Børn er ikke længere bange for de voksne, og det er en god ting

”Børn er enormt skægge, sjove og livgivende. De kan komme med så mange oplysninger, som vi kan lære noget af. Og hvis vi forandrer noget til det bedre i børnenes omgivelser, så kan selv børn, der ellers har det svært, få det rigtig godt igen.”

Sådan siger Grethe Kragh-Müller fra DPU, Aarhus Universitet, når hun skal forklare, hvad det er, som har drevet hendes nysgerrighed og engagement som forsker og underviser igennem fem årtier.

Børn er børn, og de er ikke grundlæggende anderledes skruet sammen, end de var for 50 år siden, påpeger hun. Men det samfund, som børn vokser op i, har ændret sig og dermed ændrer børnenes udvikling sig også. Det stiller andre krav til både forældre og børn, og det stiller også andre krav til indretningen af institutionerne.

”Når det handler om børn og børnesyn, så kan det dog godt føles som om, at hele debatten går i ring. Nu er undervisningsminister Mattias Tesfaye fx ude og tale om, at moderne børn er dårligt opdragede, og at deres forældre er uansvarlige,” siger Grethe Kragh-Müller og fortsætter:

”Martin Luther fastslog helt tilbage ved reformationen, at børn er født syndige, og da deres forældre ikke kunne finde ud af at opdrage dem, så måtte skolerne jo i stedet være ansvarlige for det. Det er så indholdet - forklædt med andre ord - i det børnesyn, som Mattias Tesfaye og andre nu trækker frem igen. Børn er uopdragne og nogle af dem ligefrem onde, og derfor skal skolen sætte faste rammer og sanktionere dem.”

Børn skal være lydige, er med andre ord tilsyneladende udgangspunktet, påpeger Grethe Kragh-Müller. Men det er et børnesyn, der så i dag hersker side om side med et nyere og anderledes syn på børn i den offentlige debat. I takt med den samfundsmæssige udvikling, er der nemlig også sket en ændring i synet på børn og børneopdragelse.

”Børn er ikke længere bange for de voksne, børn har fået rettigheder og oplever også at blive inddraget mere end tidligere i familien. Forældrene er opmærksomme på børns behov. Det er for mig et positivt fremskridt, men der er så nogle, der tværtimod mener, at det bare betyder, at moderne børn er blevet til nogle uopdragne og egocentrerede ’curlingbørn’”, siger Grethe Kragh-Müller.

Børnehavernes opblomstring

Da Grethe Kragh-Müller som nyuddannet psykolog begyndte som underviser på pædagoguddannelsen i 1973, var dagtilbuddene en sektor i rivende udvikling, og der blev investeret i både kvaliteten af børnehaverne og i uddannelsen af pædagogerne.

”Daginstitutionerne var en del af samfundets store forandring. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og der blev for alvor brug for børnehaver. Børnehaven var et sted, man afleverede sine børn med stolthed og god samvittighed. Pædagogfaget havde status, der var flere pædagoger i forhold til antallet af børn end i dag, og det hele emmede af energi og udvikling,” siger Grethe Kragh-Müller.

Hun peger dog på, at der var andre ting, som ikke fungerede så godt. Der var fx kun pladser til halvdelen af børnene og ikke nogen central pladsanvisning, så når man skulle have sit barn indskrevet i børnehave, måtte man selv gå fra institution til institution. Men der var, som hun oplevede det, et stort fokus på børns trivsel og udvikling i institutionerne.

”Det var en tid med store idéer. Man troede på, at samfundet kunne udvikle sig til det bedre, og at børnene var nøglen til den fremtid. Vi bevægede os væk fra den autoritære lydighedsopdragelse og begyndte at lytte til børnene. De fik lov at blive hørt, deltage og udfolde sig,” siger Grethe Kragh-Müller.

Hun var især optaget af kritisk erfaringspædagogik, hvor udgangspunktet var, at børn udviklede sig bedst gennem konkrete erfaringer og deltagelse. Børn skulle ud i naturen og ud i samfundet, besøge forældrenes arbejdspladser – mærke det, opleve det og derefter bearbejde det i børnehaven.

”Uddannelsen dengang rustede virkelig pædagogerne til opgaven. De studerende havde flere undervisningstimer og havde ikke mindst væsentligt flere timer i psykologi og pædagogik, ligesom der var et meget større fokus på musik, drama og håndværk, end tilfældet er på uddannelserne i dag,” siger Grethe Kragh-Müller.

Krisetiden satte nye begrænsninger

Rammerne ændrede sig imidlertid i 1980’erne. Den anden oliekrise resulterede i en hård nedskæringspolitik, som også ramte dagtilbudssektoren hårdt. Hvor 1970’erne var fulde af pædagogisk liv og faglig debat, så blev 1980’erne mere præget af struktur, faste rutiner og færre ressourcer.

”Der var simpelthen ikke hænder nok, og for at kunne holde styr på det hele, kom - overordnet set - struktur og forudsigelighed til at fylde mere, mens den nære relation og omsorgen gled lidt i baggrunden. Ikke af ond vilje, men fordi man ikke kunne nå det hele. Tanken blev, at når struktur er det, vi kan give børnene, må det være det, de har behov for,” siger Grethe Kragh-Müller og fortsætter:

”Det var også her, at erklæringerne om, at ’børn har brug for grænser’ begyndte at opstå. Når ressourcerne blev færre, begyndte man i stedet at tale mere om ’grænser’ og ’fast struktur” som løsningen. Det blev en måde for de voksne at holde sammen på hverdagen. I 1970’erne handlede det om nysgerrighed, leg og oplevelser. I 1980’erne handlede det om struktur og rutiner.”

Børns og forældres stemmer trådte frem

I 1990’erne begyndte en modbevægelse imidlertid mod den strukturtænkning. Både børn og forældre fik mere indflydelse, og pædagogikken åbnede sig igen mod børnenes perspektiv. Der kom fokus på selvbestemmelse og medbestemmelse. Børn blev i stigende grad betragtet som aktive deltagere i deres eget liv, og samtidig begyndte man at tale om børns ret til indflydelse i lovgivningen.

”Det var en tid, hvor der igen kom liv og pædagogisk nysgerrighed ind i institutionerne. Børnene blev mødt som små mennesker med egne perspektiver. Man begyndte at spørge, ’hvordan oplever børnene det her, og hvordan kan vi inddrage dem?’” siger Grethe Kragh-Müller. Samtidig holdt voksenmøbler dog også deres indtog i daginstitutionerne og optog plads for børnenes legemuligheder.

Forældrene fik også en langt større rolle. Der kom forældrebestyrelser, hvor de skulle være med til at fastlægge pædagogiske målsætninger. Det var ændringer, der skabte både samarbejde og spændinger. 

Læreplaner, Pisa og forældreprotester

Den nye pædagoguddannelse gjorde uddannelsen bredere, men også tyndere. De studerende havde færre timer og fagligheden blev udvandet. De studerende fik mindre psykologi og pædagogik. Samtidig kom pladsgarantien, en betegnelse som signalerede, at daginstitutioner handlede mere om pasning og mindre om pædagogik. Så kom det såkaldte Pisa-chok, der ændrede mange ting omkring årtusindskiftet. Pludselig skulle danske børn konkurrere globalt, og daginstitutionerne blev inddraget i den kamp.

”Der kom læreplaner, hvor pædagogikken for første gang blev styret oppefra gennem lovgivning. Man indførte temaer som sprog og natur, og alt skulle dokumenteres. Pædagogerne skulle skrive, måle og evaluere, og det tog tid fra børnene. Som mange sagde: ’Vi har fået papir mellem os og børnene’,” siger Grethe Kragh-Müller.

På den ene side kom der et nyt konkurrencestatsligt fokus på daginstitutioner. Men samtidig kom forældrene for alvor på banen som en ny aktør med helt andre ønsker om det gode børneliv. De begyndte at organisere sig, og der kom fra årtusindskiftet og frem en bølge af protester mod nedskæringer og dårlige normeringer.  Forældreblokaderne blev et nyt kampmiddel, og protesterne kulminerede med folketingsvalget i 2019, hvor forholdene i daginstitutionerne for første gang blev et hovedtema.

”Udfordringen er, at vi gerne vil have god pædagogisk kvalitet i daginstitutionerne, men åbenbart helst ikke vil betale prisen for det, og hvilke forhold skal vi adressere for at gøre forholdene for børnene bedre? Hvor meget skal vi prioritere uddannelse, ledelse eller bedre normeringer? Skal der topstyres politisk, eller er det en rigtig dårlig ide?” siger Grethe Kragh-Müller.

Den seneste nationale undersøgelse om kvalitet i børnehaver og vuggestuer viste, at omkring en tredjedel har utilstrækkelig kvalitet i dag, hvilket kalder en politisk indsats og prioritering af ressourcer. Men samtidig raser der så en fornyet debat om struktur og tydelige voksne, der ligner 1980’ernes diskussioner.

”I dag står vi igen ved en skillevej. Det nye og det gamle børnesyn ses side om side i den offentlige debat, og forældrene bliver ofte peget på. De skal opdrage børnene bedre. Og imens glemmer vi, at børnene er en stor del af deres vågne tid i daginstitutionen,” siger Grethe Kragh-Müller og afslutter:

”Politikere søger kontrol i en urolig tid, men hvis man opererer ud fra grundideen om, at børn, der har det svært, er uopdragne, og at børn skal formes og styres, og vi derfor fokuserer på grænsesætning og disciplin, så tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af det. Og så bliver jeg altså så indigneret, når jeg hører folk skælde ud på pædagogerne, der opererer under de betingelser, som de nu engang har, eller på forældre, der grundlæggende ønsker, at deres børn udvikler sig til frie og selvstændige mennesker, og som gør det så godt, de kan, for at deres børn får en god barndom.”

Jubilæumsreception for Grethe Kragh-Müller

DPU, Aarhus Universitet holder jubilæumsreception for Grethe Kragh-Müller, der samtidig fejrer overgang til emerita-status torsdag 30. oktober 2025 kl. 15-17. Receptionen afholdes på DPU, Tagterrassen, Tuborgvej 164, 2400 København NV.