Veganerpartiet

Præsentationen af de nye kostråd skuffede. Tro mere på de danske borgere og udvis lederskab.

Del
I dag blev de nye kostråd præsenteret, og begivenheden startede lovende. Desværre endte vi med at se de to repræsentanters manglende lederskab og viden om grøn livsstil.

Mindre kød og flere grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn. Sådan lyder det i de nye officielle kostråd. Syv enkle anbefalinger, som skal gøre danskerne sundere og samtidig give klimaet en håndsrækning. 

Overordnet set så er der en del positivt at sige, mener vi. Det er langt fra perfekt, men det går den rigtige vej. Blandt andet anbefaler de at øge mængden af bælgfrugter og reducere kødindtaget. Der er samtidig anbefalinger til at spise flere farverige grøntsager og udgangspunktet er solidt: Vi skal spise mere plantebaseret. 

Derfra går det desværre ned ad bakke, for der er ikke meget inspiration at hente til, hvordan vi så rent faktisk kommer i gang. Samtidig er værterne i videoen, fødevareminister Rasmus Prehn og Anne Pøhl Enevoldsen, enhedschef i Fødevarestyrelsen, flittige til at fortælle, hvor lidt de selv gør for at leve op til de nye kostråd. Skal vi have en sundere og mere klimavenlig kost, så er vi nødt til at ændre på vores madkultur. Er de klar til det?

Politisk ordfører i Veganerpartiet, Lisel Vad Olsson, undrer sig over, hvorfor man ikke har mere tillid til borgerne.

“Der bliver sagt, at kostrådene er videnskabeligt funderet, men samtidig har man også taget hensyn til den danske madkultur, og hvad man tror den almindelige borger vil kunne overskue. Hvad skal man så stille op, hvis man ønsker at vide, hvor meget af rådene der er kultur og hvor meget der er videnskab? Hvis man er ligeglad med madkulturen og gerne vil leve så klimavenligt og sundt som overhovedet muligt, hvad skal man så gøre? Hvorfor tror myndighederne ikke på, at den almindelige borger kan tage stilling til ren videnskab, men absolut skal og vil hænge fast i kultur? Hvorfor tror myndighederne, at plantebaseret kost ikke kan være dansk kultur? Der findes både plantepølser i flere pølsevogne, traditionelle frikadeller på planter og spaghetti med kødsovs kan fint og nemt laves på planter og endda med mere og bedre næring. Det er ikke så svært! Vi kan godt, så giv os nu bare noget fakta, som vi kan forholde os til.”

Hvor er motivationen?

Henrik Vindfeldt, partileder i Veganerpartiet, efterspørger noget energi og motivation i præsentationen.

“Når Anne Pøhl Enevoldsen fra Fødevarestyrelsen, vært på begivenheden og spørgetimen, står og fortæller, at hun slet ikke selv følger kostrådene fordi hun godt kan lide den lækre smag, så begynder liveshowet altså at sejle lidt. Til spørgsmålet om, hvordan man implementerer det i sin hverdag og får flere bælgfrugter ind i maden, der kan hun kun svare, at det også bliver en opgave for hende, og hun håber på nogle gode opskrifter fra deres partnerskaber. Men hallo; sidder vi ikke her og ser med, fordi vi skal have den hjælp? Man skulle naturligvis have fundet en repræsentant, som med inspirerende tips og motivation kunne fortælle os alle, hvor nemt og lækkert det er at følge de nye kostråd. En som faktisk lever dem. Rasmus og Anne ender begge med at påpege, hvor svært det er at undvære kødet. Undskyld mig, men hvor er motivationen? Enten må I selv komme med på vognen, så vi kan lære noget af jer, ellers må I væk fra kameraet og lade andre komme til. Vi sidder og ser med for at opleve noget lederskab på en grøn omstilling, men den er der bare ikke. Rasmus og Anne skal til at komme i gang selv, så de kan fortælle alle andre, hvor nemt det er.”

Borgerne kan sagtens håndtere fakta 

Veganerpartiet mener, at kostrådene burde være strengt videnskabeligt funderet og ikke direkte anbefale animalier, men i langt højere grad fokusere på hvilke planter, som kan bruges i traditionelle retter. Gang på gang gør myndighederne det sværere end det er, nærmest med en forventning om, at vi ikke kan finde ud af det. Flere tusinde borgere er hvert år med i Veganerudfordringen og Klimaudfordringen, og de fortæller, at de har det bedre end nogensinde, at det slet ikke er så svært og at de er glade for at føle, at de gør en forskel. Veganerpartiet mener, at det er den stemning, som skal ind i en præsentation af kostråd.

Er de egentlig interesserede i at gøre en forskel?

Kampagnen er ikke helt i skoven, men kommer der skov ud af den? Henrik Vindfeldt glæder sig til den kommende kampagne, men er lidt ærgerlig over præsentationen.

“Vi sidder tilbage med oplevelsen af, at en fødevareminister, som vil producere grisekød til hele verden i stedet for at beskytte vores natur, prøver at overbevise borgerne om at efterleve nogle kostråd, som han nok ikke selv kommer til at følge lige foreløbig. Som medvært er der så en repræsentant fra fødevarestyrelsen, Anne, som heller ikke efterlever kostrådene eller ved, hvordan man kan gøre det. Det er ærgerligt, når vi står med muligheden for at tage fat der, hvor det virkelig gør en forskel. Det er en mærkelig oplevelse at se fødevareministeren i det mest kødproducerende land pr. indbygger sælge idéen om, at han går op i klima og et mindre kødforbrug. Men lad os nu se. Anne og Rasmus har jo mulighed for at ændre sig nu, og måske opdager de, at det slet ikke er så svært.” 

Lisel Vad Olsson mener sagtens, at borgerne kan stræbe efter et højt udgangspunkt, hvis de bare får den rette inspiration.

“Kostrådene skal følge videnskaben, og så burde de blive præsenteret af mennesker, som på en motiverende og inspirerende måde kan fortælle os, hvor nemt det er at lave en lasagne med linser eller bønner i. Under spørgetimen siger Anne Pøhl Enevoldsen: “Det er usundt ikke at spise fisk”, hvilket ikke er korrekt. Det er usundt ikke at spise omega 3, men omegafedtsyrerne fås i kerner, frø, olier og nødder. En skefuld knust hørfrø om dagen, valnødder eller et algetilskud kan fint erstatte fisk og indeholder mange andre gode næringstoffer, som ikke findes i fisk. Et andet vigtigt punkt er, at helheden mangler. Til spørgsmålet om, hvorfor der ikke er økologi med i kostrådene, bliver der svaret, at man selvfølgelig kan vælge det, hvis man går op i biodiversitet og natur. Kyllingekødet, som for klimaet er at foretrække frem for oksekød, er et produkt af groft avlsarbejde og tusinder af dyr klemt sammen på meget lidt plads. Kyllinger er nogle af de dyr, som lider allermest i produktionen. I 2021 er det simpelthen ikke i orden at fremhæve som et fornuftigt alternativ. En helhedstilgang, hvor vi rent faktisk prøver at udvise hensyn med vores kostvaner ville være kærkommen. Vi vil vel gerne have en sund natur, god dyrevelfærd og reducerede emissioner. Det er lige præcis det, som jeg efterspørger. Fortæl borgerne hvad der gør størst gavn, og stol på, at de er kloge nok til at forstå det. Vi sætter nu, som Anne, vores lid til, at de private aktører kan levere den fornødne inspiration, men egentlig så skulle den være kommet i dag.”

Kontakter

Billeder

Links

Information om Veganerpartiet

Veganerpartiet
Veganerpartiet
Beatevej 14
2500 Valby

53706033https://vgpt.dk/

Veganerpartiet er et grønt politisk parti stiftet i oktober 2018. Partiets politiske leder er Henrik Vindfeldt, og blandt partiets mærkesager er dyrerettigheder, miljø, klima, grøn omstilling, sundhed gennem forebyggelse samt forøget forbrugeroplysning om klimavenlige forbrugsmønstre.

Partiet er opstillingsberettiget til næstkommende folketingsvalg. 

Veganerpartiet indgår i nyt samarbejde under navnet "Grøn Alliance" og har ansøgt Bolig- og Indenrigsminsiteriet om navneændringen.

Ændringen forventes færdigbehandlet 31. august, hvorefter samarbejdet præsenteres. 

Følg pressemeddelelser fra Veganerpartiet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Veganerpartiet

Chokeret Mette Frederiksen om brækkede brystben hos høns: ”Jeg er utrolig optaget af dyrevelfærd”9.12.2021 06:45:51 CET | Pressemeddelelse

Tidligere på ugen stillede Veganerpartiet med hjælp fra og sammen med Torsten Gejl fra Alternativet et særligt spørgsmål til Mette Frederiksen. Det drejede sig om, at 80% af alle høns har oplevet at brække brystbenet, fordi de lægger æg. Statsministeren vil have problemet taget op til videre diskussion i Folketinget, hvis de forelagte tal gør sig gældende.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye