Trepartsaftale skal bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft
6.10.2021 11:46:27 CEST | Beskæftigelsesministeriet | Pressemeddelelse
Dansk økonomi står stærkt oven på coronakrisen. I juli måned lå den samlede lønmodtagerbeskæftigelse over 51.000 personer højere end i februar 2020, hvor store dele af landet lukkede ned første gang. Alt peger på, at Danmark i år får den højeste vækst i 15 år, og at beskæftigelsen vil fortsætte med at stige.
Den positive udvikling giver flere virksomheder udfordringer med at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. I nogle brancher er manglen særligt stor. Det kan bremse væksten og fremgangen i hele Danmark.
Regeringen, arbejdsmarkedets parter og KL er derfor enige om, at manglen på arbejdskraft kræver handling og har derfor indgået en trepartsaftale, der på den korte bane. skal bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft og få flere ind på arbejdsmarkedet
Med trepartsaftalen sættes der ind på fire centrale områder:
- Bedre match mellem ledige og virksomheder.
- Skærpede rådighedsregler for at sikre, at ledige søger og tager de jobs, der er i hele landet.
- Styrket indsats for at få ledige seniorer tilbage i job.
- Hjælp til virksomheder til at rekruttere europæisk arbejdskraft.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Jeg er glad for, at arbejdsmarkedets parter igen tager ansvar og hjælper med at løse vigtige samfundsopgaver. Det er afgørende, at virksomheder kan få den nødvendige arbejdskraft til at fortsætte væksten. Jeg synes, vi er nået til enighed om en klog og balanceret aftale, der bidrager til at afhjælpe manglen på arbejdskraft og får flere ind på arbejdsmarkedet. Det er et godt første skridt.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard siger:
- Først og fremmest er jeg tilfreds med, at vi satser på at få de ledige i Danmark i job. Vi skal have alle med. Vi styrker hjælpen til ledige seniorer, vi sætter hurtigere ind for at gøre ledige til voksenlærlinge, og vi styrker indsatsen for at få dimittender i job. Det er positive resultater af forhandlingerne.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad siger:
- Vi har lavet en aftale med nogle enkelte gode elementer. Det er positivt, at flere unge, der ikke er motiveret for uddannelse, skal i gang med et job. Og det er godt, at der afsættes penge til hurtigere sagsbehandling af adgang for udenlandske medarbejdere. Men aftalen løser overhovedet ikke den kritiske og akutte mangel på hænder, som vores virksomheder og samfund står midt i.
Formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard, siger:
- Vi tager nu et vigtigt skridt i at bekæmpe aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet og forbedre mulighederne for at få seniorer i job. Ligeså er der med aftalen nu flere veje til at sikre, at dimittenderne kommer hurtigere job. Den del af resultatet flugter med de ideer, vi har fremlagt i regeringens “Partnerskab for dimittender”, og vi er glade for at arbejdet her bærer frugt. Vi er kommet et fint stykke af vejen, så langt flere kan komme med i opsvinget.
Formand for KL Jacob Bundsgaard siger:
- Flere ledige skal matches med de mange ledige job, vi ser lige nu. Derfor er det vigtigt, at alle parter bidrager, og jeg er tilfreds med, at vi i dag har kunnet indgå en aftale med fokus på her og nu-situationen. Kommunerne er mere end klar til at løfte vores del af ansvaret og skrue op for indsatsen for at få ledige og virksomheder til at finde hinanden. Med aftalen i dag får vi dog ikke løst den langsigtede udfordring med mangel på arbejdskraft, og vi ser derfor frem til at bidrage til de drøftelser, der er i regi af Folketinget.
Information om Beskæftigelsesministeriet
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Fødevarechecken er vedtaget26.2.2026 12:39:13 CET | Pressemeddelelse
Over to millioner pensionister, børnefamilier, ledige, studerende og lærlinge får udbetalt et skattefrit beløb, der giver dem bedre råd til at gå i supermarkedet.
Lærlinge på erhvervsuddannelserne vil også modtage fødevarecheck24.2.2026 10:17:39 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne er enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal have del i fødevarechecken. Indvandrere uden lovligt ophold bliver afskåret fra at modtage pengene.
Arbejdstilsynet skruer op for tilsynet med brodne kar i byggebranchen20.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvis virksomhederne på en byggeplads bliver ved med at ignorere Arbejdstilsynets påbud og udsætter ansatte for stor fare, vil de få et intensiveret tilsyn af Arbejdstilsynet. Tilsynet kan føre til, at Arbejdstilsynet helt stopper arbejdet på byggepladsen.
Mere end 13 mio. kroner skal hjælpe opsagte fra Novo Nordisk6.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Beskæftigelsesministeren har givet en række kommuner i alt godt 13 mio. kroner fra varslingspuljen til at hjælpe opsagte fra Novo Nordisk i job igen.
Ny beskæftigelsesindsats på vej med større lokalt ansvar og mindre bureaukrati19.12.2025 12:06:58 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har fredag vedtaget et lovforslag, der baner vejen for lokalt ansvar for beskæftigelsesindsatsen og den største forenkling nogensinde. Den nye beskæftigelsesindsats træder gradvist i kraft i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
