Tivoli Friheden A/S

Tivoli Friheden byder velkommen til Aarhus’ hyggeligste julemarked og præsenterer årets store julenyhed

Del
Fra den 12. november kan parkens besøgende opleve en 270 kvm stor udendørs kunstskøjtebane beliggende i hjertet af den 119. år gamle forlystelsespark

Traditionen tro, byder Tivoli Friheden indenfor til julens velkendte dufte, magiske lysoplevelser og stemningsfulde juleboder, når parken fejrer den eventyrlige højtid på udvalgte dage fra den 12. november – 30. december. Og det er ikke kun parken, der trylles om til et funklende juleeventyr med kilometervis af juleranker, listige nisser og masser af julelys. Julestemningen spreder sig i særdeleshed også gennem kreative og hyggelige events, hvor man blandt andet kan nyde synet af den smukt juledekorerede park fra hesteryg og komme helt tæt på den storslåede fortælling om ’Nøddeknækkeren’, gennem en magisk lyd- og lysinstallation under de store bøgetræer. Jul i Friheden vækker med garanti julemagien i store og små.

 

Julemagien omslutter hele parken                  

Når Jul i Friheden endelig slår dørene op til et magisk juleunivers fra den 12. november, kan man se frem til at blive mødt af en overvældende symfoni af lys med det samme, man træder ind i parken. Intet mindre end en 70 meters lang lystunnel står klar til at byde besøgende velkommen, hvor mere end 50.000 glitrende LED julelys sætter rammerne for en uforglemmelig oplevelse. I hver en krog af parken er der fordelt mere end 16 km granranker, 3.000 julekugler, 900 juletræer og 1.800 kg sne; alt sammen for at skabe Aarhus’ hyggeligste julemarked.

Årets store julenyhed: oplev den 270 kvm. store genanvendelige kunstskøjtebane

Under Jul i Friheden kan man - ligesom Bambi - komme på glat is og nyde en magisk tur på den 270 kvm. store udendørs kunstskøjtebane, der opføres foran parkens nye scene med et 5 meter højt juletræ placeret midt på banen. Her er man velkommen til enten selv at medbringe skøjter eller leje et par. 

Planen om den store skøjtebane har været i støbeskeen længe, men blev tidligere i efteråret droppet for at reducere el-forbruget. Derfor har Tivoli Friheden i stedet valgt at erstatte isen med det ypperste materiale inden for genanvendelige, syntetiske plader, der med sit lave friktionsniveau giver fornemmelsen af at have is under fødderne.

De genanvendelige plader skaber en glat hvid overflade, der til forveksling ligner is; dog adskiller banen sig fra en klassisk is-skøjtebane ved, at den ingen energi forbruger. Og når Jul i Friheden og kunstskøjtebanen pakkes ned den 30. december, så vil banen kunne genopføres og genbruges igen og igen.

En ansvarlig jul                            

Når mørket falder på, bryder julelyset frem. Og det vil det naturligvis gøre igen i år til Jul i Friheden. Tivoli Friheden følger dog energi-situationen meget nøje og arbejder løbende på at optimere lys-opsætningen, så parken i fællesskab med besøgende gæster kan sænke energiforbruget og samtidig nyde de smukke jule- og lysoplevelser.

Siden Jul i Friheden blev indført tilbage i 2016, har parken indkøbt og investeret i LED lys, der både sikrer længere levetid og et lavere energiforbrug. Som noget nyt i år vil Danmarks måske højeste juletræ kun være belyst med julelys inden for parkens åbningstid, modsat tidligere år, hvor lyset har skabt julestemning hele døgnet.

Julen er hjerternes fest, men også mavens        

Jul i Friheden er en magisk oplevelse for hele familien, hvor jule-atmosfæren med garanti stimulerer alle ens sanser. Duften af sprøde, brændte mandler. Den krydrede duft af kardemomme og kanel, der damper fra den varme gløgg. De lune skumfiduser, der smelter sammen i den varme kakao. Se dét er smagen af jul – og dét er, hvad man som gæst kan forvente og glæde sig til under Jul i Friheden.

Vanen tro, rykker Mad & Marked ind i den hyggelige bodeby med en lang række madboder og sørger for, at den lækre duft af jul spreder sig lige så hurtigt som julehyggen. Foruden flæskesteg og æbleskiver, byder madboderne også på saftige gourmet hotdogs, sprøde fish n’ chips samt smagfuld mexicansk inspireret chili con carne. Efter et besøg ved Mad & Marked, kan man passende lune sig på en dejlig kop gløgg eller en sød kop varm kakao, mens man spankulerer gennem det funklende julelandskab.

Få inspiration til årets julegaver i parkens store bodeby             

Som noget nyt i år vil alle de oplyste træhytter i bodebyen placeres på det nye sceneområde til ét samlet julemarked ovenpå et varmt tæppe af flis. Her kan man i skæret fra de hyggelige bålfade gå på opdagelse i den mange boder, hvor der gemmer sig noget for enhver smag. Med alt fra unik brugskunst, traditionel julepynt og funklende smykker til varme huer, hjemmelavede søde sager og hyggelige julesweatre kan man med garanti hente inspiration til årets julegave, værtindegave og måske endda mandelgave.

De fine gaveboder, placeret skulder ved skulder op af de indbydende madboder, lægger sig som et lokkende slør hen over den aarhusianske forlystelsespark og vækker minder hos store og små.

Også parkens to nye restauranter, Madscenen & Backstage, byder på et stort udvalg af madoplevelser for enhver smag. Begge restauranter er beliggende i parkens nye scenebygning nær Svanesøen.

 

Hils på julens kendte ansigter  

Det er ikke særlig tit, at vi kan få lov at møde ham, for han kommer kun til jul... Men hvis man besøger Julemandens By og det travle værksted under Jul i Friheden, så er der mulighed for at besøge selveste Julemanden og fortælle ham sine allerstørste juleønsker. Som noget helt nyt er Julemandens By i år placeret på parkens store nye scene. Ønsker man at få banket julebarometeret helt i top, så sørger Pjerrot, traditionen tro, for magisk underholdning med sit helt særlige juleshow i Pjerrots Have.

Oplev lysinstallationen ’Nøddeknækkeren’ eller ta’ med på en magisk juletur på hesteryg        

Under Jul i Friheden er det ikke kun de sjove forlystelser, der skaber grin og gode oplevelser. Ønsker man et pusterum fra de rundtossede rutsjebaner og kulrede karruseller, kan de mindste blandt andet se frem til en magisk ridetur på hesteryg til ponytræk. Ved skumringstid kan man ved området under de store bøgetræer opleve fortællingen om Clara og hendes modige Nøddeknækker på helt tæt hold, når eventyret bliver vakt til live gennem lys og lyd.

 

Kom gratis ind til Jul i Friheden                             

Med et Sæsonkort PLATIN og DELUXE kan du opleve alle årets store events og besøge parken under alle højtider. Ved køb af sæsonkort i perioden frem til den 30. december 2022, får man som gæst adgang til hele sæson 2023 samt resten af 2022.

Læs mere om de forskellige højtider, se specifikke åbningstider og køb billetter på: www.friheden.

______________________________

Pressekontakt og pressemateriale

Marie-Louise M. Brandenborg | PR-ansvarlig

Mobil: 29 99 07 65 | Mail: louise@friheden.dk

 

Periode for Jul i Friheden: 12. november - 30. december. Se specifikke åbningstider på friheden.dk.


Genbesøg ved køb af turbånd:
Beholder man sit turbånd på armen kan man genbesøge parken på én valgfri dag i perioden.

Billeder

Information om Tivoli Friheden A/S

Tivoli Friheden A/S
Tivoli Friheden A/S
Skovbrynet 5
8000 Aarhus C

+45 86 14 73 00https://friheden.dk

Følg pressemeddelelser fra Tivoli Friheden A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tivoli Friheden A/S

Kom til Jul i Friheden: Om en uge byder Tivoli Friheden velkommen til Aarhus’ hyggeligste julemarked10.11.2023 10:03:42 CET | Pressemeddelelse

Fra den 18. november kan man igen i år få en unik juleoplevelse, når tusindvis af funklende lys tændes til Jul i Friheden. I år tændes et helt nyt magisk lystræ også, der får Tivoli Friheden til at lyse op som aldrig før. Oplev ikke kun magien fra de funklende lys, men slip også kreativiteten løs til juleworkshops for hele familien i Julemandens Værksted.

Tivoli Friheden får Green Attraction miljømærke4.10.2023 13:35:13 CEST | Pressemeddelelse

Elektriske køretøjer, økologisk øl, LED-lys: Tivoli Friheden har gennem mange år arbejdet på at gøre parken mere grøn og miljøvenlig, og nu har forlystelsesparken fået et synligt bevis på arbejdet i form af en Green Attraction-certificering. Tivolidirektør Henrik Ragborg Olesen glæder sig over certificeringen, men slår samtidig fast, at Friheden ikke er i mål endnu. Og at Friheden ikke kun har ambitioner i forhold til miljøet men også til S'et i ESG.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye