Velliv Foreningen

Velliv Foreningen udbetaler en rekordstor medlemsbonus på 450 mio. kr. og afsætter yderligere 112,5 mio. kr. til mental sundhed

Del
Velliv Foreningens medlemmer kan glæde sig til en ekstraordinært stor udbetaling af medlemsbonus i maj. Samtidig fortsætter foreningen arbejdet med at styrke den mentale sundhed med et rekordstort beløb.

Repræsentantskabet i Velliv Foreningen har d. 30. marts godkendt årsrapporten for 2021 samt bestyrelsens indstilling til udbetaling af medlemsbonus og almennyttige uddelinger til fremme af danskernes mentale sundhed. Det er femte år i træk, at foreningens overskud giver mulighed for medlemsbonus og uddelinger.

Foreningen har haft et ekstraordinært godt år, og kommer således ud med et historisk højt overskud på 856 mio. kr. Bestyrelsen har derfor indstillet, at der udbetales 450 mio. kr. til medlemsbonus, og at der afsættes 112,5 mio. kr. til almennyttige uddelinger. Dermed er der udbetalt mere end 1½ mia. kr. til medlemmerne i løbet af de seneste fem år, mens indsatsen for bedre mental sundhed er styrket med 385,5 mio. kr.

”2021 har været et helt exceptionelt godt år for Velliv Foreningen. Det skal vi ikke regne med sker igen, men derfor kan vi jo godt glæde os over et fantastisk overskud i 2021. Det betyder nemlig også, at vi i endnu højere grad kan styrke den mentale sundhed i Danmark,” siger formand for Velliv Foreningen Peter Gæmelke.

Med det fastlagte beløb for bonus og almennyttige uddelinger fastholdes princippet om, at foreningens medlemmer modtager 80 % af foreningens overskud som medlemsbonus, mens 20 % investeres i almennyttige aktiviteter, der fremmer trivsel og mental sundhed. Resten af overskuddet sættes til side for at sikre formuen.

”Vi tænker langsigtet i vores bonus- og uddelingspolitik, og derfor har vi valgt at lægge penge til side, så vi fortsat kan uddele bonus og støtte mental sundhed i tider med dårligere afkast på de finansielle markeder,” siger adm. direktør Lars Wallberg.

Medlemsbonus udbetales kontant
Bonusudbetalingen vil ske kontant i maj. Bonussatsen for opsparingsbonus er i år i den høje ende og er beregnet til 0,20 % af medlemmernes opsparing pr. 31. december 2021. Det svarer til 2.000 kr. pr. mio. kr. Ved årsskiftet var der ca. 380.000 medlemmer og alle de, der stadig er kunde den 30. marts 2022, kan glæde sig til bonus. Medlemmer med en lille opsparing eller rene forsikringsordninger vil modtage en grundbonus på 125 kr.

Valg til bestyrelsen
På repræsentantskabsmødet blev der også afholdt valg til fem af bestyrelsens syv pladser. Mona Svan, Cathrine Riegels Gudbergsen, Felix Henriksen, Rasmus Fossing og Peter Gæmelke blev valgt. I forvejen sidder Ane Skytte Leth Hendriksen og Peter Ulrik Jensen i bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerede sig med Peter Gæmelke som formand og Ane Hendriksen som næstformand.

Støtte til flygtninge fra Ukraine
På mødet orienterede formand Peter Gæmelke repræsentantskabet om en ekstraordinær uddeling på i alt 7,5 mio. kr. Donationen går til seks større danske civilsamfundsorganisationer: Red Barnet 1.000.000 kr., Røde Kors 1.250.000 kr., Dansk Flygtningehjælp 3.300.000 kr., Kirkens Korshær 500.000 kr., KFUM’s Sociale Arbejde 1.250.000 kr., Frelsens Hær, 200.000 kr. Organisationerne forbereder i disse dage en række indsatser, der skal styrke den mentale sundhed blandt flygtninge, der er påvirket af krigen i Ukraine, og flygtet til Danmark.

Medlemsbonus fra Velliv Foreningen de fem sidste år:

368 mio. kr. i 2018
204 mio. kr. i 2019
240 mio. kr. i 2020
280 mio. kr. i 2021
450 mio. kr. i 2022

Nøgleord

Kontakter

Bestyrelsesformand Peter Gæmelke, tlf. 4017 5287


Adm. direktør Lars Wallberg tlf. 2344 1940

Information om Velliv Foreningen

Velliv Foreningen
Velliv Foreningen
Lautrupvang 10
2750 Ballerup

22 60 07 18https://www.vellivforeningen.dk/

Vi skaber overskud i livet

I Velliv Foreningen arbejder vi for, at flere danskere får et godt liv med overskud.

Alle vores 370.000 medlemmer ejer pensionsselskabet Velliv. Som kunde hos Velliv er man automatisk medlem af Velliv Foreningen.

I de år, hvor der er overskud af Velliv Foreningens investeringer, udbetaler vi bonus til medlemmerne og støtter projekter, der fremmer den mentale sundhed i arbejdslivet. Midlerne kan søges af alle virksomheder, foreninger og organisationer.

Som medlem af Velliv Foreningen har man mulighed for at deltage i medlemsaktiviteter, stemme til valgene og stille op til vores repræsentantskab, der vælger bestyrelsen og beslutter fordelingen af overskuddet.

Læs mere om Velliv Foreningen her.

Følg pressemeddelelser fra Velliv Foreningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Velliv Foreningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye