Lokale kompetenceforløb vil kunne fastholde unge i provinsen

Mange uddannelsesinstitutioner er i de senere årtier flyttet til de store byer, og det har konsekvenser for befolkningstallene i de små lokalsamfund, fordi mange unge flytter væk for at tage en uddannelse. En væsentlig årsag til, at de flytter, er, at kommunerne måler succesen af deres uddannelsesindsats på antallet af unge, der tager en videregående uddannelse. Derfor bliver alle led i uddannelseskæden optaget af at lede børn og unge mennesker videre til næste niveau og i sidste ende flytte.

”Når vi anser det at tage en videregående uddannelse som det bedste valg for alle unge, der har evnerne til det, er det med til at underminere de små lokalsamfund, fordi de færreste vender tilbage, når de først er flyttet til en større by og har etableret sig,” siger Eva Gulløv, der er professor MSO på DPU, Aarhus Universitet.

Hun står sammen med sin mand John Gulløv, der er seniorforsker ved Københavns Professionshøjskole, bag et nyt antropologisk forskningsprojekt om årsagerne til unges fraflytning fra provinsen.

Projektet viser, at de unge, der har lyst til at blive, der hvor de er vokset op, har svært ved at se, hvilke muligheder der er for at etablere sig lokalt, og de er ofte ret splittede, fordi mantraet er, at man skal rejse væk for at uddanne sig.

”Dem, der gerne vil blive boende, bliver sjældent klædt på til at skabe sig et godt arbejdsliv på egnen, og det er ærgerligt, for mange af dem har ressourcerne til at drive lokalsamfundet videre. De er ikke nødvendigvis mere skoletrætte eller mindre ambitiøse end dem, der rejser – de vil bare gerne blive, og her hjælper skolesystemet dem ikke. I stedet er de overladt til deres familierelationer og netværk,” siger Eva Gulløv.

Skoleaktiviteter har høj status i børnehaven

Orienteringen mod uddannelsessystemet starter allerede, når børnene går i daginstitution. Forskerne kunne således se, at skoleforberedende aktiviteter bliver tillagt mere værdi end aktiviteter, der afspejler de erfaringer og kompetencer, som børnene har med fra deres familier og lokalsamfundet.

”Skolelignende aktiviteter får højere status både blandt børn og pædagoger, når børnene nærmer sig skolestart. Det hænger sammen med det store fokus, der er på tidlig indsats og læreplanens krav om at forberede børnene til skolen. Men det gør det desværre let at overse, hvad de børn, der er stærkest orienteret mod det lokale samfunds livsformer og værdier, har at byde ind med,” siger Eva Gulløv.

Mange børn i forskellige aldersgrupper viste sig at have både indsigt i og praktiske erfaringer med forældrenes landbrug og manuelle arbejdsliv. Forskerne var overraskede over, hvor stor og detaljeret viden, børnene havde om praktiske og håndværksmæssige arbejdsgange. Disse erfaringer og kompetencer stod imidlertid i skyggen af uddannelsesmålsætningerne.

”De vidensformer, som dominerer i mange af de her familiers liv, har ingen status i dagtilbuddene og i skolerne. Det synes vi er tankevækkende, for hvis kommunerne og lokalsamfundene ønsker, at flere unge slår sig ned og stifter familie i provinsen, skal børn og unge hjælpes til at se mulighederne. De skal opmuntres til at bygge videre på de kompetencer, de har, og de skal høre om, hvad der skal til for at etablere sig på måder, som er tilpasset de lokalsamfund, de er del af. For eksempel kan man styrke de unges forudsætninger for at oprette egen virksomhed eller forstå mulighederne for samarbejder og kooperative løsninger,” siger hun.

Kan styrke sammenhængskraften og balancen mellem land og by

Eva Gulløv understreger, at hun selvfølgelig ikke er imod videregående uddannelse. Men hun problematiserer, at videregående uddannelse ikke alene finder sted i de store byer, men også afspejler og værdsætter urbane måder at leve på. Hele orienteringen mod de store byer betyder, at uddannelsessystemet overser værdien ved de livsformer, som især er knyttet til provinsen, mener hun.

”Den store satsning på uddannelse kommer nemt til at indebære en underkendelse af andre måder at leve på. Jeg synes, vi skylder de unge og de mindre lokalsamfund at tænke uddannelse lidt bredere og tilbyde de unge nogle alternativer, hvis de ønsker at blive på deres egn. Man kunne for eksempel oprette lokalt forankrede kompetenceudviklingsforløb, som bygger på de ressourcer, de unge har, og som retter sig imod de jobtyper, der er på egnen,” siger hun.

Som eksempler nævner hun praktiksamarbejder imellem kommunen og det lokale erhvervsliv og støtte til virksomhedsetablering, og hun opfordrer til, at der fra centralt hold bliver åbnet for lokalt rettede uddannelsestilbud.

”Vi kunne godt være mere visionære og kreative på det her felt, så den eneste vej ikke er en ungdomsuddannelse rettet mod videregående uddannelse i de store byer. Det vil være en fordel for lokalsamfundene, hvis dem, der bliver boende, bliver klædt på til at skabe lokal udvikling. Og det vil være godt for sammenhængskraften og balancen mellem land og by.”