Ny kunstner i Vild Park inviterer borgere til morgenbevægelse
Den 1. august er der igen kunstnerskifte i Guldborgsund Kommunes Rådhuspark, Vild Park. Billedkunstner Hartmut Stockter giver stafetten videre til koreograf og performancekunstner Annika B. Lewis, der er den femte af i alt seks kunstnere, der fra april til oktober 2023 vil bringe naturen i parken i spil på anderledes og inddragende måder. Det er projektet Metropolis Landskab, der i samarbejde med Guldborgsund Kommune indtager landskabet i Vild Park med iscenesættelser skabt på, med og til stedet.
Siden 2021 har parken omkring Guldborgsund Rådhus været under re-etablering som et led i kommunens Vild med Vilje-indsats. Det er kommunens to huskunstnere Søren Lose og Thomas Seest, der sammen med Teknik & Miljø-forvaltningen har været de drivende kræfter i projektet. Lose og Seest har arbejdet med temaerne bæredygtighed, samarbejde og utopi og skabt en park bygget på både kulturelle, biodiverse og permakulturelle principper, hvor forskellige samtidskunstformater er blevet formidlet specifikt til børn og unge - og de voksne omkring dem. Projektet er støttet af Statens Kunstfonds Artist-in-residence-pulje under Huskunstnerordningen.
Fra den 1.-31. august indgår Annika B. Lewis i Performing Landscapes Guldborgsund, der er skabt i samarbejde med Københavns Internationale Teater/Metropolis. Projektet folder Rådhusparkens vilde og anarkistiske potentiale yderligere ud via blandt andet iscenesatte vandringer, sanselige installationer, performances, danse- og lydlandskaber: Et antal performative værker, der forholder sig til det stykke bynære natur, som Vild Park er.
I løbet af sin måned i Vild Park vil Annika B. Lewis blandt andet invitere byens borgerne til morgenbevægelse fire onsdage i træk, ligesom rådhusets medarbejdere inviteres til det fælles Nymåne Ritual HYDRO. Om sit arbejde i parken den kommende måned fortæller Annika: ”Jeg vil undersøge vand, og hvordan naturens og månens bevægelser påvirker vandet i naturen omkring os og i os mennesker. Mit udgangspunkt er at belyse, hvordan vi mennesker er sammenvævede og hænger uløseligt sammen med naturen. Jeg har desuden en særlig interesse i at undersøge, hvordan Vild Park kan aktiveres som et sted, hvor vi kan træne os i at møde og acceptere det ukendte.”
Formand for Guldborgsund Kommunes Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalg, Ole K. Larsen, siger: "Vild Park og Performing Landscapes taler ind i flere af Guldborgsunds strategiske indsatser, og i Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget ønsker vi netop at udvikle flere kultur- og kunstprojekter med fokus på klima, bæredygtighed. Når Annika B. Lewis inviterer borgere og rådhusets medarbejdere til morgenbevægelse i Vild Park er det et glimrende eksempel på, hvordan naturen kan bruges som ramme om fællesskaber og bevægelse. Og ikke mindst at natur, kultur og bevægelse kan gøre noget godt for det enkelte menneskes trivsel og sundhed i en travl hverdag. Jeg glæder mig til at følge Annika B. Lewis arbejde den kommende måned og håber en masse nysgerrige borgere også vil finde vej til Vild Park."
Invitation til morgenbevægelse i Vild Park:
Annika B. Lewis inviterer alle byens borgere til morgenbevægelse i Vild Park fire onsdage i august: den 9., 16., 23. og 30. august kl. 08-09. Mød op ved skurvognen i Vild Park og få en god start på dagen. Alle kan være med.
Mandag den 31. august afslutter Annika B. Lewis sin værtsperiode i Vild Park og overlader parken til koreograf og performancekunstner Sarah Lee Armstrong. I den forbindelse vil Annika fortælle om sin periode i Vild Park, og der vil være et fælles måltid. Alle er velkomne!
Om Annika B. Lewis:
Annika B. Lewis arbejder i spændingsfeltet mellem dans, teater, aktivisme og performancekunst og med emner som identitet, køn, værdier, normer og konventioner. Hun bestræber sig på at visualisere usynlige og skulte mekanismer, i vores liv og samfund. Hendes arbejde blander ofte popkultur med det filosofiske, og hun undersøger derved det moderne menneske på en udfordrende og underholdende måde.
Annikas arbejde udfolder sig ofte i utraditionelle rum såsom private lejligheder, campingvogne, messer, forladte fabrikker, butikker, biler, medierne og på internettet.
Hun har turneret og lavet samarbejder i Danmark og internationalt med forestillinger, installationer, kunstneriske dialoger og interventioner.
Annika har en Master of Fine Arts i Contemporary Performative Arts fra Academy of Music and Drama I Göteborg (2016-18) og har desuden studeret på teaterskoler i Sverige, Italien og Rusland siden 1980’erne.
Om Performing Landscapes Guldborgsund:
Fra 6. april til 29. september 2023 vil 6 kunstnere arbejde i VILD PARK i én månefase, fra fuldmåne til fuldmåne. Hver værtsperiode afsluttes med et fuldmåne-event, hvor proces og værk præsenteres, hvor der tændes bål, og hvor publikum inviteres til at gå på opdagelse i og dialog med Vild Park. Ved dette event gives stafetten også videre til den næste kunstner.
De 6 kunstnere er:
· Danser og performer Stine Strange, 1. måne: 6. april – 5. maj
· Billedkunstner Søren Lose, 2. måne: 5. maj – 4. juni
· Billedkunstner Thomas Seest, 3. måne: 4. juni – 3. juli
· Billedkunstner Hartmut Stockter, 4. måne: 3. juli – 1. august
· Koreograf og performancekunstner Annika B. Lewis, 5. måne: 1. – 31. august
· Koreograf og performancekunstner Sarah Lee Armstrong, 6. måne: 31. august – 29. september
Kunstnerne vil undervejs forholde sig til, interagere med og inddrage materialer og elementer fra Vild Park. De vil desuden involvere forskellige borgergrupper i det kunstneriske og praktiske arbejde i parken. Der er i fri adgang til Vild Park, og alle opfordres til at lægge vejen forbi og følge processen i parken over det næste halve år. Performing Landscapes afsluttes med et fælles event den 29. september – på Kulturnatten i Nykøbing F. – hvor alle kunstnere deltager og skaber et fælles ritual.
Følg Facebook-siden ’Venner af Vild Park’ for nærmere information om Vild Park og om fuldmåne-events.
Performing Landscapes Guldborgsund præsenteres af Metropolis og Guldborgsund Kommune med støtte fra Nordea-fonden, Statens Kunstfond og Guldborgsund Kommune, herunder Guldborgsund Billedkunstråd, der har støttet den indledende workshop. For nærmere information kontakt venligst Kulturkonsulent Diana Gerlach, E: dg@guldborgsund.dk, T: 2518 1896 eller Kulturkonsulent Julie Damgaard, E: judn@guldborgsund.dk, T: 2518 1899. Følg desuden med på https://www.metropolis.dk/performing-landscapes/, https://www.facebook.com/performinglandscapes, opslagstavlen i Vild Park og på instagram #vildparkguldborgsund
Fakta om Metropolis Landskab
Performing Landscapes er en del af det 3-årige projekt Metropolis Landskab 2021-23, der organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med 40 partnere i 10 kommuner over hele landet og med primær støtte fra Nordea-fonden.
Metropolis Landskab er et landsdækkende kulturprojekt, der bringer kunst og natur sammen om at skabe værdifulde oplevelser og ny indsigt i de landskaber, der omgiver os. Metropolis Landskab flytter kunsten ud af sine sædvanlige domæner og møder borgerne i landskabet.
2021: Walking Landscapes blev afholdt med 140 kunstnere, som skabte 140 vandringer i løbet af 140 dage som en opdagelsesrejse og kortlægning af gemte og glemte dele af de danske landskaber.
2022: Talking Landscapes er 80 iscenesatte samtaler i og om vidt forskellige danske landskaber.
2023: Performing Landscapes, hvor hvert landskab får sin egen kunstneriske iscenesættelse, fortolkning og forløsning af de potentialer, der er kommet frem gennem de foregående års vandringer og samtaler.
Kontakter
Ole K. LarsenFormand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget
Tlf:25 18 03 98byokl@guldborgsund.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Første spadestik til Sakskøbing Sluse8.11.2024 05:30:00 CET | Presseinvitation
Vær med når vi onsdag 13. november tager første spadestik til ny sluse i Sakskøbing.
Beredskabsdirektøren for Lolland-Falster Brandvæsen fratræder sin stilling4.11.2024 15:21:45 CET | Pressemeddelelse
Efter gensidig aftale fratræder Peter Søe sin stilling som beredskabsdirektør for Lolland-Falster Brandvæsen. Vicedirektøren varetager ledelsen frem til ansættelsen af en ny direktør.
Første lokalplan for udviklingen af havnen i Nykøbing Falster er sendt i høring25.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye boliger, det kulturelle samlingspunkt Bastebrohuset, Bropladsen, klimasikring, parkeringshus og bevaring er nogle af de emner der indgår i Lokalplan 230, der netop er sendt i høring. Høringen løber frem til midt i december.
Guldborgsund Kommune og Guldborgsund Forsyning drøfter prioritering af fremtidens spildevandsindsatser24.10.2024 05:15:00 CEST | Pressemeddelelse
På baggrund af de ekstraordinære udfordringer med de massive regnmængder, som vi kan forvente fremover, og som vi allerede har oplevet i 2023 og 2024 har Guldborgsund Kommune og Guldborgsund Forsyning igangsat drøftelser om en langsigtet prioritering af spildevandsindsatser – foreløbigt med en 10 års tidshorisont.
Proces for ny Kultur- og idrætspolitik igangsættes23.10.2024 13:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Guldborgsund Kommune påbegynder processen for udarbejdelsen af en ny Kultur- og idrætspolitik. Ved at sætte både idræt og kultur under samme politik skabes der en fælles tilgang til kommunens fritidsliv, og samtidig sættes rammerne for fremtidige initiativer og prioriteringer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum