles i tiltagene tempo? Med endnu en kommunesammenlægning og markante centraliseringer forude. Eller vil vi investere i et land i bedre geografisk balance?

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikter: Ny national kystbeskyttelsesplan er afgørende og sætter retning, men midlerne skal flerdobles på sigt23.2.2026 20:45:41 CET | Pressemeddelelse

Det vil give milliardregninger i skader og erstatninger, hvis fremtidens stormfloder og kysterosion ikke håndteres. Derfor vækker regeringens nye nationale plan for kystbeskyttelse optimisme og glæde hos Landdistrikternes Fællesråd, selvom der skal langt flere milliarder til, og der fortsat er mange ubekendte i finansieringen af klimasikringen, herunder lodsejernes bidrag.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye