Aarhus Universitet: Arts

’Lær for Livet’: Positiv sammenhæng mellem fagligt løft og øget trivsel

Del
Nyt forskningsnotat fra følgeforskningen af læringsprogrammet ’Lær for Livet’ viser en positiv sammenhæng mellem et længerevarende fagligt løft i matematik og øget trivsel blandt de deltagende anbragte børn.

”Tidligere undersøgelser af ’Lær for Livet’ og andre projekter, der har intensive læringsforløb som del af aktiviteterne, har især set på skolefaglige effekter af intensive læringsforløb. I det det nye notat undersøger vi i stedet børnenes trivselsudvikling over mere end to år og ser på samspillet mellem trivsel og faglig udvikling”, siger Søren Langager fra DPU, Aarhus Universitet, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

DPU-forskerne har undersøgt mental trivsel gennem SDQ-målinger (Strengths and Difficulties Questionnaire) og skoletrivsel via de nationale trivselsmålinger. Målingerne er gennemført med mere end 400 anbragte børns deltagelse i ’Lær for Livet’ i perioden 2014-2018.

Nogle børn oplever positiv trivselsmæssig forandring på længere sigt, mens der for andre på de fleste områder ikke kan iagttages langsigtede effekter. ”Selv om de kognitivt ligger inden for normalområdet, har de store faglige og sociale udfordringer. De har skolevanskeligheder, og mange har mentale trivselsvanskeligheder”, siger Søren Langager.

Sammenhæng mellem faglighed og trivsel

Når forskerne dykker ned i tallene, tegner der sig imidlertid et mønster: For de børn, der i forløbet oplever et varigt fagligt løft i især matematik, kan der samtidig registreres signifikante forbedringer af deres trivsel.

”Når vi ser på udviklingen over tid, så er der en statistisk sammenhæng mellem fremgang i faglige matematik-testresultater og forbedring af børnenes trivsel målt med SDQ-skalaerne”, siger André Torre, der sammen med Christian Christrup Kjeldsen, begge fra DPU Aarhus Universitet, står bag de statistiske analyser i undersøgelsen.

I undersøgelsen kan man således se en sammenhæng, hvor denne gruppe af børn efter to år både oplever færre følelsesmæssige vanskeligheder og færre adfærdsmæssige vanskeligheder.

”Vi kan ikke på baggrund af en kvantitativ undersøgelse som den her sige, hvad der betinger hvad. Befordrer øget trivsel bedre skolefaglige præstationer eller omvendt? Men vi kan måle, at omkring en fjerdedel af børnene i ’Lær for Livet’ har oplevet et løft på begge områder i mere eller mindre grad”, siger André Torre.

Fakta

’Lær for Livet’ er et seksårigt læringsprogram målrettet anbragte børn. Det er bygget op omkring årlige intensive læringscamps og frivillige mentorer tilknyttet de enkelte børn og er initieret og støttet af Egmont Fonden. Mange af de børn, der deltager i programmet, står med alvorlige problemer både socialt, skolefagligt og trivselsmæssigt. De er typisk i alderen 9 til 13 år ved starten på ’Lær for Livet’, og er enten i familiepleje eller på døgninstitution/opholdssted.

Følgeforskningen anvender såvel kvantitative som kvalitative metoder, og notatet her er primært baseret på statistiske modeller på baggrund af data indsamlet i løbet af projektet.

Yderligere information

”Lær for Livet. De deltagende børn og deres trivselsmæssige udvikling” er udarbejdet af Søren Langager, André Torre, Christian Christrup Kjeldsen og Anna Kathrine Frørup.

Kontakter

Lektor Søren Langager
DPU, Aarhus Universitet
Mail: langager@edu.au.dk
Tlf. 8716 3618 eller tlf. 2625 9296

Links

Information om Aarhus Universitet: Arts

Aarhus Universitet: Arts
Aarhus Universitet: Arts



DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) er et institut ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet. DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.

Læs mere om DPU på www.dpu.au.dk 

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Trivselsfremme i skolen kræver helhedsorienteret indsats19.4.2024 10:08:16 CEST | Pressemeddelelse

Trivsel og mistrivsel blandt skoleelever er et af tidens helt store spørgsmål, men hvad siger forskningen om trivsel og trivselsfremme i skolen? En ny forskningsoversigt fra DPU i e-bogsserien ’Pædagogisk indblik’ giver en indføring i både dansk og international trivselsforskning. Den anbefaler, at vi løfter blikket fra enkeltelever og anlægger et helhedssyn på trivsel, og at skolerne i deres arbejde med at fremme trivsel altid tager udgangspunkt i de konkrete elever i den konkrete skole.

Nedlukninger blev en midlertidig undtagelsestilstand i familielivet22.3.2024 09:20:36 CET | Pressemeddelelse

Covid-19 påvirkede familier meget forskelligt og synliggjorde strukturelle uligheder i Danmark. For de fleste børnefamilier blev nedlukningsperioderne dog en parentes. Men for unge, der var teenagere og midt i deres formative år, har nedlukningerne fået mere langvarige konsekvenser. Ikke mindst for deres evne til at indgå i fællesskaber med jævnaldrende. Sådan lyder det fra forskere på DPU, der har undersøgt familielivet under pandemien.

Debatarrangement med Glenn Bech: Er kunsten blevet en legeplads for den hvide middelklasse i byerne?4.3.2024 12:06:00 CET | Pressemeddelelse

I årevis har teatre, museer og andre kunstinstitutioner forsøgt at udvide deres publikum – men med begrænset succes. Er kunsten mangfoldig nok, når den hovedsageligt samler en urban, hvid middelklasse – og hvad kan man gøre ved det? Det er spørgsmålet, som forfatter Glenn Bech og et stærkt panel vil diskutere tirsdag den 19. marts på Teatret Svalegangen til debatserien ”Art of Assembly”.

Ny europæisk undersøgelse: Danske unges følelse af europæisk identitet bliver større – men langt færre forventer at stemme til EU-Parlamentsvalg22.2.2024 10:10:45 CET | Pressemeddelelse

Danske skoleelever i 8. klasse har store forventninger til Europas fremtid, ligesom de i høj grad ser sig selv som europæere. Men sammenlignet med 8. klasseelever fra andre europæiske lande er de danske elever bemærkelsesværdigt skeptiske over for fælles regler for samarbejde og arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa, og færre danske elever end tidligere forventer at stemme til fremtidige EU-parlamentsvalg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye