Nyt digitalt kort kortlægger 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 mere end hidtil kendt
7.11.2025 07:47:06 CET | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold med base på Aarhus Universitet og Universitat Autònoma de Barcelona har kortlagt næsten 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 kilometer mere end hidtil kendt. Resultatet offentliggøres i det videnskabelige tidsskrift Nature Scientific Data og giver et nyt og langt mere detaljeret billede af, hvordan Romerriget hang sammen.

Det nye open access-kort samler århundreders arkæologisk og historisk forskning i ét digitalt kort over Romerriget omkring år 150 e.Kr. og giver forskere og offentligheden adgang til det hidtil mest komplette digitale overblik over Romerrigets vejsystem.
”Datasættet giver os et helt nyt værktøj til at forstå, hvordan Romerrigets veje formede handel, mobilitet og kontakt på tværs af imperiet,” siger Tom Brughmans, lektor i klassisk arkæologi.
Hvor tidligere kort over romerske veje nåede op på omkring 188.000 kilometer, viser det nye kort, at vejnettet i virkeligheden strakte sig over 299.171 kilometer. Den markante forskel skyldes både en større geografisk dækning og en langt mere præcis digitalisering, hvor vejene følger landskabets naturlige former – bjerge, dale og floder – i stedet for at blive tegnet som lige linjer.
Men selv med den hidtil mest omfattende kortlægning er der fortsat meget, forskerne ikke ved med sikkerhed. Kun 2,7 procent af vejnettets placering er kendt med sikkerhed. Langt størstedelen – næsten 90 procent – er mindre sikre og bygger på historiske kilder og topografiske analyser, for eksempel milepæle, der antyder, hvor vejene har passeret, men uden ar den præcise linjeføring kendes. De resterende 7,4 procent er stadig hypotetiske.
“Kortet viser ikke kun, hvor Romerrigets veje lå, men også, hvor sikre forskerne er på deres præcise placering. Kun 2,7 % af vejnettet er dokumenteret, hvor placeringen er kendt med stor sikkerhed,” siger Tom Brughmans.
Nye perspektiver på antikkens verden
Datasættet samler information fra arkæologiske rapporter, klassiske kilder som Antonine Itinerary og Tabula Peutingeriana, milepæle og moderne satellitdata. Hver vejstrækning er blevet manuelt digitaliseret for at skabe et præcist, interaktivt kort over Romerriget i dets storhedstid.
Resultatet er et værktøj, der ikke kun kortlægger fortidens veje, men også åbner nye muligheder for at forstå, hvordan mennesker, varer, ideer – og endda sygdomme – bevægede sig på tværs af tre kontinenter.
Itiner-e er frit tilgængeligt online og kan bruges af både forskere, studerende og alle med interesse for antikken.
“Itiner-e giver et transformativt grundlag for at forstå, hvordan Romerrigets vejsystem strukturerede bevægelsen af mennesker, varer, ideer og endda gamle pandemier,” siger Tom Brughmans.
---
Bag om forskningsresultatet
Studietype:
Åben dataindsamling og kortlægning inden for klassisk arkæologi og oldtidshistorie
Ekstern finansiering:
Dette arbejde er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) gennem et Sapere Aude forskningslederstipendium til projektet MINERVA; Carlsbergfondets Young Researcher Fellowship til The Past Social Networks Project; Danish National Research Foundation (DNRF) Centre of Excellence for Urban Network Evolutions (UrbNet) samt Viator-e-projektet, som er finansieret af MCIN og af FEDER.
Link til videnskabelig publikation:
https://doi.org/10.1038/s41597-025-06140-z
Se mere her:
https://itiner-e.org
Kontakter
Tom Brughmans, lektor
Klassisk Arkæologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: t.b.@cas.au.dk
+45 8716 2004
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Kulturlivet kan blive bedre til at lytte til børns forskelligartede stemmer10.3.2026 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn oplever mødet med kulturinstitutioner som museer og teatre meget forskelligt. Det viser resultaterne af forskningsprojektet ’BØV – Børns møde med den nationale kulturarv’, som forskere fra Aarhus Universitet står bag. I samarbejde med Nationalmuseet, Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst har forskerne undersøgt, hvilke strategier de tre kulturinstitutioner bruger til at sikre børns ret til at møde kulturarven, og hvordan det opleves fra børnenes perspektiv.
Akut behov for EU-tolke: Aarhus Universitet inviterer til orienteringsmøde om Masteruddannelse i Konferencetolkning4.3.2026 11:24:43 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Universitet inviterer til online orienteringsmøde 6. marts klokken 10-12 om Masteruddannelsen i Konferencetolkning, der især rettet mod en karriere som tolk i EU.
Konference sætter fokus på, hvordan AI ændrer kreativitet og kultur3.3.2026 13:42:22 CET | Pressemeddelelse
Hvordan påvirker kunstig intelligens den måde, vi skriver, skaber og samarbejder på? Det er omdrejningspunktet for konferencen "AI and the Creative Condition," som finder sted 23.–24. marts 2026 på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS).
Global ulighed begynder, før vi bliver født19.2.2026 16:31:44 CET | Pressemeddelelse
Global ulighed handler ikke kun om indkomst og formue, men om livschancer, der i høj grad bestemmes ved fødslen. På FN´s Verdensdag for social retfærdighed den 20. februar giver professor Christian O. Christiansen et idéhistorisk blik på, hvordan ulighed i stigende grad er blevet normaliseret, og hvorfor den i dag omtales som en krise.
Faaborg Museum får Plantefeber17.2.2026 10:51:41 CET | Pressemeddelelse
Hvornår fik vi for første gang stueplanter i de danske vindueskarme? Hvordan har vores forhold til planter i hjemmet ændret sig historisk set? Og hvilke planter havde malere som Anna Syberg og Alhed i Larsen i deres vindueskarme? Det er nogle af de spørgsmål, man kan blive klogere på, på Faaborg Museums udstilling Plantefeber – Verden i vindueskarmen, der løber fra 1.februar til 6. september 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum